”Hver gang jeg er begyndt at skrive på en ny bog, har jeg tænkt at den skal handle om det fotografi A tog af mig i januar 1983, jeg har villet skrive om tiden før det blev taget, dagene i Paris, og tiden efter, men så skrev jeg mig ind i andre fortællinger i stedet. Jeg får kvalme af at tænke på historien om billedet, det er en møghistorie som jeg har forkastet tusind og en gange af tusind og en grunde.”
Sådan siger jeg-fortælleren i den norske forfatter Linn Ullmanns nye roman ”Pige, 1983”. Hun har gennem tiden forsøgt at gribe fat i den unge pige, som hun var engang, den unge pige, som har huseret i hendes krop i årtier og nægtet at give hende fred, og hver gang, hun har forsøgt at gribe fat om sit yngre jeg, er hun smuldret mellem fingrene på hende.
Men da fortælleren er midt i 50'erne og deprimeret går rundt i Oslos gader med sin gamle hund, dukker hun op igen: ”Du er pigen som ikke vil dø, og nu, efter at have været væk i mange år, har du forvildet dig ind i mig igen.”
Den voksne jeg-fortæller taler i romanen til sit unge du, og hun forbander, at hun bliver ved med at vende tilbage: ”At beskrive dig er det vanskeligste jeg har forsøgt mig med. Du beder mig gøre umulige ting og hører ikke efter når jeg siger at jeg ikke er i stand til det.”
Men hun begynder ikke desto mindre forsigtigt at trække en linje mellem den pige, hun var, og den kvinde, hun er blevet, med et sart håb om, at angsten vil slippe taget i hende, hvis det lykkes hende at finde tilbage til det sted, hvor den opstod.
Romanens unge "du" tager i 1983 alene til Paris, 16 år gammel, for at mødes med en fotograf, hun tidligere har mødt i New York, hvor hun bor sammen med sin mor, der er skuespiller. Han er i 40'erne, arbejder for det franske modemagasin Vogue og inviterer hende på besøg i sit atelier i Paris. Og der går hun vild, i alle tænkelige afskygninger af ordets betydning, i sin søgen efter et sted at placere sin længsel og sit begær efter et sted at slå sig ned; i fotografens seng, på natklub med fotomodeller, i telefonsamtaler med sin mor, som måske har været det nærmeste, den unge pige nogensinde kom et sted, der var hendes, selv om moderen sjældent var der.
Hvis vi ikke kan huske, hvad der er sket med os, ved vi så, hvem vi er? Kan vi så forstå os selv og vores egen historie? Det spørgsmål stillede Linn Ullmann i sin forrige roman ”De urolige”, hvor hun tegnede et dobbelt kunstnerportræt af en mor og en far. Hun lod et ældre jeg forsøge at indfange et yngre i en jagt på forståelse, hun lod jeg'et forsøge at indkredse de urolige forældre og deres liv, hvor hendes rolle aldrig for alvor blev andet end statistens. Det samme gør hun denne gang, og lige så overbevisende, i ”Pige, 1983”, som står tilbage som et sitrende portræt af kunstneren som ung pige, nedfældet i en skrift så rolig og sikker, så besynderlig afklaret i al sin søgen og spørgen, så insisterende i sin længsel efter at blive set og hørt, at det næsten føles hypnotiserende.
Man kan læse ”Pige, 1983” som en fortælling om et overgreb, om magt og begær og skam, og man kan læse den som en universel fortælling om at forsøge at begribe, hvem man er, og hvordan man er blevet den, man nu engang er blevet, som en fortælling om erindring, glemsel og identitet, om en krop, der husker, når hjernen har fortrængt og skal hjælpes på vej, eller måske endda tvinges, som her gennem skriften, der skaber forbindelse i verden; gennem litteraturen, der skaber forståelse og måske endda forsoning, og som trækker de spæde livsnødvendige forbindelseslinjer mellem den unge piges du og den voksne kvindes jeg:
”Hvis jeg ikke skriver om det, fordi jeg tvivler, fordi tvivlen skaber angst, fordi jeg gør næsten hvad som helst for at slippe for at have angst, fordi tvivlen og angsten hensætter mig i den samme hjælpeløse tilstand som da jeg var seksten år, så glemmer jeg, som Annie Ernaux skriver, at det hele skete for mig for at jeg kunne berette om det.”
Linn Ullmann. Pige, 1983. På dansk ved Karen Fastrup. 272 sider. 249,95 kroner. Gyldendal.
