Hvis man skal sørge over alle dem, man har mistet, så bliver man skør

Med alderen rykker livets endeligt nærmere. Per Bang Jeppesen og Karen Louise Nygaard Nielsen har som pensionister tid nok til at tænke på døden foran og omkring dem. Den minder dem om at leve deres liv

I 1978 købte Per Bang Jeppesen tre-plans-huset med udsigt over Julsø, hvor Karen Louise Nygaard Nielsen to år efter også flyttede ind.
I 1978 købte Per Bang Jeppesen tre-plans-huset med udsigt over Julsø, hvor Karen Louise Nygaard Nielsen to år efter også flyttede ind. Foto: Liv Høybye Jeppesen.

Man skal ikke være ved at stille træskoene for at forholde sig til døden. Per Bang Jeppesen og Karen Louise Nygaard Nielsen har både skrevet testamente og fremtidsfuldmagt, selvom helbredet ikke skranter. Med tiden er flere og flere relationer faldet fra omkring dem, og fra deres hjem i stationsbyen Laven mellem Ry og Silkeborg fortæller de om, hvordan de forholder sig til livets sidste etape. De har nemlig besluttet, at døden ikke må blive et tabu, selvom den nærmer sig.

”Vi forholder os til den jævnligt. Det gør man automatisk, når man går til mange begravelser. Sidste år døde tre i vores tidligere kollegakreds i samme uge, og der er mange af vores venner, der er døde inden for de seneste tre år - nogle, man ofte går og savner. Så det rykker jo nærmere,” siger Karen Louise Nygaard Nielsen. Hendes mand rejser sig fra kaffen og wienerbrødet på stuebordet og henter en blok med kragetæer.