Prøv avisen

Hvor er idéen om Europa?

Hvis EU-medlemslandene ikke kan bakke op om en simpel lille grundlov, der slår EU-engagementet fast, skal man måske ikke være medlem. Så drastisk bør det være. Vi må genopfinde det europæiske projekt,” siger den tyske forfatter Peter Schneider. – Foto: Leif Tuxen.

Europas ledere har glemt at fortælle os, hvad krisen faktisk handler om. Det er vores fælles værdisæt og kulturarv, siger den tyske forfatter og kommentator Peter Schneider i et interview. Han og en række betydelige forfattere og tænkere står bag et manifest for drømmen om Europa

Peter Schneider er EU-optimist. Den 71-årige forfatter og kommentator tror på projektet, der skal sikre Europas plads i verden, som han siger.

LÆS OGSÅ: Økonomisk krise skaber grobund for nationalisme i EU

Årsagen til den store opbakning til den kriseramte union er støbt ind i den tyske selvforståelses fundament og i bogstaveligste forstand i fortovet rundt om i den tyske hovedstad. Små stolpersteine, snublesten, forgyldte plader på størrelse med brosten fortæller om jødiske borgere, der boede her og blev deporteret til udryddelseslejre under Hitlers regime. I Peter Schneiders lejlighedskompleks i Charlottenburg i det tidligere Vestberlin boede familien Schein, familien Hoffmann og familien Bromberg, der alle blev myrdet i Auschwitz og Treblinka.

Efter krigen ville min generation ikke kendes ved vores nationalitet. Det var ikke populært at sige, at man var tysker. For Tyskland har en fælles union hele tiden været et skridt videre væk fra krigen, siger Peter Schneider fra sin magelige grå lænestol i lejligheden indenfor.

Dermed forklarer Peter Schneider den tyske leder, Angela Merkels, fundamentale motivation for at gå forrest sammen med franske Nicolas Sarkozy for at redde den kriseramte union. Men i hans øjne gør de slet ikke nok.

Jeg er stadig overrasket og efterhånden frustreret over Merkels politik. Hun reagerer altid for sent og med for lidt. Hver gang hun tøver, bliver det endnu dyrere at redde Europa. Jeg er frustreret over, at det altid handler om national politik. Det er kortsynet, siger Peter Schneider.

Han er især træt af, at politikerne aldrig fortæller noget om konceptet Europa. Idéen om EU, og hvorfor det er noget uvurderligt, tales der ikke om. Alt det, vi i virkeligheden er samlet om.

Det er derfor, al denne redningspolitik er så ineffektiv. Det handler jo om vores eksistens som europæiske borgere, siger Peter Schneider med en frustreret tone og en viftende venstre hånd, mens den anden hviler med en kop kaffe på armlænet.

Frustrationen over situationen har fået ham og de franske og tyske forfattere og tænkere André Glucksmann, Bernard-Henri Lévy og Hans Christoph Buch til at gå sammen om et åbent manifest, der blev trykt i den tyske avis Der Tagesspiegel kort før nytår. Manifestet er et opråb til den europæiske befolkning om at tage udviklingen i egne hænder. Er den europæiske drøm død?, spørger de.

På skrivebordet ved siden af står en tændt bærbar computer ledsaget af en pakke cigaretter og et fyldt askebæger.

Peter Schneider lever af at skrive og undervise på anerkendte universiteter i USA.

Han har altid været engageret i samfundets udvikling. I sine romaner skriver han om studenteroprøret og det delte og senere samlede Tyskland og siden 1990erne om Europa i essay og kommentarer. Han har blandt andet skrevet Murspringeren fra 1982, der skildrer tysk splittelse og samhørighed med det delte Berlin som baggrund.

Han kalder sig selv en del af 68er-generationen og var en af lederne af det tyske studenteroprør. Men modsat venstreorienterede i for eksempelvis Danmark har han hele tiden støttet Den Europæiske Union.

I 1999, tre år før euroen blev indført i en række lande, skrev Peter Schneider et essay om europa-mennesket og den kultur, der binder os sammen. Euro-lederne glemmer netop det, der udgør Europas styrke og personlighed, skrev han. Markedet spiller stadig en alt for stor rolle, mens sproget og de kulturelle og moralske bånd, der binder landene sammen, negligeres i argumenterne, mener Peter Schneider.

Hvor er snakken om de intellektuelle og spirituelle produkter, spurgte han dengang og gør det stadig i dag.

Idéer om konturer og mål for europæisk kultur har ikke bevæget sig. Der er mere på spil her end penge, selvom det naturligvis er vigtigt for at sikre vores velstand. Og disse ting bliver ikke brugt til at forklare, hvorfor det er så vigtigt at afskaffe bonusser og regulere det finansielle marked, siger Peter Schneider, der frastødes af million-bonusser til bankdirektører, der samtidig får redningspakke efter redningspakke til at dække tab, som borgerne selv skal betale for. Men tilbage til kulturen:

Vi har et særligt værdisæt, en unik kulturarv, der adskiller os fra omverdenen. Det er blandt andet en tradition for tvivl, kritik og oplysning. Dette kontinent står bag de værste forbrydelser i historien, men hver gang har individer stået frem og protesteret. Der er kulturelle idéer, der ikke respekterer grænser. Man må huske på, at nationallandenes historie er kort i det samlede billede. De store tænkere var ikke nationalister, siger Peter Schneider.

Den indre sammenhængskraft i Europa er dog langt bedre end for 10 år siden, mener Peter Schneider. Det er især de yngre generationer, som er vokset op med fællesskabet, der identificerer sig med hinanden på tværs af grænserne.

Når jeg ser på mine børn, er det helt normalt at rejse rundt i Europa, som var det deres baghave. De er en uge i London eller Barcelona, de taler tre sprog og har intime venskaber med folk fra andre lande. Europa er en levet realitet. Men de unge går ikke til europæiske valg. Politikerne i Bruxelles har ingen legitimitet. De repræsenterer os ikke. Det gør, at de unge ikke er interesseret i udviklingen af projektet. Det er et kæmpe paradoks. For det er dem, der bliver de første til at lide, når Europa falder fra hinanden. De ved ikke, hvad de ikke har, siger Peter Schneider, der altså selv har oplevet krigen, et opdelt Tyskland og det nye Europa.

Det totale sammenbrud for EU er altså et realistisk scenarium, mener Peter Schneider. I manifestet bevarer de fire forfattere og filosoffer dog troen på projektet og ser en vej ud af krisen. De ønsker en folkelig reaktion på årsagerne til krisen, det finansielle marked og politikerne.

Det er blevet klart, at det finansielle marked har mere magt end politikerne. Det skal der gøres noget ved. Det er på tide, at borgerne tager del i diskussionen. Vi skal turde mere for Europa. Det kunne være et europæisk borgerforum, hvor man spørger prominente politikere, hvad de gemmer i ærmet, og hvad de præcis vil gøre, siger Peter Schneider, som i øvrigt er træt af, at mange medlemslande kun vil være lidt med i EU og har alle mulige undtagelser og forbehold for at være med i klubben.

Derfor foreslår han, at landenes befolkninger går til afstemning om en basal europæisk grundlov.

Altså enten er man med, eller også er man ikke. Hvis man ikke kan bakke op om en simpel lille grundlov, der slår EU-engagementet fast, skal man måske ikke være medlem. Så drastisk bør det være. Vi må genopfinde det europæiske projekt.

Der er mange, som mener, at den finansielle krise er et resultat af det indre liberale marked. Skal systemet laves helt om?

Europa er på 50 år blevet et fredfyldt naboskab, der har en særlig måde at udøve forretning og kapitalisme på, som stadig er anderledes end i USA og Storbritannien. Men det er tid til forandring, og der skal reguleres. Det finansielle marked er ikke klogere end individet og handler altid irrationelt. Det finansielle marked arbejder i en global dimension, og derfor kan det kun forbedres, hvis Europa står sammen. Det er lige så fjollet, som da vi 68ere sagde, at man ikke skal lære børn noget som helst. Det er en katastrofal tilgang. Også voksne har brug for regler. Jeg tror for eksempel på idéen om Tobin-skat (skat på valutatransaktioner, red.). Alle landene skal bare være enige om det, siger europæeren Peter Schneider.