Jane Austen er som forfatter af romaner som Stolthed og fordom og Fornuft og Følelse en af giganterne i engelsk litteratur. Med ætsende ironi blotlagde hun tidens konventioner og værdier for derigennem at stille fundamentale spørgsmål ved kvindens stilling i et klassedelt samfund, hvor ægteskabet var bestemmende for den sociale placering.
Men hvordan blev Jane Austen egentlig forfatter? Becoming Jane med en lifligt præcis Anne Hathaway som den vordende forfatter giver et begavet bud, som virker mere trofast mod Austens ånd end mod hendes liv.
Titlen rummer filmens nøgle. Jane Austen levede på en tid, hvor kvinder helst skulle skjule deres talenter og lade sig forsørge. Og dermed bliver Becoming Jane historien om, hvordan Miss Austen i stedet for at blive Mrs et-eller-andet blev Jane en uafhængig kvinde, som valgte at leve uden den sociale og økonomiske sikring, som giftemålet var samtidens garant for. Kort sagt handler Julian Jarrolds periodefilm om skandalen at blive individ.
Men titlens becoming er forræderisk, for der ligger også i ordet, hvad der er klædeligt. Her er den egensindige unge kvinde til stadighed underkastet omgivelsernes bedømmelse. Som når hendes vid gør hende uspiselig som svigerdatter for en højesteretsdommer. Det står ikke til diskussion, når han konstaterer, at ironi er uforskammetheder serveret med et smil. Han ville næppe goutere de romaner, hun siden skulle skrive. Men Jane Austen nægter at underkaste sig denne dom og korrigerer med et smil (sødt eller arrogant, klædeligt eller ej, døm selv), at ironi er striden mellem to sandheder. Dermed definerer hun måske indirekte det centrale dilemma i sit litterære projekt. Ironien er naturligvis, at med dette udsagn afskærer hun sig netop fra at forene den romantiske kærlighed og ægteskabet. Den strid, hendes romaner finder løsninger på, bliver i filmens virkelighed uløselig i kraft af Austens ironi.
Historien følger indtil sidste akt Stolthed og fordom med Jane Austen selv fanget mellem det fornuftige ægteskab og den romantiske drøm (James McAvoy), men slutningen kan ikke følges til ende uden at gøre vold på virkeligheden, og det er her Miss Austen ikke bliver Mrs. Darcy, men forfatter med fornavnet Jane.
Hvor hovedparten af de seneste Austen-filmatiseringer alene har hentet fortællestrukturen uden at kere sig synderligt om romanernes tone, så har den tv-trænede instruktør Julian Jarrold tydeligt fornemmelse for Austens prosa. Han formår både at skabe visuelle ækvivalenser for Austens dobbeltbundede betragtninger og få usædvanlige billedbeskæringer til at fremstå naturlige. Som når Lady Gresham (Maggie Smith) forestiller sin søn som mulig ægtemand i et arrangement, der gør det svært for Jane Austen og de øvrige kvinder at holde blikket på Lady Greshams ansigt. Alt er arrangeret for at understrege, hvordan det er tænkt, at hendes nevø, anonymiteten Wisley, skal føre slægten videre. Eksemplet er som filmens øvrige solidt begrundet i hovedpersonens drama og giver underfundigt mulighed for at læse hendes tanker. Det korte af det lange er, at har man den mindste forkærlighed for Jane Austens romaner eller de mange Austen-filmatiseringer, så vil man utvivlsomt nyde denne begavede gendigtning af Stolthed og fordom. Derefter vil man gøre sig selv en tjeneste ved at anskaffe seneste nummer af filmtidsskriftet Mifune, hvor Austen-kenderen Tania Ørum tager filmen under behandling på en måde, som en dagbladsanmeldelse ikke har mulighed for.