Hvor er vi? Og ikke mindst: Hvor er vi på vej hen? Spørgsmålene forfølger én uden nødvendigvis at blive besvarede, og i hvert fald slet ikke entydigt når man ind- imellem i en tilstand af temmelig vedvarende undren bevæger sig gennem den komplekse og i mange retninger pegende efterårsudstilling på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, Forvandlinger, med den danske Kathrine Ærtebjerg og den dansk/filippinske Lilibeth Cuenca Rasmussen.
Man bør gøre sig selv og udstillingen den tjeneste at læse kunsthistorikeren Krestina Skirls grundige og indlevede katalogartikel om de to kunstnere: Den giver et kompas med på rejsen ind i deres verden. Samspillet mellem katalog og værker er nærmest forbilledligt.
Som Skirl indleder med at fremhæve, virker Ærtebjerg og Rasmussen umiddelbart påfaldende forskellige. Førstnævnte arbejder med farverige malerier af stor og mystisk dybde, mens sidstnævnte har sit udgangspunkt et helt andet sted: i det fotografiske billede og performancekunsten.
Imidlertid er det udstillingens pointe, at kunstnerne samtidig har nogle grundtræk til fælles, nemlig en kredsen om identitet med en deraf afledt interesse for blandt andet køn og tillige religiøsitet. Heller ikke denne sidste side af sagen fører til et samlet udsagn, der befinder sig blot i nærheden af en form for klarhed hvilket bestemt ikke skal opfattes kritisk. Ærtebjerg og Rasmussen involverer sig først og fremmest i en undersøgelse af temaet. Hvor den eventuelt fører hen, er de uden tvivl lige så usikre på som beskueren.
Men helt grundlæggende: Det, der lige nu er, forvandler sig ofte til noget andet. For eksempel fra barn til voksen. Som vistnok i Kathrine Ærtebjergs Hun klipper den sidste blomst (2011), hvor en pige i et aldersmæssigt ingenmandsland og med et udtryk, der måske er forventningsfuldt som det gule syn af solen i hendes hår klipper den angiveligt sidste blomst over, en blomst, der er endnu mørkere end dens omgivelser og måske derfor bedst at blive fri for. Uanset hvad: Noget nyt er på vej.
Sådan er det også hos Lilibeth Cuenca Rasmussen, der bevæger sig mellem dokumentarisme og iscenesættelse og betragter identitet gennem en særlig opmærksomhed netop for det skiftende ved den, i bevidstheden om påvirkningen fra det sociale, kulturelle og historiske og ofte formidlet i legende samklang med popmusik.
Mest udfordrende synes jeg, at Kathrine Ærtebjergs værker er. At gå ind i dem er som at gå ind i en drøm, en gåde, et eventyr. Man kan betegne sproget som både surreelt og grotesk. Men uanset hvilken mærkat man benytter sig af, lever billederne deres eget liv bag ved den. En mærkat kan også skjule. Man skal dog nok passe på ikke at gøre billederne for indviklede. For som vores rejsefører, Krestina Skirl, bemærker, mere end anes en forbindelse til et eventyrligt univers genkendeligt fra visse børnebøger. Så det, der forekommer den voksne og fornuftige dunkelt, er måske spontant nærværende for børnene. Som de foreliggende planter af ekstrem vækst, fabelvæsner, der både er menneske og dyr, både mand og kvinde, undertiden sært forbundet med det rum og det landskab, hvor de er til stede.
Direkte til et bibelsk forlæg forholder Ærtebjerg sig i På vej væk fra paradiset (2009), hvor hun ifølge sin egen kommentar først og fremmest har brugt Adam og Eva som en arketypisk fortælling om forholdet mellem mand og kvinde, her fremstillet som to ikke just erotiske væsner med en slags tvillingeansigter, i en gensidig let, fysisk berøring, som tilsyneladende ikke modsvares af en tilsvarende sjælelig. Det er, som om de spørger: Er der overhovedet en verden for dem uden for det tabte Paradis?
I Lilibeth Cuenca Rasmussens bidrag er der for mig mindre, der pirrer.
Hun blev født i Manila på Filippinerne i 1970, men har boet i Danmark, siden hun kom hertil i en alder af otte år. Hun udnytter sin baggrund i sit arbejde for eksempel i videoværket Distorted Heart (2008), hvor hun skildrer sit besøg på en filippinsk ø, der er kendt for sine healere samt for praktisering af heksekunst.
Hun kommer til øen efter en skilsmisse og søger helbredelse for sin dermed udbrudte hjertesorg. Videoen skildrer dels de magiske ritualer, hun udsætter sig for, dels den skepsis, hun ikke kan lade være med at omfatte dem med. Hun vil gerne tro, men har svært ved det.
I en anden video, Shout (2002), skildrer hun en stadiongudstjeneste i Manila, arrangeret af Born Again Christian og med deltagelse af 2000 mennesker, hvis heftige reaktioner vi kommer tæt på. Fra en dansk sammenhæng belyses begrebet tro på videoen The Gathering (2003), en kuriøst virkende reportage fra en sammenkomst for såkaldte asatroende. De tages skam vist alvorligt, hvad man som beskuer har mere end svært ved.
Forvandlinger Kathrine Ærtebjerg og Lilibeth Cuenca Rasmussen. Vises på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig indtil den 11. december 2011.