Islandske Kristján Ingimarsson er en fysisk teatertryllekunstner, der bryder med grænserne for, hvad vi synes, man kan og bør inden for rammerne af teatret, både som genre og som rum. Med sin Reumert-vindende ”BLAM!” fra 2012 kombinerede han dans, stunt og kropssprog i en hybridforestilling, hvor fire slipsemænd får nok af kontorvaner og hakkeordner og bryder ud i en sand actionfilm midt i et kontorlandskab.
Forestillingen ”Morph”, som er et led i Aarhus Teaters arbejde under Aarhus 2017-projektet, er måske knap så revolutionerende. Ikke desto mindre bringer den et nyt og på landsdelsscenen sjældent set abstrakt udtryk. ”Morph” kan ikke læses som en konventionel teaterforestilling, men som et stykke komplekst installationskunst.
Med vilde bevægelser og forvrænget kropssprog åbnes døren til fortolkningsrummet på vid gab. Her er ingen tekst til at diktere betydningen, bare kroppe – og for den forvænte teatergænger kan det være ganske frustrerende. Som på et kunstmuseum leder man efter en forklarende indgang til værket, og den finder man i undertitlen, der også markerer koblingen til sloganet for Aarhus 2017: ”Rethink human behaviour” – et forsøg på at gentænke menneskets adfærd. Det er det forklarende anker, man kan trække i, når abstraktionen tager overhånd. Hvis man vil. Man kan også lade være og nyde det visuelle spektakel, der udfolder sig. Ordløsheden bliver efterhånden befriende.
”Morph” tager form som et antropologisk studie. Værten er Ingmarsson selv, og med dokumentaristisk autoritet fører han sine fem skuespillere og dansere rundt i glasmontrer og mønstrer deres (ja, vores) mærkværdigheder for os: Vores sociale grupperinger, handlingsmønstre, bevægelser og generelle habitus.
En velkoreograferet sekvens, hvor mennesker væver sig ind og ud gennem glasbure, minder os om vores skærmafhængighed. En kvinde med hovedet låst til en klode af tøjstykker og skrald minder os om vores (over)forbrugstendenser og miljøbelastning. Gradvist forandres billederne til noget andet, noget meget mærkeligt, til nogle tidløse tilstande og ritualer, som alligevel er genkendelige. Det slår os, hvor lidt unikke vi er, og hvor meget urmenneske der stadig er tilbage i os og i det, vi gør.
”Morph” er en sand kropsforestilling: en forestilling fuld af halv- og helnøgne kroppe i forskellige størrelser og former, som også rykker noget i vores forestillinger om kroppe. Kroppen er fascinerende og funktionel. Men ingen lår eller maver eller baller, ikke engang de slankeste og mest muskuløse, er smukke, når de presses flade imod en glasskærm eller flapser op og ned i en slåskamp.
Forestillingen kulminerer i en smuk konstellation af farverige grimheder, alternative skønheder i kasser og ornamenterede kroppe. Men der er noget søgt og uforløst over forestillingens tematik, der ikke løfter sig højt nok over sit overvældende kunstneriske udtryk.
Dertil er Ingmarssons løbende Discovery Channel-agtige kommentarspor et unødvendigt sarkastisk spark.
”Morph” bringer kroppen i spil i en gentænkning af teatrets fortælleformer og spørger: Hvad er egentlig normalt? Og hvorfor er det det? Det er en smuk, abstrakt, sjov og uprætentiøs dokumentaristisk konstatering af, hvor mærkelige vi egentlig er – og hvor utroligt små vi er i det store billede.