”Jeg ville med glæde arbejde nat og dag for dig, Nora, bære sorg og savn for din skyld. Men ingen ofrer sin ære for den man elsker”.
”Det har hundrede tusinde kvinder gjort”.
Sådan lyder et af de mange replikskift i dramaet ”Et dukkehjem”, der for alvor satte kvinder på dagsordenen i slutningen af 1800-tallet. Den norske dramatiker Henrik Ibsens mesterværk har været fortolket i utallige variationer gennem de seneste 140 år.
”Ægteparret Helmer og Nora står lige ved deres lykkes blomstring. De har penge, de har børn, og de har kærlighed – tror de. Men det hele bliver ødelagt på en enkelt aften,” siger den 78-årige instruktør Kaspar Rostrup om den evigt aktuelle teaterklassiker, han inden længe kan vise frem i sin egen fortolkning på Vendsyssel Teater i Nordjylland.
”Det er et vidunderligt stykke at arbejde med, og et, som jeg synes, alle bør se på et tidspunkt, for ’Et dukkehjem’ er en milepæl i vores kulturhistorie. En skandale, der gik som en stormvind over hele Europa, da Henrik Ibsen skrev det i 1879,” siger instruktøren, der siger, at stykket har gjort og stadig gør enormt indtryk på ham.
Kaspar Rostrup har en lang karriere bag sig inden for tv, film og teater. Han har blandt andet arbejdet med opsætninger af kendte forestillinger som ”Jeppe på Bjerget”, ”Niels Klims underjordiske rejse”, ”Hvem er bange for Virginia Woolf?”, ”Heksejagt”, ”Faust”, ”Macbeth” og ”Odysseen”.
Når ”Et dukkehjem” får premiere på Vendsyssel Teater den 20. februar, er det en minimalistisk opsætning, publikum kan forvente. Nora og Helmer, der spilles af Sofie Topp-Duus og Martin Hestbæk, skal optræde på en såkaldt arenascene, der lader publikum se dem fra alle vinkler. Der er altså intet at skjule sig bag, forklarer instruktøren, der er kendt for at bryde med de traditionelle rammer inden for teatret.
Men hvad handler stykket så om?
”Hvad stykket handler om?” gentager Kaspar Rostrup eftertænksomt, og herfra er han knap nok til at stoppe igen.
”Jamen det handler jo om kvindesagen på et meget tidligt stadie. Det, der er gennemgående for oprøret, er, at kvinden ikke fødes til sin rolle, men opdrages til den. Hendes plads i samfundet er en fasttømret konstruktion. Det er et problem, som også er aktuelt i dag, for selvom vi er kommet meget langt, er kønskampen endnu ikke forbi,” understreger instruktøren og fortsætter:
”Når vi nu sætter forestillingen op, vil nogen måske sige ’kommer de nu rendende med den gamle sang igen?’ Men stykket stiller også spørgsmålet om, hvornår vi rigtigt kender hinanden? Hvad vi kender til vores partner, ægtefælle, bedste ven, eller hvem det nu kan være? Det er især her, det bliver spændende og i grunden meget nutidigt. Det skildrer det komplekse menneske med alle dets forvrængede forestillinger, der har indflydelse på sjælelivet. Vi er skabt af utallige lag, og vi har ønsker og drifter hver især, men kender vi egentlig vores partner og os selv?,” spørger instruktøren.
Det samme spørgsmål stiller Nora til Helmer:
”Er der ikke noget, der slår dig, når vi to sidder sådan her overfor hinanden?”
”Hvad skulle det være?”
”I alle de år vi har været gift, har vi aldrig talt alvorligt sammen.”
Ifølge Kaspar Rostrup handler historien også på mange måder om kontrasten mellem lys og mørke. Og netop de stikord har inspireret ham i arbejdet med dramaet. Det samme har sætningen ”There’s a crack in everything, that’s how the light gets in,” (der er en revne i alt, det er sådan lyset kommer ind, red.), der stammer fra Leonard Cohens sang ”Anthem” fra 1992.
”Det er lige præcis, hvad det her stykke også handler om.Der er tale om en fasttømret konstruktion af lykkeland, som man tror fuldt og fast på, men hvor noget er galt i undergrunden. Pludselig slås der en sprække i Helmer og Noras forhold. Den sprækken vokser sig større og bliver til en revne, et gab, en port og til sidst kan hun gå ud af den port, som er åbningen til et nyt liv,” siger han. Og netop ”Et dukkehjems” afsluttende scene, hvor Nora forlader sin mand for at drage selvstændigt ud i verden både forargede og fascinerede publikum i Henrik Ibsens tid. Og tiden, stykket blev skabt i, har Kaspar Rostrup været loyal over for i sin opsætning.
”Jeg har tænkt meget over, i hvilken tid min fortolkning af ’Et dukkehjem’ skulle foregå, men vi holder det i den oprindelige tid i kostumerne. Jeg holder fast, fordi der er så mange tidstypiske ting i stykket og i dialogen, at det ikke ville kunne eksistere som en nutidig udgave. Hvis vi pludselig spillede det i cowboybukser og læderjakke, havde det ikke hængt sammen. Jeg tror ikke, at man ville kunne spejle sig i en nutidig fortolkning. Omvendt tror jeg til gengæld, at mange publikummer vil kunne genkende nogle af problematikkerne fra i dag. Den historiske afstand vil altså gøre meningen stærkere, og man kan måske undre sig over, at vi ikke er kommet endnu længere,” siger han. Men vigtigst for Kaspar Rostrup var valget af skuespillere og især rollen som Nora har været afgørende for den erfarne instruktør. ”Man skal ikke lave ’Et dukkehjem’, hvis ikke man har sin rette Nora,” siger han kontant. ”Men det har vi også her,” skynder han sig at tilføje.
”Vi har et udsøgt ensemble, der er plukket til opsætningen. De to hovedroller kan virkelig spille den her historie, der har så mange variationer – og er vældig svær. Både Sofie Topp-Duus (der spiller Nora, red.) og Martin Hestbæk (der spiller Helmer, red.), er fantastisk dygtige. De to formår at spille den mandschauvinistiske Helmer på den ene side, og den søde, unge pige, der også rummer en stærk og moden kvinde, på den anden.
Men var det svært at finde den rette Nora?
”Nej, for jeg arbejdede sammen med Sofie for to sæsoner siden, på et stort middelalderstykke vi lavede. Hun spillede en ung nonne fra Maribo, og jeg kunne straks se talentet stråle ud af hende. Dér tænkte jeg allerede, at hun skulle være Nora,” siger Kaspar Rostrup. Spørger man ham, om det har været nervepirrende at give sig i kast med et af Henrik Ibsens mest kendte og elskede værker, er han klar i spyttet.
”Ja, har det. Men det skal man ikke tænke på, for man er nødt til at arbejde så ærligt som muligt, for også at forløse sine egne tanker og idéer i samarbejde med skuespillerne. Vi skal gøre det aller bedste, vi kan - det er vores ambitionen”.