Hvor kommer livsglæden fra?

Lys over lyng: Læs Jeppe Aakjærs erindringer og gå på blomstervandring ved altings begyndelse

I dag går mange erindringer i mol - spørg blot Jens Blendstrup, Morten Kirkskov, Naja Maria Aidt eller Henrik Nordbrandt. Men Jeppe Aakjær gik i dur. Han gik i natur.
I dag går mange erindringer i mol - spørg blot Jens Blendstrup, Morten Kirkskov, Naja Maria Aidt eller Henrik Nordbrandt. Men Jeppe Aakjær gik i dur. Han gik i natur. . Foto: .

Hvor kommer livsglæden fra? Den stråler ud af en lille bog, der fortæller om tæsk og drukkenskab, om kulde, fnat og hårdt arbejde fra tidligt til sent. Men som også fortæller så ømt om viben og rugen og Karup Å. Jeppe Aakjærs erindringer "Fra min bitte-tid" er varm som en barnehånd. Mild som forårsregn. Og forsonende. Skrevet med det overblik, man får, når man har levet i tusind år. Det sagde bonden i forfatteren Aakjær, når han blev spurgt. At han var tusind år.

LÆS OGSÅ:Sære bøger, sære eksistenser

Året er 1928. Og Jeppe Aakjær er lige kommet hjem til Jenle i Jylland efter halvandet år på en klinik i hovedstaden med en koldbrand.

Under sit smertefulde sygeleje dikterer han til sin datter Solvejg (Bjerre) det meste af "Fra min bitte-tid". Da bogen udkom, kaldte Politikens Henrik Cavling den "et hidtil ubeskrevet stykke Danmarkshistorie".

Og et ukendt stykke Danmarkshistorie var den. Med jord under støvlerne. Men i Solvejgs eget eksemplar af bogen skrev farmand: "Vi går glade videre".

Glade!

Sammen med den lille Jeppe kravler vi således rundt blandt hytter og hyld. Der er skarpe og præcise portrætter af slægt og naboer. Bønder var de. Og en minutiøs gennemgang af gården, dens rum og deres nøje funktion i dagliglivet. De første år sover Jeppe (inderst) med sin galsindede, spyttende bedstefar. Ham siges der ikke meget godt om.

Men langsomt vokser landskabet frem for læserens forundrede øjne til akkompagnement af Aakjærs vidunderlige jysk-danske med alle de kendte og ukendte ord, der ligger så godt i munden: drivregn, spærenes gnislen, dumlende unger og de krykkede huse. Alt kan sanses. Her er rotter, lus og en massiv lugt fra mennesker og dyr. Den river i næsen! Og når mor skal kline muren, beder hun dagen før om, at man forretter sin nødtørft et andet sted.

Kapitlerne om forældrene er lige så smukke, som de er kloge. Og igen: så forsonende. Forfatteren tager dem begge to ind til sig med respekt og forståelse. Mest mor Katrine. Hun kærtegnede ham ikke efter hans fjerde år. Men hun gjorde så meget andet. Hun gav ham åndeligheden. Følelsesregisteret. Og også lidt af sit vemod. Far Jens Peter var en slidsom mand, men han gik sært planløst til sit arbejde. "Mens mor var poesien i dagens liv, repræsenterede far døgnets prosa." Til gengæld gav han drengen Jeppe et politisk fundament. Jens Peter var nemlig demokrat ind til det inderste af sine knogler.

I parentes bemærket var der et forunderligt bånd mellem by og land i de år, kål og kulturradikalisme. Det var båret af en gensidig nysgerrighed og åbenhed, vi slet ikke kender i dag. Cavling og Aakjær var venner. Og de, der havde hørt Peter Sabroe, læste bagefter "Ditte menneskebarn" og Pontoppidans "Til hytterne". Således var far ikke bare demokrat, han var også "fritænker", og han måtte gå temmelig stille med begge dele i sognet. Det sørgede "højkirken" for.

Men først og fremmest møder vi her en søn, der skriver om sin far, at han havde det "ærligste og redeligste sind". Og om sin mor, at hun var den "ømmeste og følsomste mor af verden". Og alligevel aldrig er sentimental. Med klart blik skildres et ægteskab, som var båret mere af fornuft end af følelser. For Katrine var Jens Peter ikke førstevalget. Han elskede hende højest.

Hvor kommer livsglæden da fra? Den bobler ud af alle sprækker. Sove fire børn i samme seng? Pyt! Så kan man rigtig leve det "lystige liv". Besøge nabokonen sammen med mor og høre om "væv og trendgarn"? Så var livet bare "så dejligt". Er det Bulderby? Er det da aldrig for sent at få en lykkelig barndom? At bære med smil?

I dag går rigtig mange erindringer i mol – spørg blot Jens Blendstrup, Morten Kirkskov, Naja Maria Aidt eller Henrik Nordbrandt. Men Jeppe Aakjær gik i dur. Han gik i natur.

For man er aldrig i tvivl om, at det er himmel og jord og alt imellem, der stemmer sindet med sang. En taknemlighed over at være blandt åens fisk og luftens fuglekor. På lige, demokratiske vilkår.

Det var denne naturbårne evne til at forsone sig med livet under alle forhold, der blev dannet i den bitte tid. Ellers kan man ikke skrive "Mit hjerte skælver af glæde, blot duggen dynker et strå." Eller som Aa- kjær selv udtrykker det: "På disse blomstervandringer helt nede ved altings begyndelse (?) inddrak jeg den poesiens nektar, hvoraf jeg senere skulle forme mine sange".

Man kan let overse den. Mange ved slet ikke, at den findes. Men har man først læst denne lille, milde bog, glemmer man den aldrig igen. Om man så bliver tusind år. For herfra kommer livsglæden.

kultur@k.dk

I klummen "Genlæst" skriver et fast panel hver tirsdag om klassikere fra litteraturens verden. Hvis du har en idé til en klassiker, som panelet kan genlæse, så skriv til kultur@k.dk