Prøv avisen
Bog

Hvordan en ulykkelig barndom går igen som et spøgelse gennem generationer

4 stjerner

Malene Ravn serverer en solid, mættende kunstnerroman rig på følelser, men fattig på det, det hele handler om: kunst

I 2016 slog hun igennem med slægtsromanen ”I dine øjne”. Nu er Malene Ravn tilbage med endnu en letløbende, velkomponeret ”pageturner” om den i dag næsten glemte modernistiske maler Carl Fischer (1892-1962). Ravn har også denne gang hentet rammen til sin historie i det virkelige liv, men i ”Hvor lyset er” låner hun tillige fra sin egen familiehistorie – eller rettere: sin mands oldefars, som var kunstmaleren, den forpinte Carl Fischer, kendt og hædret for sine lavmælte landskabsmalerier, gadebilleder og bortvendte kvindeportrætter.

”Hvor lyset er” er en næsten parodisk titel på en roman, som i hovedtræk handler om mørke. Carl Fischer vokser op i Vejle med en elsket mor, der er lidenskabeligt optaget af lille Carls spirende talent som maler og en fjern og utilnærmelig far. Moderen dør tidligt, da Carl endnu er lille, og faderen må flygte til København med sønnen, den nye kone og bonusbørn, da han er gået konkurs og desuden gør sig uheldigt bemærket i provinsbyen med sin udsvævende levevis.

I hovedstaden er stemningen præget af den store lockout, septemberforliget, kvindernes valgret, den spanske syge og Første Verdenskrig. Tidens store begivenheder flettes ind som subtile tråde, der løber gennem familiens liv. Men Carl selv synes upåvirket af verdens gang. Han er kun optaget af kunsten, som med tiden bliver en altopslugende besættelse. Fortællingen tager en drejning, da den unge Carl som studerende ved kunstakademiet møder smukke, livlige Ely. Som skuespillerinde introducerer hun ham for selskabslivet i de københavnske kunstnerkredse, for Storm P. og hans slæng af forfattere og billedkunstnere – og han oplever en berusende forelskelse, en sammensmeltning, der giver nyt liv til malerierne.

Men forelskelsen bærer mere end bare kunstnerisk frugt. Og da Ely bliver gravid uden for ægteskabet med den verdensfjerne, fattige maler, beslutter hun sig for at give barnet bort. Fortællervinklen skifter, Elys situation og udvendige blik på Carl tager over. Og det er ikke bare ”kvindevinklen”, vi får – det handler om det opslidende i at leve sammen med én, der vil ofre alt for sin sag.

I en umættelig jagt på det rigtige lys flytter Carl familien rundt fra den ene ufremkommelige loftslejlighed til den anden. Alt må indordne sig under kunstens diktat. Sønnen Hans kommer hjem, da plejemoderen dør af den smitsomme spanske syge. Som femårig skal han lære sine forældre at kende. Men selv ikke han kan fange faderens interesse. Perioder af manisk arbejdsiver afløses af dybe, invaliderende depressioner, og familien må klare sig, som bedst de kan.

Ravn maner mørket frem, afdækker revner og sprækker. Den idelige stræben efter lyset, der på paradoksal vis bringer mørket med sig. Afstanden mellem maleren og mennesket; de følsomme penselstrøg og Carls kynisme. Ægtemanden og faderens selviskhed. Det er især den afstand, romanen er optaget af. Hvad kunsten koster for familien, for kunstneren selv, når han i månedsvis tynges af tungsind så sort, at han ikke kan forlade sengen. Hvordan en ulykkelig barndom går igen som et spøgelse gennem generationer.

Portrættet er flittigt behængt med kunstnermytologiske floskler. Den lidende skaber. Det usympatiske svin. Man savner, nå ja, de finere penselstrøg. Man savner også, at det handler mere om den kunst, der betyder så meget, men som mest danner falmet bagtæppe for alle de følelser, der fylder. Men Malene Ravn er ikke nogen prætentiøs forfatter. Hun mestrer det fordøjelige og følelsesmættede med en særlig sans for det virkningsfulde; for den kompositionelle skæring, det dramatiske plot, en sikker replikteknik og den grundige research. ”Hvor lyset er” er stilistisk uinteressant, men menneskeligt medrivende. Det er ikke stor kunst, men solidt og velsmurt håndværk.

”Man savner, nå ja, de finere penselstrøg.”