Værket ”En linje i verden” er en fortælling i ord og billeder om Vestkystlinjen, der strækker sig fra Skagen i Danmark til Den Helder i Holland. Det er en linje, der er fuldkommen ligeglad med nationalstater og grænser. Ja, i sidste ende er det slet ikke en linje, men en evigt organisk pulsende bevægelse af tidevand, storme og søndrende slid. Det er et stykke natur mellem skabelse og destruktion.
Forfatteren Dorthe Nors er født og opvokset her langs Vestkystlinjen. Og selvom hun har været langt ude i verden, er hun vendt tilbage til, hvorfra hun udgik og kender stedet som for første gang. Hun og fotografen Henrik Saxgren har hver for sig og dog sammen i ånden kørt 20.000 kilometer op og ned langs kystlinjen, der fra Vadehavet og sydpå forvandler sig til en punktvis morsekode af mindre øer, der sender signaler fra en fjern fortid, hvor byer og mennesker forsvandt i havet som et nordisk Atlantis.
Det er en levende kystlinje lavet af sand. Sandet formes af bølger, havstrømme og vind. Kysten er en metamorfose, der aldrig finder en blivende form, men konstant ændrer sig. Det er et sted, hvor lyset går i land og skaber forudsætninger for liv, men også et sted, hvor mørket sænker sig pludseligt, og havet tager det tilbage, som det giver. Døden er konstant nærværende og en del af livsrytmen.
I Vadehavet tages der varsler, fødsler skal helst foregå på ”stigende vand”, mens døden visselig altid kommer på ”faldende vand”. Flod og ebbe sætter sig som en puls i kroppen, der nok kan falde til ro ved skønheden, når blikket følger horisontlinjen, hvor havet møder himlen som på skabelsens første dag. Men pulsen kan også forvandles til adrenalinpumpende angst, når stormfloden kommer, og saltvandet trænger ind alle vegne fra, også gennem taget (!) – på trods af århundreders forsøg på at forskanse sig bag diger med huse lagt oppe på de små ”værfter”, der løfter dem i landskabet.
Fra Hvide Sande og nordpå kaldes strækningen for Jernkysten på grund af de mange rustne skibsvrag, der har hængt på revlerne. Selv de nazistiske forbryderes ”tusindårsrige” – med et system af bunkere skabt af beton i spitzenklasse – eroderer, synker ned i sandet og kastes rundt som terninger. Havet æder sig ind i brinker og klitter, så gamle benpiber hyler i vinden, og de døde genopstår af gravene. Langs den tynde blå linje kan civilisationer forsvinde for igen at komme til syne i dematerialiseret form. Det samme kan mennesker.
Det hele bliver beskrevet af Dorthe Nors med en nærmest uhyrlig fascinationskraft. Hun fortæller om trækfuglenes ubegribelige navigation langs linjen, om vikingernes togter, om de smukke surfere ved Cold Hawaii, der har transformeret Jernkysten til Guldkysten, om Skagen en rygradsrislende kold vinterdag, om storme og stormflod, forlis og pludselig død og endelig om kirkerne, der i lighed med fyrtårnene, står som pejlemærker i landskabet og står tiden imod med billeder og budskaber, der transcenderer stedets øjeblikkelighed.
Allerbedst er Dorthe Nors, når hun bevæger sig ned ad de tilgroede stier i barndommens land ved familiens gamle sommerhus. Stier bliver umærkeligt til erindringsspor igennem landskabet – og sindet. Hun finder ind til steder, hvor hun har været før, og hvor landskabet, duftene, lydene og vindens hvislen igennem græsserne åbner erindringens sluseporte ved Ringkøbing Fjord. Disse glidninger fra ydre sansning til sind er beskrevet med et eksistentielt nærvær og en erfaringsdybde, der er betagende. Stierne bliver til rids i huden og hvide ar, der er hærdet hen over sorg og tab og momentvis søde minder, forsvundet i tidens tågede ruiner.
Dorthe Nors kan skrive både poetisk og hårdt, lakonisk og ironisk og med en plastisk anskuelighed, der imidlertid hele tiden synes at gemme på hemmeligheder, skjult mellem linjer og ord. Hendes prosa baner sig vej ind i landskabet og i sjælen, som åbner sig og tager imod. Hendes ekstraordinære sprogbegavelse minder om Johannes V. Jensens. Hun har i lighed med ham, der jo også var fra hovedlandet, et mytisk greb om alt, hvad hun fortæller.
Den rå skønhed og pågående visuelle kvalitet i Henrik Saxgrens fotografier, er kongenial med Dorthe Nors’ malende sprogbehandling. Han har med suveræn egensindighed fulgt de samme ruter som hende langs linjen. Saxgren tager ikke blot billeder. Han synes nærmest at være inde i motivet. Skønheden kontrasteres af en rå, emmende modernitet og prosaisk virkelighed i hans fotografier, hvor alt ud over naturen ser ud som midlertidige fremmedlegemer. Det er skarpt skudt.
Formatet på ”En linje i verden” yder imidlertid hverken Dorthe Nors’ tekster eller Henrik Saxgrens fotografier fuld retfærdighed. Det er en bog i højformat, der burde have været i tværformat, så Saxgrens fotografier ikke allesammen var skåret over på midten. Dertil er bogen sjusket korrekturlæst. Lav det gerne om til andet oplag. For det må komme. Dorthe Nors’ og Henrik Saxgrens beskrivelser af Vestkystlinjen har blivende kvaliteter.