Lad mig blussende indrømme, at jeg i sin tid aldrig fik læst Emily Brontës (1818-1848) store roman, Stormfulde højder, færdig. Så titlen Genlæst til denne klumme er en tilsnigelse. Jeg begyndte på den, da jeg var en kernelæser i starten af 20erne, og selvom jeg var ret så tryllebundet, blev noget andet åbenbart vigtigere. En stormfuld forelskelse, sikkert!
LÆS OGSÅ: Når der skal grædes igennem
Nu er romanen imidlertid blevet filmatiseret (igen-igen), og filmen stærkt anmelderrost blandt andet her i avisen. Så hvad er mere aktuelt end at fuldføre værket? Hvorefter jeg naturligvis må se filmen! Bogen er trods sine mere end 150 år på bagen ikke svær at opdrive. Man kan selv vælge en af de utallige genudgivelser, den er nyoversat i 2009 og også en vild og ungdommelig Twilight-udgave er kommet på markedet!
Først lidt om forhistorien, der spiller en mærkelig ildevarslende rolle i romanens univers.
Emily Brontë blev født i 1818 som den mellemste af de tre berømte Brontë-søstre, Charlotte, Emily og Anne. Alle tre skrev og udgav digte og romaner, hvoraf flere som bekendt er blevet klassikere. Da det ikke var let at være kvindelig forfatter i 1800-tallet, blev bøgerne i første omgang udgivet under pseudonym. Faderen var præst. Som enkemand flyttede han og familien til landsbyen Haworth i Yorkshire. Men inden for bare syv år i perioden 1848-1855 døde først Emily, så Anne og til sidst Charlotte af tuberkulose. Stormfulde højder blev Emily Brontës eneste roman. Den udkom i 1847.
Historien udspiller sig i et mærkeligt smukt, glædesløst og barskt hedelandskab netop i Yorkshire omkring godset Wuthering Heights (deraf den danske titel). Det er en kærlighedshistorie, en tragedie og en mesalliance. Og så er det en fortælling om stigmatisering, om hvordan fornedrelse og ondskab kan lagres i et menneske, om de kældre, der åbner sig, når mennesker begrænses socialt, følelsesmæssigt og biologisk. Sjældent har engle og djævle, levende og døde kæmpet så desperat og udvejsløst som på disse stormombruste højder.
Det hele begynder, da de to umage søskende, adoptivsønnen Heathcliff et forsultent og hjemløst barn, som faderen har samlet op på gaden i Liverpool og den forkælede adelsfrøken Charlotte ulykkeligt, stærkt og begærligt forelsker sig i hinanden. Ved faderens død overtager Charlottes jaloux bror Hindley imidlertid godset og hævner sig på den feterede Heathcliff. Han får slavelignende status. Og langsomt forvandles Heathcliff til et næsten mytologisk umenneske. Kun kærligheden til Charlotte forbliver nådesløst uændret.
En del forviklinger senere gifter Charlotte sig med sønnen på nabogodset, og først da hun ligger på sit dødsleje og har født datteren Charlotte, forenes de to elskende igen. Her slutter første del af romanen. Men og mere skal ikke afsløres, skønt man nok kan regne det ud undervejs den onde lykke bæres videre af næste generation.
Og det er netop denne uafvendelighed koblet med en forbavsende rå brutalitet, der ofte får udløb i fysisk vold, et heftigt og ganske kødeligt begær samt hævnfølelse og skæbnebinding, der er de magtfulde ingredienser i denne roman.
Men hvordan er så gensynet med Stormfulde højder?
Oh, her bliver jeg nødt til at tage en dyb, dyb indånding. Og undskylde mig. For jeg ved godt, at jeg nu vil træde mange gode læsere over hjerte-tæerne! Selvfølgelig tryllebindes man. Fortællingen har sin egen voldsomme energi, uforstilte sprog og håndfaste opbygning. Men berøres? Nej, egentlig ikke! Vist er der store følelser og vældige skæbner på spil. Og uforglemmelige naturkulisser. Men der må være nuancer i ondskaben, sprækker i sjælen, dybder i sårbarheden, modsætninger i karaktererne, bevægelser, hvis scenerne skal fæstne sig også de mindre kulørte steder i sjælen. Personerne i denne roman er urokkelige som stentavler. Og en sten kan ikke græde.
Heldigvis er rammefortællingen en undtagelse. Dramaet er nemlig fortalt til en tilfældig logerende af husholdersken Nelly Dean, der gennem tre generationer har ageret det fortrolige, ramsaltede, frygtløse, kloge sandhedsvidne. En herlig og nuanceret kvinde. Hun er narren, sibyllen og vismanden i samme person. Hun samler trådene, skaber de hemmelige forbindelser og siger sin uforbeholdne mening, når det betaler sig bedst. Så tak for hende.
Og tak for at jeg langt om længe fik læst værket til ende. Og fik flået fortidens slør af øjnene. Sandheden skal gøre dig fri! Og jeg vil skam stadig gerne se filmen
Genlæst-klummen om litterære klassikere holder sommerferie fra i dag, men vender tilbage igen til august.