Man kan godt få det indtryk, at ganske mange religionssociologer har et allergisk forhold til deres fag. Det gælder dog ikke danskeren Ole Riis, der i dag bestrider et professorat i Norge. Ikke alene holder han af sit fag, han erklærer endog tidligt i en, at han føler en særlig tilknytning til kristendommen.
Et synspunkt, man ofte hører gentaget, er, at det bare drejer sig om at tage det bedste fra alle religioner. Ole Riis pointerer, at formålet med hans netop ikke er dette: Den lægger ikke op til, at du kan mikse livssyn efter smag og behag, for opgaven er svær, hvis livssynet skal holde i livskriser. Og det er da et skikkeligt udgangspunkt.
LÆS OGSÅ: Forstanderen, der søgte nye veje
Alligevel myldrer det i lidt for mange retninger, ud ad lidt for mange tanketangenter. Men det er også en krævende opgave at redegøre for de store verdensreligioners forhold til livet, døden og alt det ind imellem i en lille . Der kommer noget vagt og pejlende over hele foretagendet, selvom det skal holdes Ole Riis til gode, at han faktisk er god til at sondre i åndelige forhold og udlægge dem for læseren: selvom flere religioner taler om, at der er én og kun én gud, er det ikke sikkert, at de tænker på den samme guddom. Eller når han skal forklare, hvilken betydning religion har under livets prøvelser: det er svært for mennesker, som kun tror på lægernes prognoser, at finde et grundlag for at fremkalde deres indre energier.
Sympatisk er også Ole Riis opfordring til læseren om at støtte sig til egne sanser, egne indtryk, egen dømmekraft, når det handler om engle, for selvom moderne teologer ikke er meget for at tale om de bevingede væsner, så oplever vi undertiden, at vi på uforklarlig vis bliver beskyttet mod overhængende farer. I sine nyligt udgivne erindringer, Vinternoter, fortæller Paul Auster således om et frontalsammenstød, som han og hans familie overlevede. Dagen efter tager Auster hen og besigtiger bilvraget hos en autoophugger, der forklarer den chokerede forfatter: Det var meningen, I skulle dø i går, men så rakte en engel hånden ud og trak jer tilbage til verden.
Ole Riis har også en storartet gennemgang af fadervor. Her skæres der med diamantslibestenen, præcist og nærværende, så de gamle ord klinger nye og giver mening for kommende slægtled. Det er også et tiltalende vidnesbyrd om Ole Riis indstilling til religion, at han afslutningsvis advarer mod at betragte mennesket som blot en biologisk art: På det grundlag er det svært at mene, at livet har en dybere mening, og at et menneskeliv har en særlig værdi.
Men Åbne vinduer rummer ingen sikre bud på det overordnede: Hvad skal vi tro på? Ole Riis skal have point for en saglig og personlig fremstilling. Men når pointene er uddelt, melder der sig et spørgsmål hos læseren: Hvor skal vi hen, lille du?