Det er sæson for store film om historiske skikkelser. Tidligere på måneden havde filmen om tidligere premierminister i Storbritannien Margaret Thatcher premiere i hjemlandet.
Den har vakt stor debat, fordi den går tæt på den fremskredne demens hos titelpersonen, spillet af Meryl Streep.
LÆS OGSÅ: Film om dement Thatcher vækker vrede
I dag er der dansk premiere på filmen J. Edgar om den magtfulde og frygtede FBI-chef J. Edgar Hoover, spillet af Leonardo DiCaprio. Også denne film vækker debat. Portrættet af hovedpersonen er langt mindre kritisk, end man kunne forvente. Ikke at Hoover fremstår direkte sympatisk hos Clint Eastwood, der har instrueret filmen. Men man forstår Hoover bedre efter at have set filmen, og han er mere nuanceret fremstillet end normalt i diverse historiebøger, hvor Hoover som regel skildres som en grotesk, magtliderlig, skruppelløs og dekadent type uden forsonende træk overhovedet.
I udlandet skorter det ikke på store, underholdende film om historiske skikkelser. Det gør det til gengæld herhjemme. Jo, vi fik Dirch sidste år om den folkekære skuespiller Dirch Passer, men ellers er der langt mellem de biografiske film om mennesker af betydning for historien. Det gigantiske billetsalg til Dirch tyder ellers på, at interessen for denne type film er til stede.
Men hvor er den store episke biograffilm om Stauning? Om Jens Otto Krag? Om brygger Jacobsen? Om Søren Kierkegaard? Om H.C. Andersen? Nå jo, sidstnævnte var Bille August i gang med, men dén film forsvandt vist i tågerne fra det mislykkede H.C. Andersen-år i 2005.
Selvfølgelig er dansk film ikke Hollywood, og der er ikke budgetter til politiske storfilm som Oliver Stones om John F. Kennedy. Men se så dagens film, J. Edgar. Den handler om en episk skikkelse, men er ikke episk i sit anslag. Handlingen er centreret om få personer, der ofte agerer i mindre, mørke rum et kontor her, en dagligstue der og ikke i storslåede panoramaer fra brede boulevarder i Washington D.C. eller på toppen af Mount Rushmore.
Filmen har næppe ligefrem været billig, men den er mere som et kammerspil end en episk storfilm. Pointen er, at man kan lave tankevækkende, nuancerede, troværdige og debatskabende film om vigtige historiske skikkelser i udlandet, uden at de er gigantiske udstyrsstykker. Hvorfor så ikke herhjemme? Mangler danske instruktører visioner? Savner de historisk indsigt?
Der er nok af store skikkelser af betydning for danmarkshistorien at skildre. Men vi vil åbenbart hellere lave endnu en film om kernefamilier i krise.