Hvor langt kan man som forfatter gå i skildringen af sine forældre?

Flere fremtrædende danske forfattere skriver i disse år autofiktion om deres mor eller far – og ofte først når forældrene er gået bort. Det rejser spørgsmålet om, hvilke etiske overvejelser der for forfatteren er forbundet med at formidle sin egen sandhed om forældrenes historie

Illustration: Morten Voigt
Illustration: Morten Voigt

Da forfatter Jesper Stein gik i gang med at skrive om sine forældre i sin nye autofiktive roman, ”Rampen”, befandt han sig i et eksistentielt livsopgør. Han havde et tvingende behov for at tage stilling til sit liv og sin opvækst, og det forekom ham, at arbejdet med at skrive om sine forældre var den mest logiske måde at gøre det på.

I romanen forlader faderen sin hustru til fordel for en af sine elever, og i hjemmet står den unge Jesper Stein tilbage med en bitter og fortvivlet mor.

”Der er ikke nogen relation i livet, der vejer tungere end forældre-barn-relationen. Det udsagns tyngde forstærkes, når man selv får børn. Det, at man i de dannende år, har været helt afhængig af sine forældre, sætter meget voldsomme spor. Det er nok derfor, at mange forfattere, der skriver autofiktion, vælger at kredse om netop forældrene,” siger Jesper Stein og tilføjer:

”Og så finder man som forfatter ret hurtigt ud af, at hvis man skal skrive noget, der er værd at læse, og som rykker, skal det være noget, der brænder.”

Artiklen fortsætter under annoncen

I de senere år har danske forfattere været meget optaget af at skrive fiktion om netop deres forældre. Blandt de seneste eksempler er Christian Dorphs ”Jeg slog min far ihjel” (2021) og Glenn Bechs ”Farskibet” (2021). Og i april 2021 udkommer Leonora Christina Skovs ”Hvis vi ikke taler om det”, der er en fortsættelse til den hæderudløsende roman ”Den, der lever stille” (2018), som hun valgte at skrive, efter hun mistede sin mor.

Også Jesper Stein valgte først at gå i gang med sin roman, efter begge forældre var døde. For det krævede, at han ”var fri til at skrive romanen”, som han udtrykker det.

”Da relationen er præget af afgrundsdyb loyalitet, forekom det mig meget skamfuldt at skrive om dem, så længe de var i live. Det er som en slags emotionel helligbrøde af værste skuffe at skrive og tillade sig at fortælle historien uden hensyn,” siger Jesper Stein og fortsætter:

”Og selv når de er døde, så skammer man sig, både når man skriver, og efter man har skrevet bogen. Det har jeg tit talt med min gode ven, forfatter Peter Øvig, om. Skammen over, at jeg har tilladt mig at skildre det menneske, som har født mig og taget sig af mig i tusindvis af timer, på sådan en måde.”

Jesper Stein tror, at mange forfattere lige nu ser sig om i det litterære landskab med forfattere som netop Peter Øvig Knudsen og Leonora Christina Skov, der skriver autofiktion om deres forældre, og siger: ”Jamen, så tør jeg også godt.” Sådan havde han det i hvert fald selv.

”Jeg kunne meget hurtigt se, at det stof, jeg fik ved at besøge folk, og det stof, jeg havde inden i mig, ikke kunne formidles journalistisk, selvom jeg er uddannet journalist. Journalistikken har dokumentationskrav. Og det krævede en kunstnerisk, fiktiv form at forsøge at nærme sig og lede efter de sandheder, der var om mine forældre. Det krævede fantasi og forestillingsevne. Derfor valgte jeg autofiktionen, hvor man som forfatter bevæger sig mellem fiktion og virkelighed.”

Blandt andet er der flere af kapitlerne, som er oplevet fra moderens synsvinkel.

”Så i forsøget på at skrive den sande og fulde historie om, hvordan det var at være barn af de her to mennesker, så har jeg brugt alt det, der var til rådighed. Men der var en masse huller på maleriet, hvor jeg måtte bruge min sanselige fornemmelse og mit dybe kendskab til mine forældre for at udfylde hullerne.”

Hvis Jesper Steins børn fik lyst til at skrive en bog om ham, ville han personligt gerne have, at de gjorde det, mens han var i live. Ikke for at han kunne tage til genmæle, men for at han kunne råde bod.

”Måske var det kujonagtigt at vente med at skrive romanen, til mine forældre var døde. Måske var det nænsomt. Eller måske var det, fordi min mor ejede historien i vores familie. Vi var meget uenige i hendes udlægning, men hvis vi diskuterede det, blev der altid dårlig stemning. Min bror og jeg fik ret hurtigt et motto, der hed: ’Du får ret, og vi får fred’. Og hvis du har domineret en familie med en fortælling om, hvordan livet i den er og var, så risikerer du i højere grad den bittersøde konsekvens, at nogen har en anden udlægning, den dag du er væk.”

Han spurgte ikke sin bror om lov, inden han gik i gang med romanen. Men han kunne ikke have skrevet den uden hans moralske støtte.

”Så jeg har været heldig, at han hele tiden har ment, at det her var min bog, og at han bakkede mig op og sagde: ’Selvfølgelig skal du skrive lige præcis det, du vil. Også selvom der kan være ting, jeg er uenig i.’”

Broderen har – ligesom alle andre nulevende personer, der optræder i romanen – fået mulighed for at læse hele romanen igennem inden udgivelse, og alle implicerede har fået lov til at komme med indvendinger.

”Jeg har også tænkt over, hvad mine forældre ville have sagt til romanen. Man kan jo dårligt skrive en linje uden at tænke over, hvordan de havde det med det. Der er ikke nogen tvivl om, at der vil være dele af den, som de vil have det meget skidt med. Men jeg tror også, at de vil forstå det. I hvert fald min far,” siger Jesper Stein, der ikke har tænkt over, om der gælder andre etiske regler, når man vælger at skildre et menneske, der er kendt i offentligheden – som for eksempel hans far, litteraten Finn Stein Larsen.

”Det, han er kendt for i offentligheden, fylder overhovedet ikke noget i bogen. Her optræder han ikke som litteraten Finn Stein Larsen, men som faderen, ægtemanden, elskeren til sin kommende kone. Set ud fra barnets perspektiv er hans bedrifter ikke større end min mors.”

Men der er til gengæld konkrete begivenheder, som han har udeladt af hensyn til forældrenes eftermæle.

”Det, jeg har skrevet, kunne have været meget værre. Jeg har forsøgt at skrive med så stor nænsomhed som muligt og udeladt betydelige ting, som alligevel ikke gør noget ved hovedbilledet.”

Det har han også gjort for at kunne have ”en god smag i munden”.

”Det bliver jo stående det her. Så det kan godt være, at du i opgørets stund tænker, at du lige kan stramme skruen lidt mere, men det tror jeg, at du kommer til at fortryde nogle år efter. Og selv i dag – blot få måneder efter udgivelsen – er der ting i min bog, som jeg er i tvivl om, om jeg skulle have skruet ned for. Det handler ikke om at finde det værste frem. Det handler om at finde det mest sande med mest mulig omsorg for de mennesker, der optræder i romanen. Man kan ikke bare tillade sig at skrive hvad som helst om sine forældre. For mig at se gælder der i litteraturen de samme etiske regler som ude i virkeligheden.”

Men hvilke regler gælder der egentlig på det her område? Ifølge lektor i litteratur ved Aarhus Universitet Stefan Kjerkegaard, der har forsket i brugen af autofiktion og litterær selvfremstilling i en skandinavisk optik, handler det om, hvilken betegnelse bogen har.

”Der er ikke noget nyt i, at mange skriver om deres forældre. Det nye er, at det ikke længere er i en selvbiografi, erindringsbog eller dagbog. Det er i skønlitterær form, hvor det kaldes en roman og ofte også betegnes som autofiktion. Og selvom autofiktion ’bare’ betyder, at der er navneligheder mellem forfatteren og karakteren i romanen, og at den i og for sig kan være akkurat lige så fiktiv som andre romaner eller akkurat lige så selvbiografisk og virkelighedsnær som enhver anden selvbiografi, så gør betegnelsen en kæmpe forskel,” siger han, der nævner Delphine de Vigans ”Alt må vige for natten” (2011) og Karl Ove Knausgårds ”Min kamp” (2009) som nogle af de romaner, som mange forfattere sidenhen har ladet sig inspirere af.

Når Stefan Kjerkegaard har undervist i juraen om denne type skildringer, plejer han at fremlægge en retssag, som på mange måder er blevet pejlemærket for, hvor langt man som forfatter kan og må gå i fiktionens tegn.

Performancekunstner Thomas Skade-Rasmussen Strøbech sagsøgte for nogle år siden forfatteren Claus Beck-Nielsen (i dag Madame Nielsen) og Gyldendal, fordi han mente, at han i Claus Beck-Nielsens roman ”Suverænen” (2008) var blevet gjort til fiktion uden sit samtykke, og at romanen gik alt for tæt på hans liv.

Men landsretten frifandt forfatteren og fastslog, at værket var fiktion, og at hensynet til den kunstneriske ytringsfrihed derfor vejede tungest.

”Når man skriver fiktion, har man retten på sin side. Kunsten må og skal ikke tage hensyn. For man må lave kunst om alt. Så man kan i princippet tillade sig at skrive hvad som helst om hvem som helst. Om dine forældre så er levende eller døde, kan du individualisere og opdigte med god ret. Derfor er autofiktion også mere kontroversiel. For idet du begynder at digte, vil der altid være nogen, der føler sig trådt over tæerne. De vil ikke se det som at digte, men som at lyve.”

Og selvom han er stor fortaler for, at kunsten skal søge sin egen sandhed, bliver det alligevel lidt mudret, når flere og flere skriver autofiktive romaner.

”For det er vel ikke kunst det hele? Noget er vel også bare hævnakt over for nogle måske dårlige forældre? Og så kan man begynde at tale om, om det er lidt kujonagtigt at kalde det for en roman,” siger Stefan Kjerkegaard.

Men der er alligevel nogle etiske dilemmaer og overvejelser forbundet med at skrive autofiktivt om sine forældre.

”For man kaprer dem og tager dem til gidsel i et forehavende, som har et dubiøst forhold til sandheden. Måske derfor venter mange med at udgive, til forældrene er døde. Det kan være den pæne, hensynsfulde måde at gøre det på. Men i mange tilfælde er det også helt pragmatisk – at tankerne først opstår, når forældrene er væk. Og så står man der uden et hængsel i verden,” siger Stefan Kjerkegaard og fortsætter:

”Hos andre kommer refleksionen først efter forældrenes død. For med forældrenes død følger ofte en ransagelse, hvor man tænker over sin egen position. Sådan var det jo for eksempel for forfatter Karl Ove Knausgård, hvor faderens død gav anledning til en livskrise.”

Nogle forsøger også at gøre skildringerne mere etisk forsvarlige ved at ændre navnene på karaktererne i den pågældende roman. Andre lader folk, der bliver nævnt i romanen, indgå i processen, læse med og blande sig i produktet.

”Når man gør det, begynder man jo også at lægge beslag på kunsten og gå på kompromis med den kunstneriske sandhed. Og det er der mange, der ville argumentere for er dårlig kunst,” siger han.

Forfatter Iben Mondrup forholder sig generelt skeptisk over for brugen af autofiktion og sandhedsbegrebet i litteraturen.

”For vi ved jo godt fra vores egne liv, at min sandhed er anderledes end din sandhed – og især inden for familier kan søskende have vidt forskellige fortællinger om deres familie og forældre, så derfor er man nødt til altid at tage sandheden med et gran salt.”

Hun mener, at autofiktionen skriver sig ind i en tid, hvor vi i forvejen er optaget af, hvad andre mennesker foretager sig i privaten.

”Vi forestiller os, at vi får muligheden for at kigge ind i en forfatters liv og familierelationer, og har en forventning om, at vi nu får noget at vide om for eksempel forfatterens forældre. Og det synes jeg er problematisk. For pludselig opstår der en nyfigenhed omkring forfatterens liv, hvor folk læser for sladderen frem for litteraturen. Det er ret reduktivt over for fiktionen og litteraturen som sådan, men selvfølgelig godt for den forfatter, som gerne vil have noget mere opmærksomhed omkring sine bøger.”

Det er også et problem, når medier og litterater kalder en roman for autofiktion, selvom forfatteren ikke selv har givet bogen den betegnelse.

Iben Mondrup oplevede det med sin roman ”Godhavn” (2014), som handler om tre børn, der vokser op i Nordgrønland i samme tidsperiode som forfatterens familie.

”Romanen blev flere gange forsøgt trukket hen i det autofiktive. Men det er den absolut ikke. Min opgave som forfatter – det mener jeg faktisk er alle forfatteres opgave – er ikke at skrive sandheden. Det er at skrive den bedste bog. Og hvis den bedste fortælling kræver, at jeg bøjer sandheden, så bøjer jeg den altså og lyver for at gøre historien bedre. Det tror jeg i virkeligheden, at alle forfattere gør. Også dem, der skriver autofiktion. Når du udelader visse dele af en begivenhed, lægger du automatisk vægt på andre dele og giver dem en bestemt tone.”

Så selvom forfattere har rettens ord for, at man i princippet må skrive om hvem som helst i (auto)fiktionens tegn, er der selvfølgelig nogle moralske spørgsmål, som man ifølge Iben Mondrup må gøre op med sig selv, når man vil skildre sine forældre i litteraturen, ligegyldigt om de er levende eller døde. Kan man stå inde for skildringer, hvor man mere eller mindre bevidst har tilladt sig at skrue på nogle parametre, så mor for eksempel fremstår mere suspekt eller far mere ubehagelig? Og hvem ejer egentlig historien om ens forældre?

”Langt hen i livet har vi en forestilling om, at vi kender vores forældre. Det er dem, der har formet os på mange måder, og det er også dem, som mange forfattere derfor naturligt tager fat på at skrive om. Men jeg ved ikke, hvorfor vi gør os den vrangforestilling at tro, at vi kender dem. Vi kender dem jo kun som forældre og har kun oplevet brøkdele af deres levede liv. Dybest set er vi meget ofte – indtil vi er meget voksne – helt blinde for, hvem de i virkeligheden er.”

Hun har tænkt meget over det i forhold til sine egne forældre, som hun har haft fordomme om. For på samme måde som hun har forsøgt at skåne sine børn ved ikke at dele alt med dem, er hun sikker på, at også hendes forældre har haft et skjult liv for hende.

Da hun skrev romanen ”Vi er brødre” (2018), var det også et forsøg på at skrive dele af faderens historie fra efterkrigstidens Frederikshavn frem. Og selvom han løbende opildnede hende til at skrive og havde leveret fortællinger og materiale undervejs, læste han aldrig bogen, da den udkom. I dag er han død. Måske, tænker hun nu, handlede det om at kunne bevare sin fortælling om sig selv intakt, samtidig med at han gav hende lov til at fortælle en historie, som han så hverken skulle forholde sig til eller kunne korrigere på.

”Det er gået op for mig, at også min egne børn har en fortælling om mig, som på mange måder er indskrænket og uden den frihed, som jeg føler, når jeg bare er mig selv eller sammen med mine jævnaldrende venner. Mine børns fortælling om mig er gledet ud af mine hænder. Og selvfølgelig er mine egne fortællinger om mine egne forældre lige så reduktive. Det kan ikke være anderledes. Så vi må som forældre være parate til at høre vores børns sandhed om os,” siger Iben Mondrup og fortsætter så:

”Men jeg håber ikke, at mine børn bliver forfattere og begynder at grave i min historie. For selvom jeg ikke har været et så forfærdeligt menneske, er der da alligevel ting, som jeg gerne vil have lov at beholde for mig selv, og som jeg ikke er særlig stolt af.”