Prøv avisen

Hovedpersonen i "Kongens Fald" vil have alt og får derfor intet

"Sproget er først og fremmest helt vidunderligt," siger Johannes V. Jensen-eksperten Lars Handesten om "Kongens Fald". Foto: Leif Tuxen.

Tvivl er et hovedtema i Johannes V. Jensens historiske roman "Kongens Fald", der beskriver det danske vægelsind i et uovertruffet sanseligt sprog

"Kongens Fald" blev kåret som århundredes bedste danske roman i 1999. Dengang var jeg selv ny danskstuderende ved Syddansk Universitet, hvor jeg havde Kristeligt Dagblads nuværende anmelder Lars Handesten som underviser i nyere dansk litteratur.

Forstod ikke fascination af "Kongens fald"

I årene forinden havde Lars Handesten skrevet på en stor tyk bog om Johannes V. Jensens forfatterskab. Og man behøvede ikke at være præmieelev for at opdage, hvor fascineret han var af forfatteren fra Himmerland. Selv kunne jeg også levende forholde mig til Johannes V. Jensens tidlige digte, der ofte dirrer af studentikos tvivl. Men det var mig til gengæld en gåde, at læserne i både Politiken og Berlingske Tidende havde stemt "Kongens Fald" ind på en førsteplads foran mange af de dejlige danske romaner, der havde sendt mig ind på danskstudiet.

"Kongens Fald" var tung at stave sig igennem, syntes jeg. Dengang. Men her 12 år senere er det, som om jeg netop har læst en helt anden bog med et fuldstændig fascinerende billedsprog. Siderne flyder nærmest over med smukke metaforer, uanset om Johannes V. Jensen beskriver naturen, en hesteslagtning eller de afhuggede menneskehoveder, der "sad paa den blodige Jord som Svømmere, der træder Vande" under Det Stockholmske Blodbad.

Det er derfor navnlig det sanselige sprog, der – i anden omgang – har fået mig fornøjet igennem den ellers ret deprimerende og fragmentariske fortælling om et tvivlende menneske, der excellerer i at ødelægge alting for sig selv og andre. For hovedpersonen Mikkel Thøgersen er formentlig den største idiot i dansk litteratur, som Lars Handesten har udtrykt det. Men det viser sig til gengæld, at min "gamle" underviser, Johannes V. Jensen-eksperten, havde samme svingende oplevelse af at læse og genlæse "Kongens Fald".

"Jeg anskaffede mit første eksemplar af 'Kongens Fald' i begyndelsen af mit universitetsstudium," siger Lars Handesten og peger på et slidt eksemplar, der mere ligner "kongens forfald" med sine løse sider på bordet imellem os, hvor en lille stak pænere udgaver af klassikeren også er hentet ind fra reolen på hans arbejdsværelse.

"Men dengang syntes jeg også, at den var kedelig at læse," kommer det så:

"Jeg tror, at det var, fordi jeg læste den efter handlingen, der godt kan virke kedelig. Det mener jeg nu ikke længere, men jeg kan godt forstå, at jeg syntes det engang. Og jeg blev selv positivt overrasket over, at så mange læsere valgte 'Kongens Fald' som århundredets roman. For på trods af mord og voldtægter undervejs går handlingen i stå og springer fra det ene til det andet.

Hovedsporet er godt nok bondesønnen Mikkel Thøgersens livsfortælling, der fletter sig sammen med kong Christian 11's nedturshistorie. Men pludselig bliver der blandet myter, digte og genfortællingen af eventyret om Aage og Else ind i romanen, så handlingen på den måde bliver bremset op. Jeg betragter den nogle gange lidt som en opera, hvor handlingen også kan gå lidt i stå, når der pludselig skal være plads til en arie om de store følelser. Og hvis man kun læser efter handlingen og forventer en spændingsroman, kan man måske godt føle sig snydt over at få et mere diffust poetisk drama. Men det er jo netop det, jeg synes er fantastisk i dag."

"Kongens fald" er næsten som poesi

Lars Handesten skulle dog først en anden vej ind i forfatterskabet, gennem Johannes V. Jensens digte og "Himmerlandshistorier", før han genlæste "Kongens Fald" og opdagede dens poetiske kvaliteter. Men under de lange studier i Johannes V. Jensen beskæftigede han sig så meget med "Kongens Fald", at han næsten blev helt blind for dens kvaliteter på et tidspunkt, fortæller han.

Lars Handesten faldt dog – igen – for romanen, da han i 1999 skulle holde foredrag om Johannes V. Jensen på Den Sorte Diamant ved et arrangement, hvor Jon Bille samtidig læste op fra århundredets bedste danske roman.

"Det var som at få serveret romanen frisk igen. Det husker jeg meget tydeligt. For med Jon Billes glimrende oplæsning kunne jeg pludselig huske, hvad der er så hamrende godt i 'Kongens Fald'. Og nu har jeg fat i den jævnligt som underviser, hvor jeg læser den med mine studerende som et hovedværk. Nogle har dem har det, ligesom jeg havde det, og synes, at det er en lidt halvkedelig bog, men så må jeg prøve at vise dem, hvad jeg selv synes er så godt.

Sproget er først og fremmest helt vidunderligt. Et sted beskriver han for eksempel en hesteslagtning, så der simpelthen går poesi i romanen. Man glemmer helt, at det er en hest, der bliver dissekeret, fordi han dyrker skønheden i slagtningen i former og farver i en vild æstetisering som en form for ekspressionisme, små tyve år før Tom Kristensen og andre kom til. Og de måtte have været både gule og blå af misundelse over, at Johannes V. Jensen kunne skrive sådan.

For det fås ikke stærkere. Men lige så iskold og nøgtern han kan være, når han beskriver en hesteslagtning så smukt, lige så ømt kan han skrive om naturen, når han for eksempel bruger hele sin sanselighed på at beskrive en sommeraften, hvor alting genlyder i en ro, mens han beskriver, hvordan alting sejler i en stor, grøn sø på en særlig varm måde. Det er også noget af det, der gør romanen fantastisk, fordi den beskriver så forskellige følelser side om side."

"Kongens Fald" handler om at tvivle

Sproget er dog ikke det eneste, der har gjort "Kongens Fald" til en klassiker.

"Det er en bog, der handler ekstremt meget om døden uden at kunne stille noget op over for den. Der findes ingen frelse i bogen. Og det er karakteristisk, at Gud og kristendommen er stort set fraværende i bogen. Selvom det er en historisk roman, der foregår i første halvdel af 1500-tallet, er Reformationen ikke nævnt med et ord. Det eneste, der skaber modspil til døden og forfaldet i bogen, er derfor det poetiske, ømme og knaldhårde sprog, der kan opveje den desillusion, som bogen også er bærer af. Derfor er det mig magtpåliggende at få den æstetiske dimension med, fordi den skaber en smule balance i bogen.

Men alligevel er det døden, der får det sidste ord. Og kunstneren, spillemanden, ender endda med at begå selvmord. Det er både en bog om den skabende og den ødelæggende kraft, men det er den ødelæggende kraft, der får det sidste ord. På den måde er den en desillusionerende sag at læse. Men det var også Johannes V. Jensens tvivl, der i første omgang fik mig til at læse hans værker.

Det går helt tilbage til mit første møde med ham via 'Memphis Station', som i den grad også tematiserer tvivlen. 'Skal jeg blive her? Skal tage pigen? Eller skal jeg videre ud i det blå?'. Det var en tvivl, jeg kunne spejle mig selv i som ungt menneske. Og den tvivl, der kommer til udtryk der, kommer i høj grad også til udtryk i 'Kongens Fald' som en elementær eksistentiel valgsituation, hvor forskellige livsmuligheder bliver sat i spil mod hinanden. Det er nok noget af det mest direkte appellerende ud over sproget."

Tvivlen er både inkarneret i Mikkel og kongen, der i en berømt scene fra romanen ikke kan beslutte sig til, om han skal sejle det ene eller andet sted hen, så han ender i handlingslammet ynkelighed. Men det er Mikkel, der bliver den mest tragiske figur.

"Selvom Mikkel er en slags hovedperson som figur i romanen, men på den anden side er han hverken hovedperson i romanen eller sit eget liv, når det kommer til stykket. Det er hele tiden andre kræfter, der kører omkring med ham, hvad enten det er drejer sig om hans indre drifter som had og kærlighed eller de ydre kræfter, som han er fuldstændig uden indflydelse på. Men han er også en tragisk figur, der hele tiden forestiller sig, at der må være noget andet og mere. Han er hele tiden optaget af det, han ikke har, i stedet for at fokusere på det, han har.

Han vil have det hele og ender derfor med intet. På den måde ligger der en opbyggelighed i romanen, fordi Mikkel bliver opskriften på at forfejle sit liv, fordi han aldrig kan hengive sig til andre. For det eneste, han rigtig er god til, er at hade. Men romanen har samtidig en vis sympati for Mikkel, selvom han ter sig tosset og oven i købet voldtager den kvinde, han elsker. For man kan følge hans desperation i ønsket om at ville have det hele. Men hvis man vil leve livet, må man også kunne hengive sig og glemme sig selv. 'Den, der ikke dør hver dag, skal aldrig leve,' som Johannes V. Jensen skriver til sidst i romanen."

Lars Handesten holder inde et øjeblik og tilføjer så:

"Johannes V. Jensens pointe er jo ikke, at man ikke må tvivle. Og der findes to former for tvivl i romanen. Den ene fører til rådvildhed. For eksempel i den berømte scene fra romanen, hvor kongen ikke kan beslutte sig til, hvor han vil gå i land. Tvivlen ødelægger ham og gør ham handlingslammet, så han ender med at miste sin magt. Men tvivl er jo også det moment, der overhovedet sætter verden i bevægelse. Hvis ikke tvivlen er der hele tiden, bliver verden ved med at være, som den er. For det er kun den, der tvivler, der kan skabe noget nyt.

Men det vigtige for Johannes V. Jensen var også, at man på et eller andet tidspunkt når en slags afklaring og begynder at handle. På den måde bliver tvivlen konstruktiv, men hans figurer viser bare gang på gang, at de ikke når en afklaring. Derfor er det nok heller ikke tilfældigt, at 'Kongens Fald' er skrevet, før Johannes V. Jensen blev gift. For man skriver jo ofte på den kvinde, man ikke fik. Og selvom der er mange gode ting i Johannes V. Jensens senere forfatterskab, fandt han aldrig tilbage til samme grad af desperation, der gennemsyrer 'Kongens Fald'. Det var Johannes V. Jensen også selv bevidst om som kunstner. På et tidspunkt beskrev han i sin dagbog en lykkelig ferie med sin kone og sine børn, hvor de bader i en skovsø.

Men al den lykke gjorde ham ude af stand til at skrive. Bagefter skrev han, at han måtte finde tilbage til 'sindets knivsystemer'. For den nagende tvivl var en forudsætning for, at han kunne skrive. Alligevel skrev han, at han hellere ville have pigen end inspirationen af ikke at få hende. Til gengæld forblev han tvivlende over for Gud og skrev på sin egen selvironiske måde, at han manglede et organ for at tro."

ohrstrom@k.dk