Hvor befriende, at døden er allestedsnærværende på Moesgaard Museum

De historiske forestillingsverdener træder frem med stor kraft gennem de dødes vidnesbyrd, når man besøger Moesgaard ved Aarhus. Fuldt fortjent, at museet er en publikumssucces

I 2014 flyttede museet ind i helt nye bygninger tæt ved den gamle herregård syd for Aarhus, der indtil da havde huset Moesgaard Museum.
I 2014 flyttede museet ind i helt nye bygninger tæt ved den gamle herregård syd for Aarhus, der indtil da havde huset Moesgaard Museum. Foto: Moesgaard Museum

Moesgaard Museum i Aarhus – MoMu, om man vil, og det kalder museet sig selv – er et museum, der over de senere år har gennemgået en næsten svimlende udvikling. Gennem min egen barndom lå museet i en længe inde på selve Moesgaard, en herregård lidt syd for byen. Det var et fint museum. Grauballe-mandens bopæl. Lidt bedaget måske. I hvert fald den gamle stenalderudstilling. Men i 2014 flyttede museet ind i helt nye bygninger, og besøgstallet eksploderede.

Blandt visse museumsfolk har der bredt sig en opfattelse, at nye bygninger i spektakulær arkitektur er museers fremtid. Egentlig er det udtryk for en beklagelig perspektivforskydning. Der er derfor grund til at slå fast, at Moesgaards succes ikke bare skyldes indpakning. Man har tværtimod formået at skabe nogle fantastiske udstillinger.

Det er gennemført. Rum, lyssætning og stemningsskabende lydeffekter er ikke substitutter for de udstillede genstande, men centrerer faktisk opmærksomheden på dem. Fremhæver og åbner for fortolkning.

Det hele er underbygget af effektive og informative tekster og ikke mindst en overbevisende brug af videoer med eksperter inden for diverse felter. Ja og så en masse andet. Man kan umuligt nævne det hele.

Det er slående, hvor allestedsnærværende døden er på Moesgaard Museum. Afslutningen er altid til stede. Mørket også. Det er ikke bare det, at museets etnografiske udstilling ved toppen af den majestætiske trappe, der udgør museets arkitektoniske epicenter, netop handler om forskellige kulturers forestillinger om død og afsked.

Det er heller ikke bare det, at museet i skrivende stund har en særudstilling om Vesuvs ødelæggelse af Pompeji, hvor det radikale skel mellem livet og døden træder frem i næsten smertelig klarhed. Ej heller, at museet annoncerer en særudstilling til september om apokalypser. Det er mere, at hvis man blander det hele sammen – tager det under et – så virker døden som et gennemgående tema.

Dermed er museet også præget af en stemning af alvor. For det er præcis, når vi ser livet som noget finit, at vi ser på tilværelsen med alvor. Det er først i dets relation til døden, at vi overhovedet kan tale meningsfuldt om livet.

Ikke mindst for arkæologien træder dette forhold frem. Historikere beskæftiger sig med skriftlige kilder. De møder næsten altid livet, mens det udfolder sig. Kildematerialet er et snapshot, der fastholder livet langt ud over dets udløbsdato og forlænger en ellers afsluttet bevægelse i det uendelige. Det er anderledes for arkæologerne. Her graver man i jorden. Her finder man ting, der er gået i stykker. Tabt ved et uheld eller mistet under ulykkelige omstændigheder. Og man finder knogler. Rester af mennesker, der engang levede men nu er døde. Og af døden vrister man glimt af livet.

Nogle gange træder det afsluttede liv frem i hjerteskærende klarhed. Som Tybrind-pigen fra Ertebølletiden i museets stenalder-udstilling. En kun 14-årig pige med sit barn. Hun er vakt til live gennem en reproduktion. Fremtræder lyslevende. Men det udstillede skelet af hende og barnet understreger, at forudsætningen for, at de overhovedet er på Moesgaard, er deres givetvis tragiske død.

I arkæologien bliver døden nødvendigvis det perspektiv, vi må se livet igennem. I hvert fald, hvis man vil række bag om fundene og sige noget om de liv, der blev levet i dette land for så uhyggeligt mange år siden.

Og det er netop, hvad Moesgaard gør med så stor fortjeneste.

Dermed sætter Moesgaard sig også ud over arkæologiens formidlingsmæssige udfordring. For arkæologi handler traditionelt om genstande, men faget har også udviklet en asketisk positivisme, som indebærer en frygt for at bevæge sig fra genstand til tolkning. For udenforstående kan det ligne levns-fetichisme. Man er blevet ved det, man med rimelig sikkerhed kunne sige om denne eller hin pilespids. Det er vældig interessant, hvis man interesserer sig meget for pilespidser. For andre knap så meget.

Men ikke på Moesgaard. Her træder forhistoriske og historiske forestillingsverdener frem gennem de dødes vidnesbyrd. Og ja, dette fortæller netop om en tilværelse, hvor døden var nærværende på en helt anden måde end i dag. Som man kan læse et sted: I middelalderen døde hvert andet barn før det blev voksen. Og halvdelen af de voksne mænd døde, før de blev 40. Få blev 60.

Museet har i skrivende stund en særudstilling om Vesuvs ødelæggelse af Pompeji, hvor det radikale skel mellem livet og døden træder frem i næsten smertelig klarhed.
Museet har i skrivende stund en særudstilling om Vesuvs ødelæggelse af Pompeji, hvor det radikale skel mellem livet og døden træder frem i næsten smertelig klarhed. Foto: Moesgaard Museum

Det kan ikke undre, at livshjulet blev et symbol for menneskets vilkår i denne periode. Hjulet – som indgår i udstillingen – drager i ungdommen mennesket op, indtil det når toppen, men i alderdommen tager mennesket turen med ned. Til sidst er man ubehjælpeligt fanget på hjulets underside, hvor alt er pinsel og plage.

Livshjulets brutale, evige gentagelse finder vi i forskellig form i de religiøse spekulationer i årtusinderne forinden.

Først i det afsluttende rum, når vi til udfrielsen: Kristendommens budskab om dommens dag. I dag tenderer mange mod at opfatte denne dom som skræmmende. Men hovedsagen var dengang, som historikeren Brian Patrick Mcguire fortæller i udstillingen, en anden.

Nemlig, at frelsen faktisk var en mulighed. At der trods livshjulets udsigtsløshed var grund til håb.

Herefter er man klar til at stige op ad trappen og søge mod udgangen.

I 2014 flyttede museet ind i helt nye bygninger tæt ved den gamle herregård syd for Aarhus, der indtil da havde huset Moesgaard Museum.
Foto: Moesgaard Museum