Madame Nielsen nikker op mod den lidt buttede Kristusfigur i Helligaandskirken midt i København.
”Jeg ved ikke lige med figuren deroppe, men normalt vil jeg sige, at jeg ligner ham,” siger den spinkle kunstner, der tidligere har været kendt under navne som Claus Beck-Nielsen og Helge Bille, men nu hedder Madame Nielsen og også lige – ”for God’s sake” – har taget frisk læbestift på, inden vi gik ind i kirken for at finde et stille rum i byen for at tale om den nye roman ”The Monster”, der blandt andet også handler om at gøre livet til en liturgi.
Det er også under navnet Madame Nielsen, at den danske forfatter og performer har fået sit internationale gennembrud med ”Den endeløse sommer”, der alene i Tyskland har solgt 12.000 eksemplarer på bare seks måneder. Og nu er Madame Nielsen altså klar med ”The Monster”, der handler om en ung mand, som rejser til USA for at blive a part of the show i New York-performancegruppen ”The Wooster Group”, ligesom Madame Nielsen som en ung mand også engang tog til New York for at blive en del af avantgarde-teatermiljøet i byen, der aldrig sover.
Og hovedpersonen har på samme måde som forfatteren også engang rejst rundt i det tidligere Sovjetunionen som en slags rockstjerne.
Madame Nielsen havde egentlig også en hel bog om Sovjetunionen i tankerne, da arbejdet med at skrive ”The Monster” begyndte under et refugie-ophold på Haw-thornden Castle i Skotland, men den klosteragtige tilværelse med monotone dage på slottet ledte teksten en anden vej, der både førte tilbage i forfatterens egen fortid – og i en helt ny fiktiv retning.
”Alle mine romaner har selvbiografiske træk. For jeg har udsat mig selv for mange ting, og jeg synes, at det er mest spændende at skrive i gråzonen mellem virkeligheden og fiktionen, ligesom romanen også befinder sig i en slags drømmetilstand mellem virkelighed og indbildning,” forklarer Madame Nielsen.
Den navnløse hovedperson, ”europæeren” (som Madame Nielsen også definerer sig selv som), ligner ikke kun forfatteren, men i romanen forveksles han også med skuespilleren Willem Dafoe (som også er en del af teatertruppen) og dermed med en abe (på grund af det markante kæbeparti), men også Willem Dafoe i rollen som Kristus i instruktøren Martin Scorseses film ”The Last Temptation of Christ” (1988), og dermed med Frelseren selv. Og der er i det hele taget referencer til Jesus overalt i romanen, hvor hovedpersonen bliver en slags postmoderne Messias:
Han ”skulle træde i abens og Frelserens sted som the missing link mellem masserne, Messias og Hollywood, og få noget til at ske, sætte Historien i en bevægelse, der ville ændre alt, men uden at efterlade et kors eller en anden dum ting, der skulle forestille noget og kaste sin symbolske skygge over jorden og menneskene og tynge dem i årtusinder med al sin (mulige) betydning”, som der står skrevet – i romanen.
Handlingen udspiller sig i begyndelsen af 1990’erne i New York, hvor den navnløse hovedperson ankommer til USA som en ung mand med et kald. Han mener også selv, at han har været medvirkende til Sovjetunionens opløsning, da han som en rockstjerne råbte ”hello, CCCP, now get up and dance with us!” til en ny generation af russere.
Men hurtigt bliver hans kald et helt andet. For nu lader han sig (mis)bruge af to tvillinger, der hver nat på præcis samme måde sætter ham i en elektrisk stol og voldtager ham – nat efter nat som en bizar kunstinstalla- tion. I romanen bliver tvillingerne på uhyggelig vis også kædet sammen med hovedpersonens mulige storebrødre, et berømt mordertvillingepar, og med tvillingetårnene i New York, ligesom teaterfolkene i arbejdstiden spejler ”nattens forestilling” ved at gennemføre den præcis samme handling hver dag – og med tiden også med hovedpersonen som statist i et show, hvor replikkerne er ligegyldige, så længe man har noget at sige.
”Europæeren” læser samtidig Andy Warhols dagbog igen og igen, efter at han er kommet til New York. Og med tiden overgiver han sig til tanken om at leve livet som en liturgi, især efter at han pludselig ser en forbindelse mellem Andy Warhols ambition om at blive en maskine og en bog om en munkeordens forsøg på at udslette den enkeltes ego og glide i et med ritualerne.
”Munkene er ude på at befri sig fra et selv, så de simpelthen kan gå i ét med troen og livet som form. Og han bliver også ren form. Han vil ikke længere være en ener, der som en rockstjerne eller en Kristus forandrer historien, han vil være et sort hul, der akkumulerer fravær, men er til stede overalt. Det er et negativt nærvær, en, der ikke skal bemærkes, men være overalt og observere og virke.”
Madame Nielsen føler selv, at romanfiguren står på skuldrene af Dostojevskijs Raskolnikov i ”Forbrydelse og straf”, der også tematiserer den såkaldte frie vilje.
”Man kan sige, at hovedpersonen i min roman frivilligt møder op til tvillingerne hver aften, men han siger ofte, at han er glad for, at han aldrig skal vende tilbage, hvad han så alligevel gør. Det er nærmest hinsides valget. Det siger også noget om, at den frie vilje er en underlig idealstørrelse, som ikke findes i menneskelivet. Der findes ikke noget ultimativt frit valg, fordi mennesket i ethvert øjeblik er så viklet ind i millioner af små faktorer, der har indflydelse på, hvordan man handler.”
”The Monster” er – som ”Forbrydelse og straf” – samtidig også en undersøgelse af, hvad det vil sige at være et menneske, der på den ene side betragter sig selv som et overmenneske og på den anden side vil udslette sit eget selv. I ”The Monster” foregår det bare både på scenen som statist og i de natlige sexritualer, der reducerer ham til en krop. Men ensomhed er også et hovedtema i romanen, fortæller Madame Nielsen:
”Det er en ensomhedsbog, og på den måde minder den også enormt meget om Raskolnikov, som også er en person, der går hvileløst rundt i en stor by, og hvor en del af dramaet udspiller sig inde i hans eget hoved.”
Raskolnikov ender dog med at finde forløsning i Bibelen, mens din hovedperson snarere træder i Jesu sted?
”Ja, men igen på en måde, hvor det ikke er entydigt, om det er ham, der vælger det, eller om det er andre, der betragter ham som Kristus, og om de mener det. Han vil jo heller ikke bære noget kors ud over ensomheden, som måske bliver hans egentlige kors.”
Selv kommer Madame Nielsen jævnligt i kirke, især for at synge salmer (allerhelst af Kingo) i den lokale klosterkirke i Sorø med sin otteårige søn.
”For mig er kirken et sted, hvor jeg kan finde ro. Jeg tror ikke på Gud. Men om jeg tror på Gud eller ej, er jeg stadig skabt af den kristne kulturhistorie. Det tror jeg også, at Andy Warhol var. Det var derfor, han lavede sine ikoner. I kunsten kan det tit virke letkøbt at bruge de kristne symboler, fordi de er så stærke, så de altid virker. Men man kan også bruge dem som mere end en effekt, fordi de betyder noget, og det tror jeg også, at de gjorde for Warhol, der jo var katolsk opdraget. Der er et underligt paradoks mellem det meget moderne og tilsyneladende overfladiske hos ham og på den anden side ensomheden og smerten i den ikke-troendes alligevel rituelle trospraksis, som ligger i hans produktion af ikoner og serier og kopier.”
Er der ikke også en modsætning mellem at ville gøre livet til en fast liturgi og trangen til hele tiden at forandre sig kunstnerisk – som du også selv har gjort med dine forskellige navne og identiteter?
”Jo, men der er ikke noget spil i det for mig. Jeg er stadig Madame Nielsen, når jeg går på toilettet eller vågner om morgenen. Når jeg ikke har taget læbestift på, siger min søn dog sommetider: ’Nå, nu er du bare Nielsen’, men jeg er Madame Nielsen, så længe det varer.”
Hvordan opstod behovet for den forvandling?
”For mig handler livet om at være i evig søgen og forvandling. Mennesket er muligvis født til at være menneske, men også til hver dag at blive et menneske. Vi når aldrig frem, men vi må hele tiden skabe og danne os. I mødet med andre mennesker må vi hele tiden være i forvandling. For ingen er færdigdannet, men alle er midt i en skabelsesproces.”
På samme måde mener Madame Nielsen, at verden stadig er midt i en skabelsesproces, som vi alle kan være med til at påvirke:
”Ethvert menneske kan i princippet ændre verdenshistorien. Som enkeltindivider er vi statistisk set magtesløse, men vi bliver nødt til at handle, som om vi havde stor magt. Det mener jeg faktisk er en forpligtelse som menneske, ja, et kald.”