Hvor skal forældreskabet stå?

Rolf Sparre Johansson debuterer med en ligefrem digtsamling, der leverer et nuanceret indblik i forældreskabets udfordringer

Rolf Sparre Johansson skriver digte om søvnløse nætter med et grædende spædbarn. Modelfoto.
Rolf Sparre Johansson skriver digte om søvnløse nætter med et grædende spædbarn. Modelfoto.

Der findes mange grunde til at læse og beskæftige sig med litteratur, men en af de vigtigste går på, at den kan gøre sider af virkeligheden, som ellers var skjulte for os, synlige.

Den kan give os et indblik i forhold, som vi ellers ikke ville have adgang til. Når litteraturen er bedst, formår den således at bryde med og udfordre vores vanemæssige måde at forstå og indrette verden og samfundet på - hvad enten den tager fat på globale problematikker eller dagligdagens foreteelser.

Det sidste er tilfældet i Rolf Sparre Johanssons debutdigtsamling ”Søvn”, der forsøger at levere et anderledes og alternativt perspektiv på forældrerollen: Hvilke affekter, tanker og handlinger er knyttet til det at have ansvar for et lille, nyt menneske? Er alt rosenrødt og lutter lagkage? Eller er det tværtimod mørkt og vanskeligt?

Svaret er både og. For selvom Johanssons erklærede mål med digtsamlingen er at gøre op med ”den idylliske fortælling om at få børn”, som det lyder i bagsideteksten, indebærer det heldigvis ikke, at det udelukkende er negative skildringer, læseren præsenteres for.

I digtsamlingen, der er delt op i to dele, er det godt nok følelser som afmagt, vrede og frustration, der fylder mest, men øjeblikke af intimitet, omsorg og måske ligefrem lykke er alligevel til stede som små tiltrængte pauser, ikke bare for digtenes jeg, det vil sige den nybagte far, Malou, den nybagte mor, og Vera, spædbarnet, men også læseren. Søvn er med andre ord et nuanceret portræt af et forældreskab i almindelighed og faderrollen i særdeleshed.

Bogens første del, der også er klart den bedste, finder udelukkende sted i familiens lejlighed, hvor jeget synes at være nærmest klaustrofobisk afskærmet fra omverdenen, når han igen og igen forsøger at trøste sin søvnløse og grædende datter.

Et typisk uddrag lyder: ”hold nu kæft, vera siger jeg med trøstestemme// hun bliver ved med at skrige, jeg lægger hende/ i dobbeltsengen, hun skriger/ jeg tager hende på armen igen/ jeg tager hende op og prøver/ at give hende noget vand, hun skriger/ jeg lægger hende på armen og går ind ved siden af/ og synger postmand per, hun falder i søvn/ jeg lægger hende i sin seng”.

Digtene kan læses som små dagbogsnotater eller telegrammer, der minutiøst registrerer handlingsmønstre, bevægelser, tanker og følelser.

Med deres fortællende og realistiske stil lægger de sig i forlængelse af 1970'ernes bekendelseslyriks erfaringsfremlæggelser, hvor det private er politisk, og stilen hverdagslig og talesprogsnær. Her er ingen metaforer, sammenligninger eller komplicerede sætningskonstruktioner, måske fordi jeget, påvirket af gråd og søvnunderskud, ikke har overskud til at formulere sig med det, man kunne kalde et avanceret, højlitterært sprog.

Digtene kan forekomme enerverende kedelige i deres enkelthed og ensartethed. Ingen digte skiller sig for alvor ud, og ingen vers eller strofer gør sig særligt bemærkede. De enkelte digte er for så vidt ikke læseværdige, men læst i forlængelse af hinanden som et langt, sammenhængende digt skabes en særlig rytme, der gør, at man i læsningen af samlingen på sin vis kommer ind i det samme repetitive mønster som jeget. Formsproget spiller altså en væsentlig rolle.

Det samme gør sig gældende i bogens anden og mindre interessante del, der består af to langdigte. Jeget har her bevæget sig udenfor, hvor han konfronteres med storbyen og andre mennesker, samtidig med, at forældreparret, hører vi, nu venter sig endnu et barn. Alt sammen bringer det jeget i en nervøs tilstand, der også sætter sig i udtrykket: Stilen er stadig ligetil, men mere hakkende og stammende.

Alt i alt er ”Søvn” en væsentlig og interessant debut, der læst på sine egne præmisser faktisk har en del at byde på, men det kræver, at man ser nødvendigheden i valget af den ligefremme og simple form.

kultur@k.dk