”Et forskelligartet udtryk”, sagde en gæst, idet hun forlod udstillingen ”Grønland – i kunsten gennem 300 år” på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.
Og hvor har hun ret! Forskelligheden er overvældende, nærmest uoverskuelig. Over 130 værker vises, de ældste fra 1700-tallet. På det tidspunkt havde grønlænderne ikke i lighed med lande ude i Europa en selvstændig tradition for kunst, men de havde en rig tradition for udsmykning af klædedragter og fangstredskaber, ofte med en rituel funktion.
De tidligst involverede kunstnere havde ikke selv været på Grønland. Nogle af deres kilder var missionæren Hans Egedes og sønnen Paul Egedes bøger, der var illustreret med billeder og kort. På et værk af Aron fra Kangeq (1822-1869) ser man i øvrigt grønlænderne gribe til våben, da Hans Egede ville besøge dem. De slap dog våbnene igen.
Det er en udstilling, der bevæger sig i feltet mellem det etnografiske og det kunstneriske. Det første er af og til det, der umiddelbart vækker størst interesse. For mit eget vedkommende må jeg bekende, at det er de stærke eksempler på grønlandsk samtidskunst, der giver de dybeste oplevelser.
Med fuld ret mindes kunstneren Bodil Kaalund (1930-2016) i forbindelse med udstillingen. Ud over at spille en helt central rolle ved etableringen af Museet for Religiøs Kunst ydede hun en stor indsats for grønlandsk kunst, blandt andet som forfatter til en stor bog, der stadig er den eneste grundige gennemgang af grønlandsk kunst gennem tiderne.
Hun forholder sig ligeledes til temaet på sit maleri ”Spejlinger af kunstneren og Grønland i fortid og nutid (Selvportræt med Emil Rosing)” fra 1969/1970. Maleriet forekommer dog mindre interessant end dets tema.
En bog ud over Kaalunds bør nævnes. En bog med tidlig grønlandsk kunst. Det er et klenodie, der er udlånt til museet i Lemvig fra dronning Margrethes håndbibliotek. Bogen blev i 1861 overdraget til Frederik den Syvende.
Udstillingens overordnede spørgsmål er disse: Hvordan er Grønland blevet set og dermed repræsenteret i kunsten gennem de 300 år? Og hvordan har kunsten selv været med til at skabe en forestilling om Grønland? Man kan dog næppe forvente, at mødet med den præsenterede mangfoldighed umiddelbart kan opsummeres i et afklaret svar på den opridsede problematik. Derimod kan man forvente intense nærbilleder af den virkelighed, som den bygger på.
Kunsten fra og om Grønland er i nogen grad et underbelyst emne. I en pressemeddelelse fra museet hedder det:
”Ofte indgår kunstværkerne som dokumentation til at fortælle om Grønland, og de bliver dermed sat ind i en kulturhistorisk og ikke en kunsthistorisk kontekst. Nærværende udstilling udspringer af et ønske om at arbejde med værkerne som kunst – at tage dem alvorligt som betydningsskabende i sig selv.”
Det er en ambitiøs og bredt anlagt udstilling. Måske en begrænsning af materialet, en strammere redigering, havde gjort den klarere. Under alle omstændigheder er det en kvalitet ved ophængningen, at værker af kunstnere med oprindelse i Danmark, Grønland eller begge steder er sammenstillet. Et befordrende princip, der er med til at skabe dynamik og samtidig skærper den refleksion, som værkerne har potentiale til at udfordre med.
Et godt bud på grønlandsk kunst i overensstemmelse med en konventionel forventning om begrebet er malet af Andreas Christian Riis Carstensen (1844-1906) og viser et fjordlandskab med et markant fjeld og en kajakroer målbevidst på vej hen mod beskueren – som for at bryde ud i et ”hjerteligt velkommen”. Det er et billede af den slags, som turister gerne vil huske som et udtryk for et fortroligt møde med det fremmede.
Et grønlandsk landskab, som man netop ikke forventer det, konfronteres man med på et billede med Bolatta Silis-Høegh (født 1981) som ophavskvinde. Et billede af et landskab holdt i dystre blå og sorte nuancer og med en nøgen, alvorligt udseende kvindefigur i forgrunden. Hendes ansigt afspejler en kritik, der også er sorg. Billedet er malet som en reaktion på ophævelsen i 2013 af landets ”nultolerance over for uranudvinding”. Kunstneren stiller skarpt på sin vision af de ødelæggende konsekvenser.
Gukki Nuka (født 1965) arbejder med værker, som han kalder ”Revner i sjælen”. Det er en hentydning til et citat af sangeren Leonard Cohen:
”Der er revner i alting, og det er den måde, lyset kommer ind på.”
I billederne bearbejder Nuka et barndomstraume: Han blev voldtaget. Det ene af de to billeder, såkaldt digital grafik, som han er repræsenteret med, er for mig et højdepunkt på udstillingen. Det viser et udsnit af en Kristus-lignende figur, ansigtet er lukket om sig selv – og om smerten. Med kunstneren må man spørge: Er personen ved at forgå eller ved at opstå? Nuka lægger selv vægt på håbet. Det er budskabet, der sammen med lyset siver ind i billedet – et billede dirrende af nerve.
Ved en samlet karakteristik af udstillingen er ordet ”kraftpræstation” ikke til at komme udenom.