Nyt DR-drama om at beskytte dem, man elsker

Efterårets fiktionsdrama på DR 1 er en psykologisk thriller, der er optaget i Ebberup på Vestfyn. ”Fred til lands” har premiere på søndag

Morten Hee Andersen, kendt fra ”Herrens Veje” spiller i ”Fred til lands” rollen som den unge mand Mike, der tilsyneladende er uden grænser eller moral. Mike arbejder hos den lokale mekaniker, men i virkeligheden lever han af at sælge stoffer via forbindelser til bandemiljøet i Odense. –
Morten Hee Andersen, kendt fra ”Herrens Veje” spiller i ”Fred til lands” rollen som den unge mand Mike, der tilsyneladende er uden grænser eller moral. Mike arbejder hos den lokale mekaniker, men i virkeligheden lever han af at sælge stoffer via forbindelser til bandemiljøet i Odense. – . Foto: Tine Harden/DR.

Søndag aften er dramaserie-aften på DR 1. Sådan har det været i mange år med seer-succeser som ”Krøniken”, ”Borgen”, ”Forbrydelsen” og senest ”Herrens Veje” til følge. Nu er Danmarks Radio klar med endnu en dramaserie, ”Fred til lands”, der får premiere på søndag.

Denne gang er scenen en mindre dansk provinsby, der med skole, bibliotek, lægehus og bodega på overfladen tager sig ud som de fleste andre småbyer. Men i byen lever en gruppe mennesker, der har været ramt af en forbrydelse, uden at der efterfølgende har været afsonet en straf. Det har fået ondskaben og afmagten til at slå rod i dem. De beslutter sig for at forsøge at fordrive det onde og få det gode liv i byen tilbage. Men hvad sker der, når mennesker lader deres stærke og primitive drifter tage over, og hvor langt er mennesker villige til at gå for at beskytte dem, de elsker? Det er nogle af de spørgsmål, serien gerne vil belyse.

”Det ligger dybt i menneskets natur at beskytte dem, vi elsker, mod det onde. I ’Midsommervisen’ er det med glædesblus, at ondskab skal betvinges. ’Fred til lands’ går den modsatte vej og forsøger at bekæmpe ondskab med ondskab,” udtaler Christian Torpe og Marie Østerbye i en pressemeddelelse. Sammen er de hovedforfattere på serien, som de kalder en psykologisk thriller.

Den nye dramaserie er produceret med økonomisk støtte fra FilmFyn, og alle optagelser er lavet i Assens Kommune. Især har DR valgt at optage i byen Ebberup, seks kilometer syd for Assens, og den by har også givet navn til den fiktive by, som er seriens udgangspunkt. DR fastslår, at der ikke er tale om et distanceret eller socialrealistisk portræt af Ebberup eller Danmark uden for de større byer, men at byen er udtryk for et fiktivt mikrokosmos, som serie-karakterne ikke kan slippe væk fra.

”Det vigtige er, at det er en lille by, hvor man ikke kan undgå at rende ind i folk, man kender,” siger de to forfattere.

De er blandt andet også forfatterne bag tv-serier som ”Rita” og ”Hjørdis” samt den amerikanske Stephen King-filmatisering ”The Mist”. Christian Torpe skrev også manuskript til Bille Augusts film ”Stille hjerte” og er snart aktuel som manuskriptforfatter til filmatiseringen af Christian Jungersens roman ”Undtagelsen”. Marie Østerbye har skrevet på serier som ”The Rain” og ”Bedre skilt end aldrig” på streaming-tjenesten Netflix.