Vi har endnu meget at lære om naturens mirakler. Denne bog er et godt sted at starte

Vi må ændre hele vores opfattelse af naturen, hvis vi skal redde denne klode, mener den engelske forfatter Karen Armstrong

Spørgsmålet er, om vi i vores kristne tradition kan forene en ordløs ånd i altings væren med den kærlighed og medfølelse, Jesus repræsenterer konkret og i menneskelig skikkelse. Bliv blot et øjeblik i den mulighed. Vov eksperimentet. Ellers er Karen Armstrongs nye værk ikke en bog for dig, skriver anmelder Liselotte Wiemer om den britiske forfatters nye bog.
Spørgsmålet er, om vi i vores kristne tradition kan forene en ordløs ånd i altings væren med den kærlighed og medfølelse, Jesus repræsenterer konkret og i menneskelig skikkelse. Bliv blot et øjeblik i den mulighed. Vov eksperimentet. Ellers er Karen Armstrongs nye værk ikke en bog for dig, skriver anmelder Liselotte Wiemer om den britiske forfatters nye bog. . Foto: Geraint Lewis/Writer Pictures/Ritzau Scanpix.

Jeg har sjældent været mere enig med en bog end med Karen Armstrongs "Naturens hellige kraft". Eller mere på samme hjertebålsfrekvens.

For hvad nytter det med kæmpevindmøller og elbiler, hvis vi ikke genopdager vores samhørighed med naturen. Genindser, at den ikke er til for os, men i os. Jo, selvfølgelig nytter det! Men vi bryder kun den nedadgående spiral, hvis vi fundamentalt ændrer kurs. Og den kurs er inden i os. Det er budskabet.

Læs Kerstin Ekmans "Ulvespring", og du vil forstå. Eller Patrik Svenssons "Åleevangeliet" (og senest "Havet og mennesket"). For ikke at sige Zenia Johnsens nye bog for børn og enhver levende sjæl, "PER". Alle har de fat i det: at hvis vi kigger dybt nok ind i naturen – virkelig ser – så opdager vi en forunderlig sammenhæng, en fælles oprindelse. Ja, et evangelium, som Svensson ville sige. 

Britiske Karen Armstrong ved godt, at kun kunst, myter og religiøsitet kan udtrykke det fællesskab. Logikken må give fortabt. Alligevel er det logikkens sprog, hun bruger. Der er ingen forførelse – eller forflyttelse – i "Naturens hellige kraft". Den løfter dig ikke op. Den indtager tilmed en position, der er for kantet på det moderne menneskes vegne. Så endimensionelle og materielt orienterede er vi heller ikke. Ikke hele tiden og ikke kun. 

Men sluger vi den generalisering – som trods alt er delvist sand – får vi til gengæld en mageløs klar og kort og overbevisende gennemgang af tidligere kulturers forståelse af naturen. Og vi har meget at lære eller genopdage: fra det kinesiske begreb qui, som er den energi, der siges at gennemtrænge alt og skabe en uadskillelighed mellem himlen, Jorden og mennesket, der med et smukt ord er blevet betegnet som antropokosmisk; til forestillingen om dao, der lægger navn til taoismen og betegner en ubegribelig kilde, hinsides ordene, hvorfra alt oprinder, og hvortil alt vender tilbage. 

Det ypperste af Guds værker

Både jødedom og kristendom har, ifølge forfatteren, fatalt adskilt mennesket fra naturen og dermed frosset vores bevidsthed fast. Gud er ikke kun en "ham", der fra sin fjerne himmel har tegnet en kontrakt med mennesket. Gud er også den hellige kraft, der er nærværende i alle ting. Ordløs og altings tekst, som Halfdan Rasmussen digter. Overraskende nok fremhæves Jobs Bog fra Det Gamle Testamente som et eksempel på en bevidsthedsændring. Job indser nemlig, netop da Gud efter Jobs uendelige trængsler peger på alle naturens mirakler, at logikken har en grænse. At Gud er Gud, fordi han har skabt verden. Ikke hvorfor. Men fordi. 

Det er altså i dette skabte, det store "jeg er", kunne man sige, at Gud viser sit ansigt. Og Job forstår. Og bøjer sig. I øvrigt fremstår flodhesten her som "det ypperste af Guds værker", fordi den i en særlig grad forener kraft og mildhed. 

Job bøjer sig. Og vi skal gøre ligeså. For i en ny (gammel) opfattelse af naturen forvandles vores selvbillede. Vi er ikke herrer, vi er medskabninger. Vi er til tjeneste. Og den forvandling, den genindsættelse af det antropokosmiske, har vi på liv og død brug for i den vestlige verden, siger Armstrong.

Også her kan vi hvile vores hoveder på årtusinders visdom. Og bogen præsenterer begreber som det græske kenose, der er en opgivelse af selvet, den gyldne regel i neokonfucianismen og det indiske ahimsa-begreb, der oversættes med ikke-vold i al tilgang til livet. I vores egen tradition vil jeg nævne Løgstrups teori om ophav og omgivelse. Eller Frans af Assisi, der så sine brødre og søstre i blomsten og duen og bjergene. 

Et åndshistorisk kampskrift

Som man kan forstå, bygger den engelske forfatter og religionsformidler Karen Armstrong, der i syv år var katolsk nonne, men forlod ordenen for at studere engelsk på universitetet i Oxford, et vældigt åndshistorisk fundament op. Ikke som et mausoleum, men næsten som et kampskrift. I hvert fald som en livskilde, vi kan blive ved med at drikke af. Og som i Armstrongs øjne er mere sand end al den teknologiske viden, al den rationalitet og tænkning, vi de seneste hundrede år har grundstødt vores liv på. 

Vi må lytte til den indsigt fra fortiden. Ikke ved at læse os til den. Men ved at finde den i os selv. Hvordan? Sæt dig i bare 10 minutter hver dag og se på naturen. Sluk alt. Sig ingenting. Se og lyt og mærk. Det vil ændre dig, siger Karen Armstrong.

Spørgsmålet er så, om vi i vores kristne tradition kan forene en ordløs ånd i altings væren med den kærlighed og medfølelse, Jesus repræsenterer konkret og i menneskelig skikkelse. Som en hånd, der rækkes frem mod os i al vores forvildelse, også når vi hænger ud over klimakrisens afgrund og giver fortabt. Ja, om Jesus ligefrem kan være inkarnationen af både kraften i det høje og i det lave. Om ålen og evangeliet synger den samme sang.

Det er spørgsmålet. Og bliv blot et øjeblik i den mulighed. Vov eksperimentet. Ellers er Karen Armstrongs nye værk ikke en bog for dig.  
   
Karen Armstrong: Naturens hellige kraft. Hvordan vi kan genskabe vores bånd til den naturlige verden. Oversat af Lone Østerlind. 220 sider. 249,95 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag.