Anmelder om digterdebutant: Hvor sproget hører op, begynder digtningen

Lasse Raagaard Jønssons debut bruger et overbevisende og nyskabende greb, men manglerpoetisk prægnans

Med ”ssn snnart” har Jønsson åbenlyst fundet sin egen stemme og stil, der også tilføjer noget nyt til dansk litteratur.
Med ”ssn snnart” har Jønsson åbenlyst fundet sin egen stemme og stil, der også tilføjer noget nyt til dansk litteratur.

En af de oplagte kvaliteter ved Lasse Raagaard Jønssons debutdigtsamling ”ssn snnart” er, at den giver os adgang til erfaringer og stemmer, som ellers er uden for manges rækkevidde. Samlingens første tre dele er nemlig skrevet fra det stammende jeg Lasses perspektiv, mens fjerde og sidste del giver Lasses kræft- og afasiramte mor taletid.

Den strengt kunstneriske tanke bag at lade disse to stemmer mødes er ikke altid lige overbevisende, og samlingen havde nok stået stærkere og mere koncentreret ved at fokusere på en af de to. Det ændrer på den anden side ikke ved, at man uden tvivl finder påtrængende digte i begge afdelinger. Grunden hertil er først og fremmest, at Jønsson ikke bare skriver digte, der handler om, men også lader talelidelserne (gentagelserne af ord og lyde, afbrydelserne, blokeringerne, pauserne, selvrettelserne, hullerne i sproget) være en del af udtrykket. Hvor sproget hører op, når sin grænse, begynder digtningen. På den måde bliver læsningen, måske særligt ved højtlæsning, faktisk i momenter også en kropslig oplevelse, fordi man selv støder på de sproglige barrierer og forstyrrelser – egentlig ikke ulig kunstneren Gudrun Hasle, der med sin egen ordblindhed som omdrejningspunkt netop forsøger at give ”sårbarheden et sprog, som vi kan opleve sammen”, som hun fortalte her i avisen tidligere i år.

Hos Jønsson kan det for eksempel lyde sådan her (fra første del) med en typisk fint flimrende og sitrende opmærksomhed rettet mod omgivelserne (lyset, vejret, naturen, lydene):

”det lyse/ i hihh i hhimlen/ er endnu i vandpytterne/ langs parkeringspladsen, ee eenkelte skyer/ Sophia og jeg går/ mod Fakta, børn skriger, synger/ fra en af stuelejlighederne/ vi går forbi/ kantstenen hvor min mor faldt/ med indkøbsposerne, hvor ambulancen/ blev tilkaldt forfff fordi/ hun ikke kunne sige noget/ til dem der kom/ for at hjælpe hende. en kran drejer/ over vores hoveder og uroen føles a ann/ forskelligt fra i morges/ som om den uu udvider sig/ ”det er virkelig varmt hva?”/ siger Sophia, hun fører/ sine fingre fra mine bukser op uu/ op uunder min skjorte.”

Eller sådan her (fra fjerde del):

”en eftermiddag føles det/ endnu mere anderledes// jeg har i/ håndvasken/ for at komme op af toilettet// og ved bordet/ er gaflen ulige/ fingrene// skyer men ikke og// Alma lyder i trapperne/ låser ind/ sætter sig ved/ ’er du okay mor?’// ’ja og træt’// ’du virker træt’// højre er og// Alma holder os oppe/ vi står uden vi kan/ ’min skat’ siger jeg og kysser/ lige hvor/ hun har tårer.”

Ser man bort fra de originale sproglige greb, (hvad man selvfølgelig ikke kan), som Jønsson troværdigt benytter sig af, er digtene for så vidt ret enkle, snakkende og hverdagsnære, uden de helt store armbevægelser, men desværre også lidt for ofte uden prægnante billeder og bemærkelsesværdige formuleringer. Hvilket ikke behøver være en modsætning.

Med ”ssn snnart” har Jønsson altså åbenlyst fundet sin egen stemme og stil, der også tilføjer noget nyt til dansk litteratur. Helt i mål med at finde poesien er han dog ikke endnu, og det er vel sådan set også fair nok for en debutant, der har tid og talent nok til at folde sig ud.