Birgitte Stoklund Larsen, teolog og generalsekretær for Bibelselskabet
”Som i de andre afsnit er det formidling på højt niveau. Det er dramatisk og velfortalt. Men selvfølgelig er der noget, man ikke får med i fortællingen.
I afsnittet nævnes det, at det er to verdener, der tørner sammen, da vikingerne tager mod England.
Man hører om krigene og slagene, men ikke noget om de trosverdener, der også tørner sammen. Harald Blåtands dåb kaldes for danmarkshistoriens første storpolitiske spin – at han lader sig døbe frivilligt for at kunne styre fortællingen om indførelsen af kristendommen i Danmark.
Men faktisk går man i afsnittet med på Harald Blåtands spin, når man kun sporadisk nævner den gradvise kristning, der også foregik og havde foregået. Vi hører for eksempel ikke et ord om Ansgar eller de andre kristne missionærer eller om, at mange vikinger lod sig døbe, når de rejste rundt i verden. Der er nuancer, der ikke udfoldes, og derfor sidder vi egentlig stadig tilbage med mysteriet om, hvordan kristendommen blev indført i Danmark. Arkæologerne opsummerer til sidst, at vikingetiden har bidraget til historien med, at Danmark er en søfartsnation, og at vi er kristne.
Det bliver spændende at se, hvordan det foldes ud i de kommende afsnit. Jeg håber, at de bevæger sig ind i den dannelsesproces, der også fulgte med kristendommen, for det misser de helt her i første omgang.
Brian Patrick McGuire, professor emer. i historie og forfatter til bog om Danmarks kristning 700-1300
Det er et makværk. Det er den sædvanlige gamle danske romantik, hvor man sætter Danmark i verdens centrum, og hvor man ikke tager hensyn til det europæiske perspektiv. Derved mener jeg, at man fremstiller Danmarks kristning som et forsøg på at komme en invasion fra den tyske kejser i forkøbet.
Hvis man gransker i historiebøgerne, vil man imidlertid se, at den tyske kejser Otto I i disse år var i Italien og ikke skænkede Danmark en tanke. At Harald Blåtand lod sig døbe for at forhindre en invasion, er reduktionisme, som historikeren må vogte sig for. Vi har beretninger fra munken Widukind kun fem år efter Haralds kristning, hvor han siger, at Harald blev kristen, fordi han blev overbevist af Popos jernbyrd. Jernbyrden viser man også meget flot i afsnittet, men fortæller så, at det blot er en myte, der er opstået mange år efter dåben. Det passer simpelthen ikke, og det er for galt, at man betragter Danmarks kristning som et resultat af snu, politiske træk.
Det er en materialistisk fortolkning af kristendommen, hvor alt ses inden for en magtpolitisk sammenhæng. Man tager religion til sig for at opnå magt, ikke for at have en indgang til den åndelige verden. Det er en åndsforladt formidling.
Teknisk set er serien på billedsiden vidunderlig, og pædagogisk set er den helt i top, men jeg er skuffet over, at den videreformidler gamle myter. Det burde DR være vokset fra.
Merete Bøye, sognepræst og medredaktør af tidsskriftet Nyt Babel
Jeg er ikke ekspert i danmarkshistorie, men for mig at se er der tale om lødig formidling af både ny og gammel viden i søndagens afsnit. Der må dog lyde et lille hjertesuk fra mig over den automatiske afvisning af ægte omvendelse hos Harald Blåtand. I sidste ende kan vi ikke være sikre på, hvorvidt han lod sig døbe på baggrund af politisk pres, eller fordi han faktisk var overbevist om kristendommens sandhed.
Desværre har man i serien på forhånd afvist, at Harald Blåtand kunne være oprigtigt omvendt til kristendommen, og man nævner kun, at det var drevet af andre motiver. Dog er det positivt, at serien i øvrigt ikke virker negativ over for kristendommen, eksempelvis når Lars Mikkelsen fortæller om Jellingstenen og siger, at Kristus-figuren er symbolet på den kraft, hvormed Harald ville binde landet sammen. Det er rigtig fint, at man på den vis lægger op til, at vi skal ranke ryggen som danskere og som kristne.
Jeg forventer, at næste afsnit kommer til at handle en del om kristendommens udbredelse i Danmark, hvor blandt andet alle landsbykirkerne bliver bygget. Jeg synes, at der er lagt i ovnen til en spændende og gribende fortælling om, hvad det var for en kraft, der greb den danske befolkning. Det er samtidig vigtigt, at de får med, hvor hurtigt udbredelsen gik, og at der var noget ved kristendommen, der fik folk til at iværksætte det enorme arbejde, det var at opføre alle kirkerne.8