Prøv avisen

Hvor der ikke er skyld, er der heller ikke brug for tilgivelse

”Det her er en græsk tragedie i en moderne version, og jeg mener, vi skal stå ved vores tragedier, for derved bliver livet rigere for os,” siger Nils Malmros om sin nye film, ”Sorg og Glæde”. – Foto: Niels Aage Skovbo/Fokus.

Nils Malmros nye film, Sorg og Glæde, er en kærlighedserklæring til hans kone, der i en psykose slog deres ni måneder gamle datter ihjel. Arbejdet med filmen, der fuldender hans livsværk, har gjort hans egen sorg mere tydelig og nærværende

For nogle uger siden sad Marianne Tromholt med sin mand, Nils Malmros, i hånden i den mindste biografsal i Øst for Paradis i Aarhus og så den film, hun aldrig, aldrig skulle se.

Hun græd de steder, hvor der skulle grædes, så det var helt, som det skulle være. Da den var slut, sagde hun: Den film er en stor sejr for os begge.

Nils Malmros taler roligt og præcist. Han er fattet, men da han har ordnet det praktiske med te, honningkage, ild i den åbne brændeovn og har lænet sig tilbage i sin violette hjørnesofa, er han også bevæget. Naturligvis. Han har i hele sin karriere lavet stærkt personlige film, men denne gang går han tættere på end nogensinde. I filmen Sorg og Glæde, der har premiere på torsdag, fortæller han hudløst og uden filter om sit livs tragedie. Om den dag for snart 30 år siden, hvor Marianne Tromholt slog deres ni måneder gamle datter, Anne, ihjel.

LÆS OGSÅ: Danmark rundt for børn og unge i sorg

Marianne var indlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov med en såkaldt agiteret depression, men var hjemme på weekend. Hun var urolig, rastløs, havde ikke sovet mere end 10-20 minutter i mange nætter, og Nils Malmros var bekymret. Filminstruktøren havde imidlertid lovet sig væk til et foredrag på Fyn og havde derfor lavet en aftale med sin svigermor om, at hun skulle være hos datteren og barnebarnet, mens han var væk. Alligevel indtraf katastrofen: I en psykotisk tilstand tog Marianne en køkkenkniv og skar halsen over på den lille pige.

Alle svarene ligger i filmen, sagde Nils Malmros, da det med store overskrifter i formiddagspressen i sommer kom frem, hvad hans nye film handler om, og det siger han stadigvæk. Sandheden om det, der skete den februardag i 1984 og de efterfølgende dage, uger og år, ligger i filmen. Dog med en enkelt undtagelse, som Nils Malmros ikke kunne forudse: I filmen siger Signe (som spiller hustruen, Marianne Tromholt) til Johannes (Nils Malmros), at han skal lave filmen om deres kærlighed og tragedie. Du har reddet mit liv. Og selv om jeg ved, at det vil gøre ondt, og jeg aldrig, aldrig skal se den film, er det min gave til dig, at du skal lave den og fuldende dit værk, lyder filmreplikken, og sådan blev det også sagt i virkeligheden.

Men Marianne Tromholt valgte altså alligevel at se filmen, og hun kunne godt lide den, kaldte den endda for en sejr.

Det her er en græsk tragedie i en moderne version, og jeg mener, vi skal stå ved vores tragedier, for derved bliver livet rigere for os. Så kan man spørge, hvorfor jeg skal fortælle om min tragedie på den her måde, men det skal jeg, fordi det er min trang som kunstner at dele mine følelser med andre. Jeg vil le og græde med mit publikum, og jeg har lavet filmen, fordi den fuldender mit kunstneriske værk. Nu er der ikke mere, i hvert fald ikke fra hovedstolen, siger Nils Malmros og tilføjer:

Man kan sige mange ting om filmen, men nu, da den er færdig, kan jeg se, at det, den film først og fremmest er, er en kærlighedserklæring til min kone.

Er det også en film om tilgivelse?

Man har ingen skyld, når man er psykotisk, og når der ingen skyld er, er der heller ikke nogen tilgivelse. Derfor vil jeg hellere sige, at den handler om, at kærligheden, hvis den er der, overvinder alt.

Gudskelov føler Marianne ingen skyld, det er ikke bare lykkeligt, det er afgørende. Hvis hun gik rundt med skyld, så ville vi ikke kunne klare at leve sammen. Der er jo ingen i denne verden, der slår sit elskede barn ihjel, hvis man gør det, er man pr. definition psykotisk. Hvis nogen vil påstå noget som helst andet, så er vedkommende totalt afstumpet.

Oprindeligt havde Nils Malmros tænkt sig, at tage Paulus-citatet om, at kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt, med i filmens bryllupsscene, for han og hans kone er gift i en kirke, og det ville have passet fint, men så fravalgte han alligevel den scene.

Det er jo så vigtigt ikke at blive overtydelig, siger han og lader derved den erfarne filminstruktør, han også er, skinne igennem.

Nils Malmros kan sin bibel og kalder sig en kulturkristen, der ikke har fået nåden.

Den lille gnist i logikken, der gør, at man tror, den har jeg ikke. Men jeg vedkender mig kristendommen og dermed også begrebet om tilgivelse, siger han og uddyber, at der kan ligge en form for tilgivelse i det faktum, at han valgte at leve videre sammen med Marianne og dermed også måtte acceptere at forblive barnløs.

Nils Malmros kan også sin Kierkegaard, og det er ingen tilfældighed, at hans alter ego i filmen hedder Johannes. Hos Kierkegaard er Johannes æstetikeren, og i ham genkender Nils Malmros meget af sig selv. I filmen møder vi ham som en, der gerne vil have ros, en, der holder af smukt design, og en, der har valgt en køn kone, selvom hans mor havde forventet en intellektuel sværvægter. Og vi ser ham være usædvanligt meget optaget af sin unge, kvindelige hovedperson i filmen Skønheden og Udyret, som han er i gang med at optage.

Ifølge Nils Malmros er Johannes, og dermed altså ham selv, æstetikeren, der vil have både-og, men som på grund af det, der sker, ender med at blive etikeren, der erkender, at livet er et enten-eller.

Det er jo ikke sådan, at man holder op med at være æstetiker. Det er stadigvæk en flot sofa, vi sidder i, og jeg vil gerne have gode anmeldelser, men der er bestemt kommet et meget klart etisk moment ind i mit liv. Og man kan godt sige, at filmen er en ren demonstration af Kierkegaards Stadier på Livets Vej. Johannes går fra at have en sød, sjov og køn kone, så kommer katastrofen, og det handler pludselig om at redde hendes liv med alle de omkostninger, det giver, siger Nils Malmros og tilføjer, at han tror, de fleste mennesker bliver etikere i kraft af deres børn.

Jeg nåede at føle, at centrum blev flyttet væk fra mig selv, og jeg er fuldstændig sikker på, at var det barn vokset op, så ville jeg have ofret mit liv for det barn. Men det er jo hypotetisk, for jeg fik ikke den gave.

Nils Malmros bliver stille et øjeblik. I den sidste tid har han talt meget om Anne, og det har haft sin virkning.

Min sorg er blevet mere nærværende.

Ægteparret går ikke til daglig og taler om deres smertefulde tab, og de har ingen billeder eller andre minder om datteren stillet frem i hjemmet. Men nu, hvor det hele igen er rykket så tæt på, kan Nils Malmros ikke helt lade være med at tænke på, hvad han er gået glip af.

Ja, jeg tænker da på, at vi i givet fald sikkert ville have haft børnebørn i dag. Jo, det har haft sin pris.

Nils Malmros og Marianne Tromholt er blevet boede i det hus i Aarhus-forstaden Højbjerg, hvor tragedien fandt sted, og som også er filmens vigtigste kulisse. Huset står stadig nogenlunde som dengang.

Marianne var indlagt halvandet år, og den tid benyttede jeg blandt andet til at få isoleret huset og ændre på vinduerne, der dengang gik helt ned til jorden. Men altså sofaen og flyglet står jo samme sted, og billederne på væggen er også de samme, forklarer Nils Malmros og lader forstå, at det hele er et praktisk anliggende og ikke et forsøg på at holde fast i en svunden tid. Han hader alt, hvad der er sentimentalt.

Du har lavet film, som er fyldt med følelser, men er du selv et meget rationelt tænkende og handlende menneske?

Ja, men det er der ikke noget modsigende i. Jeg kan registrere følelser, også mine egne, men derfor kan jeg godt være rationel. Men jeg er meget, meget opmærksom på sentimentalitet, for den ligger lige om hjørnet. Og det er nok angsten for sentimentaliteten, der gør, at jeg måske er lidt mere fattet og lidt mere på vagt. Min kone og jeg taler en gang imellem om vores barn, men vi er ikke sentimentale i forhold til hende, tværtimod slår vi ofte over i morsomheder. Måske er jeg i lidt for høj grad tilbøjelig til at slå ting over i morsomheder. Jeg prøver hele tiden at finde det morsomme selv i det depressive, nogle gange er det næsten fortrængning.

10 dage efter Annes død tog Nils Malmros til filmfestival i Berlin med Skønheden og Udyret, og i dag kan han godt blive lidt rystet over, at han kunne gennemføre det.

Jeg tror, at jeg på den ene side tænkte, at nu handler det om at redde min kone, men på den anden side vil jeg ikke opgive mit eget liv. Det var måske netop en demonstration af den tanke, at jeg tog til Berlin, siger han, der aldrig har følt, at han har haft brug for psykologisk hjælp til at komme igennem sit tab.

Jeg tog jo rundt og snakkede med mine venner, og jeg har aldrig skjult det for nogen. Og så vidste jeg nok allerede dengang, det skete, at jeg havde en gave i at kunne behandle det kunstnerisk på et tidspunkt.

Når filmen kommer nu, næsten 30 år efter, handler det om, at Nils Malmros først for få år siden fik det, han kalder gaven, af sin kone.

Altså hendes tilladelse til, at han kunne lave filmen. Dertil kommer, at han ville vente, til Marianne Tromholt ikke længere arbejdede som lærer. Det tidspunkt kom i sommer, hvor hun lod sig pensionere fra sit job på Kragelundskolen i Aarhus. Et job, hun kom tilbage til efter sin lange indlæggelse, blandt andet fordi en samlet forældregruppe ønskede hende tilbage.
Marianne sagde: Du har lavet den ene film efter den anden om ulykkelig kærlighed i ungdomsårene, det er selvfølgelig meget sødt, men det hele bliver først noget værd, når du laver filmen om den gensidige voksne kærlighed og det er fuldstændig rigtigt. Først nu er mit værk fuldendt.

Nils Malmros

69 år. Opvokset i Aarhus. Student fra Aarhus Katedralskole og uddannet læge fra Aarhus Universitet efter 22 års studier. Har siden 1982 været gift med lærer Marianne Tromholt. Parret bor i Højbjerg syd for Aarhus. Debuterede som filminstruktør i 1968 med En mærkelig kærlighed. Nils Malmros har blandt andet modtaget fire Bodil-priser og seks Robert-priser.

Om filmen

Sorg og Glæde har verdenspremiere den 11. november på filmfestivalen i Rom, hvor den er med i hovedkonkurrencen. Danmarkspremieren er den 14. november, hvor Henrik Wivel anmelder den her i avisen. I filmen spiller Jacob Cedergren rollen som Nils Malmros, mens Helle Fragralid spiller hustruen Marianne.

Malmros personlige Aarhus-historier
Kundskabens Træ (1981) betegnes som den ultimative film om pubertet og dansk skoletid. Den er medtaget i Danmarks Kulturkanon. Filmen handler om Nils Malmros tid i mellemskolen på Aarhus Katedralskole i årene 1958-1960, og når den har titel efter Bibelens syndefalds-myte, er det, fordi den først og fremmest handler om uskyldstab.
Skønheden og Udyret (1983) kredser om en slags incestlignende følelser mellem en far og hans teenagedatter. Den er ikke direkte selvbiografisk, men i Malmros nye film Sorg og Glæde ser vi, hvordan æstetikeren Nils Malmros er voldsomt interesseret i sin unge kvindelige hovedrolle, da filmen bliver optaget.
Kærlighedens Smerte (1992) handler om en psykisk syg kvinde og hendes forhold til en ældre mand og deres nyfødte barn. Den er Malmros første forsøg på at berøre sit eget ægteskabsdrama, der nu foldes helt ud i Sorg og Glæde.
At kende sandheden ( 2002) er filmen om neurokirurgen Richard Malmros ( Nils far) og de anklager, der blev rettet mod ham i den såkaldte thorotrastsag. Filmen er blevet set som en slags æresoprejsning på faderens vegne.