Prøv avisen
Bog

Hvordan er Mellemøsten blevet sådan en katastrofe?

5 stjerner
En gruppe beduinsoldater i 1918 under palmerne i havnebyen Aqaba i det nuværende Jordan. Dette autokrombillede af Paul Castelnau viser ansigterne på nogle af de mænd, der deltog i angrebene på al-Hijaz-jernbanen og osmannernes ørkenfæstninger mellem Mekka og Damaskus, som den britiske officer T.E. Lawrence beskrev i klassikeren ”Visdommens syv søjler”. – Foto fra bogen.

Eugene Rogan beskriver på forbilledlig vis rødderne til de nuværende problemer i Mellemøsten, men tegner samtidig et billede af en smuk, mangesidet og fascinerende region

Når man følger mellemøst-debatten i Danmark, får man let indtryk af, at islam er roden til alle regionens myriader af problemer, konflikter og krige. At fik islam bare den længe ventede reformation, ville lyset kunne skimtes for enden af tunnelen, og truslen fra de formørkede islamiske ekstremister fortone sig.

Men så enkelt er det i høj grad ikke.

Den arabiske verden er et ekstremt sammensat sted, og selvom islamisk ekstremisme i de senere år har været en forfærdelig svøbe for Mellemøsten og en terrortrussel mod Vesten, er islam i alle dets mange afskygninger kun et enkelt aspekt af regionen og dens nuværende afgrundsdybe krise.

Den moderne arabiske historie er multifaceteret som en russisk matrjosjka-dukke med lag efter lag. Hver gang man tror, man har forstået det, dukker der noget nyt overraskende frem. Men lykkeligvis findes der eksperter, som vitterlig har et ekstremt godt greb om regionen og dens historie – og en af de fremmeste for tiden er formentlig lederen af Mellemøst-instituttet på Oxford Universitet, Eugene Rogan.

Hans store værk ”Osmannerrigets fald” blev med rette berømmet, da det udkom herhjemme sidste år. Men hans virkelige ekspertise er faktisk araberne, og derfor er det forrygende, at hans storværk om deres historie nu også er oversat til dansk. Det er en ordentlig moppedreng på over 700 sider, lidt intimiderende i størrelsen, men ønsker man at blive klogere på Mellemøsten og forstå lidt mere om, hvorfor det hele er gået så frygtligt galt dernede, er Rogan det perfekte sted at starte. Lykkeligvis skriver han medrivende og elegant med brug af meget varierende kilder og rig plads til livlige anekdoter, så læsningen bliver relativt let.

”Arabernes historie” kan ses som en slags efterfølger til Albert Houranis klassiske værk ”Det arabiske folks historie”, men Rogan er langt mere fokuseret på den arabiske verdens moderne politiske historie, og næsten uanset hvor meget man ved, er der utallige aha-øjeblikke undervejs i læsningen.

Rogan begynder sin beretning i 1516 ved det slag i det nordlige Syrien, hvor osmannerne knuste mamelukkerne og lagde grunden til deres arabiske imperium. I det meste af de følgende fire århundreder kontrollerer osmannerne stort set hele den arabiske verden.

Med osmannerne vinker araberne farvel til deres middelalder og bliver – særligt i de sidste år af osmannernes herredømme – trukket ind i den moderne tidsalder. Rogan går forholdsvis hastigt hen over de første 200-300 år under osmannisk overherredømme, men sætter så tempoet ned i 1800-tallet. Han beskriver indgående, hvordan den gryende arabiske nationalistiske bevægelse kæmper med osmannerne, der – overraskende nok – takket være moderne gennembrud som telegraf og togbaner faktisk strammer grebet om det arabiske hjerteland i imperiets sidste årtier.

På det tidspunkt har de europæiske stormagter allerede taget kontrollen med det meste af Nordafrika, og også afslutningen på Første Verdenskrig og osmannernes kollaps efter nederlaget i krigen bliver en skuffelse for araberne. Trods vage løfter til herskeren i Mekka, Hussein bin Ali – forfaderen til den nuværende jordanske kongeslægt – om at oprette en arabisk stat delte Frankrig og England rovet efter osmannerne mellem sig selv på klassisk kolonial vis.

Begge de to europæiske magter bliver fremstillet i et lidet flatterende lys. Enhver, der mener, at Europa intet ansvar har i, at det er gået så skidt i Mellemøsten, bør læse Rogans hudfletning af den manglende respekt for lokalbefolkningen, som begge lande udviser igen og igen både på det større geopolitiske plan og i dag til dag-administrationen.

Fokus i bogen er naturligt nok på araberne og ikke de andre folkeslag i Mellemøsten. Rogan bruger dog en del tid på Israel, og uden at forfalde til konspirationsteorier gør han det klart, hvor stor indflydelse oprettelsen af den jødiske stat har haft på det moderne Mellemøsten.

Ifølge Rogan er der ikke mindst to afgørende øjeblikke, hvor Israel har påvirket den arabiske histories gang. Den første er i forbindelse med staten Israels grundlæggelse og det mislykkede arabiske forsøg på at knuse den. Det ydmygede de eksisterende arabiske regimer og underminerede deres legitimitet. Det førte i de kommende år til militærkup i en række af landene og den store pan-arabiske drøm, som særligt præsident Nasser i Egypten blev bannerfører for. Men så kom det andet store stød fra Israel, landets knusende sejr i Seksdageskrigen i 1967. Ikke bare vandt lille Israel en massiv sejr over araberne i den ultrakorte krig. For at gøre ondt værre løj de arabiske ledere de første dage og bildte de arabiske masser ind, at alt gik godt, og at deres tropper var på vej mod Tel Aviv.

Det var de i høj grad ikke, tværtimod var israelerne på vej mod Kairo og Damaskus, og kombinationen af nederlaget og ledernes løgn knuste troen på de stærke militærmænd. Men hvad skulle araberne så gribe og gøre i? Mange af de desillusionerede fandt svaret i moskéen, hvor snarrådige islamister stod klar med en simpel forklaringsmodel: Araberne skulle ikke sejre som arabere, men som muslimer.

Video: Se Eugene Rogan fortælle om arabernes frustration herunder

Var troen bare stærk nok, ville de atter nyde de brusende sejre på slagmarken, sådan som de første muslimer havde gjort på Muhammeds tid. Sejrene er udeblevet, men islamismen har vist sig at være en enorm kraft. Men som Rogan også understreger, er det ikke kun islamismen, der har ansvaret for at hele Mellemøsten er brudt sammen.

Terrorangrebet den 11. september 2001 og særligt USA’s katastrofale invasion af Irak vendte med et hug op og ned på stort set alt i Mellemøsten. Fra at være et bolværk mod Iran blev Irak en slags iransk lydstat. Samtidig tændte Saddams fald og afholdelsen af frie valg en drøm om forandring og demokrati i andre dele af Mellemøsten. En drøm, der eksploderede ved det arabiske forår i 2011, og som de fleste steder siden er blevet til et mareridt af krig og endnu mere undertrykkelse. Kun i lille perifere Tunesien lever drømmen stadig, som et lille håbets fyrtårn om at der – måske – stadig er håb for de stakkels arabere.

Marcus Rubin er kronikredaktør på dagbladet Politiken og tidligere Mellemøst-korrespondent.

214901999
Eugene Rogan Foto: Leif Tuxen