Prøv avisen

Hvordan har Kierkegaard påvirket dit liv?

Den danske kunstner Vibeke Tøjner (født 1961) har i anledning af 200-året for Søren Kierkegaard skabt otte nye portrætmalerier med den overordnede titel ”Visages de Kierkegaard”. Hvert maleri måler 116 x 114 centimeter og præsenteres på en udstilling i La Maison du Danemark i Paris, der åbner den 17. maj. Her ses værket ”Doubt”. Mere information om Vibeke Tøjners Kierkegaard-værker på www.tojner.dk.

I morgen er det 200 år siden, at Søren Kierkegaard blev født. Vi har spurgt en række fremtrædende danskere fra sportens, kulturens, mediernes og forskningens verden om, hvad teologen og filosoffen betyder for dem og deres tilværelse

Michael Falch, sanger:

Af størst blivende værdi for mig har hans tanker omkring det dæmoniske foreløbig været. Hans suveræne lille værk Begrebet Angest er en svimlende psykologisk redegørelse for fænomenet.

LÆS OGSÅ: Regnskab før lysfald

Især har hans påpegning af, at det indestængte er det dæmoniske været eksistentielt inspirerende for mig og hjulpet mig til at gøre noget. Det er forestillingen om, at det, vi ikke vil have frem om os selv dét, som ingen bare skal vide om os, det, vi gemmer under gulvtæppet eller holder spærret inde i vores bevidstheds pulterkammer netop er det, der vedligeholder det dæmoniske i os. Befrielsen ligger i at få alt dette erkendte mentale materiale frem i lyset. Ikke nødvendigvis brølet ud fra tagene, men det er der, skriftemålet kan rumme så utroligt en forløsning. Der kommer lys og luft til alt det indestængte. Ikke at det gør gjort ugjort, men modet til at åbne sig kan bringe os nærmere tilgivelsen, også af os selv. Og ingen er vel nogensinde blevet bedre mennesker eller lettere og mere givende at være sammen med for deres medmennesker ved at blive ved med at slæbe rundt på en bagage af skyld og skam, der aldrig ser dagens lys, men med al magt fortrænges og overlades til dæmonien.

Viggo Mortensen, teolog, Aarhus Universitet:

Kierkegaard har været der som en instans i mit liv. Hans forfatterskab har udspændt en horisont for og givet perspektiv til min refleksion over kristendommens sandhed. Han maner til selvvirksomhed. Kierkegaard står som en dørvogter ved indgangen til mit videnskabelige liv. I hele mit teologiske studium havde han stået som en uflyttelig blok, svær at åbne, ikke til at hugge og stikke i. Men så udskrev Prenter en prisopgave om Kierkegaard og Luther, og så blev jeg sat til at læse ham. Jeg læste ham bagfra og apropos et berømt bonmot fik derigennem inspiration til at leve forlæns.

Anne Glad, direktør og tv-vært på DR:

Jeg læste Enten Eller og Begrebet Angest for 20 år siden på universitetet, og det var da fint, men ikke livsændrende. Kort efter udkom Sløks biografi, og så blev Kierkegaard pludselig enormt sexet. Jeg var i de kommende år tvangsindlagt til at høre de her pseudointellektuelle unge mænd konkurrere om, hvem der kunne citere mest. Der var noget med Kierkegaards druk, maniske skriverier og lemfældige omgang med kvinders følelser, som passede perfekt ind i tidsånden og dens øvrige maskuline helteskikkelser. Kierkegaard er dog ikke noget, jeg har dyrket i min personlige udvikling. Jeg var langt mere optaget af Derrida, Lacan og Barthes. Jeg har nok haft en tidstypisk postmoderne distance til hr. Kierkegaards hudløshed.

LYT: Hvem var mennesket Søren Kierkegaard?

Jørgen Carlsen, højskoleforstander på Testrup Højskole:

Det vil være for bombastisk at påstå, at mødet med Søren Kierkegaards skrifter har vendt op og ned på mit liv. Men Kierkegaard har afgjort været med til at skærpe min opmærksomhed over for det liv, vi lever med os selv og hinanden. Livet kan ikke leves pr. vikar. Så enkelt er det. Derfor er det vigtigere at være tro mod sig selv end at være tro mod tiden. Det gælder om dybt i sig selv at finde det arkimediske punkt, hvorfra man kan bevæge verden. Umiddelbart forekommer det oplagt og ligetil at være sit livs ansvarshavende redaktør, som det hedder hos Kierkegaard. Men i realiteten er det en svær og byrdefuld opgave. Man har ansvaret, forpligtelsen og skylden at slås med.

Marianne Jelved (R), kulturminister:

Jeg har ikke læst alle 55 tykke bind af Kierkegaards værker, men jeg har læst ham og læst i ham. Kierkegaard har givet mig den forståelse eller erkendelse, at de eksistentielle valg er helt mit eget ansvar. Og til at hjælpe mig med at træffe dem er jeg nødt til at have nogle etiske fordringer til mig selv. I den livsomstændighed savner jeg dog også hos Kierkegaard fællesskabet det forpligtende fællesskab, hvor vi sammen tager ansvar for vores fælles bedste. Det finder jeg til gengæld hos Grundtvig. Jeg kan ikke se for mig et samfund, der udelukkende består af individualister; der er noget, vi skal finde sammen om. Det er ikke enten-eller for mig, men et både-og!.

Asbjørn Sennels, tidligere professionel fodboldspiller:

Det ville nok ikke være helt i Kierkegaards ånd at sige, at han som person har påvirket min ånd. Men han fylder en del, fordi jeg ofte støder ind i hans begreber som for eksempel Gentagelsen og Adspredelsen i virkeligheden. For Kierkegaard er en tur i Dyrehaven adspredelse, men i det moderne liv er der jo sindssygt mange muligheder for adspredelse hele tiden. Jeg kan tage mig selv i at sidde og se en Champions League-kamp i fjernsynet og tænke: Burde jeg lave noget andet og vigtigere? Og var det i virkeligheden dette her, Kierkegaard mente? Samtidig har hans betragtninger om at blive sig selv og vælge sig selv fyldt meget i mine tanker om min egen eksistens. Især det med at realisere det almene: Som professionel fodboldspiller har man en tendens til at tænke, at den vigtigste udfordring er at være noget særligt og få masser af anerkendelse for sin særlighed. Men den svære udfordring er måske nærmere at turde være sig selv.

Christian Dorph, forfatter:

I 1980erne, hvor jeg var ung, neurotisk og meget eksistentiel, læste jeg Kierkegaard som en besat. Jeg kunne godt lide strengheden og konsekvensen i bøger som Sygdommen til døden og Frygt og bæven, og jeg syntes, han talte direkte til mig, og jeg var især meget optaget af begrebet om troens paradoks og den uendelige resignation og hans lyriske meditationer over historien om Abraham, der skal ofre sønnen Isaak. Det var virkelig svimlende, jeg følte mig ramt. Det var, som om man i åndelig forstand rankede ryggen, når man læste de bøger.

Pia Søltoft, centerleder på Søren Kierkegaard Forskningscenteret:

Jeg lever jo af ham i den forstand, at jeg lever af at forske i og formidle ham. På den måde er han sjovt nok både mit eksistensgrundlag og en, jeg spejler min eksistens i. Det gør jeg på flere måder, men særligt på den måde, at han maner til en langsomhed og tænksomhed, som jeg ikke ville have haft, hvis jeg ikke havde stiftet bekendtskab med hans forfatterskab. Han giver blandt andet en evne til at stille nogle lidt dybere spørgsmål, som jeg gerne bruger omkring morgenbordet med mine børn. Vi kommer ofte ind på de lidt tungere emner, og jeg tror, det er, fordi Kierkegaard har gjort mig mere åben over for den slags spørgsmål.

Sven Ove Gade, fhv. chefredaktør på Ekstra Bladet:

Naturligvis er Kierkegaard mest af alt den store teolog. Det kristne håb klargøres (jeg er vejen og sandheden og livet), så det ikke burde være til at misforstå med ansvaret hos hin enkelte, altså dig selv. Men Kierkegaard var mere end det. Han var også en utrolig udfordrende polemiker, hvad ikke mindst kom til udtryk under kirkekampen. For eksempel går der en lige linje fra Kierkegaard over Viggo Hørup, Frejlif Olsen til min forgænger på Ekstra Bladet Victor Andreasen. Alle var de stærkt påvirkede af Kierkegaard. Uden denne sammenhæng havde jeg aldrig ladet mig ansætte på bladet.

Katrine Lilleør, sognepræst og forfatter:

Kierkegaard var mit første teologiske møde med en tænker, som jeg kunne læse i fuld tillid til, at hans teologiske tænkning var helstøbt og på alle måder hang sammen. På den måde blev han min første teologiske mosaik, og jeg kunne hænge begreber som liv, Gud, tro og tvivl op på ham, så de fik hver deres plads i mosaikken. Det var den mosaik, der var udgangspunkt for min senere H.C. Andersen-forskning og -fortolkning. Jeg skylder Kierkegaard stor tak, fordi han var den første lærde teolog, der virkelig sagde mig noget. Jeg blev personligt ramt, da jeg læste ham første gang som 21-årig.

Josefine Klougart, forfatter:

Næsten hver gang jeg har haft fornemmelsen af, at nu har jeg endelig vundet en indsigt, gennemskuet mig selv eller verden, formuleret noget på en måde, så verden aldrig bliver den samme igen ja, så har det bare været for at finde ud af, at Kierkegaard har været der. Det er omstyrtende at læse Kirkegaard. Morsomt og forfærdende på samme tid. Midt i den fremmedgørelse, der knytter sig til at stå konfronteret med et intellekt af den kaliber og et tekstkorpus af de dimensioner, så har jeg tit følt et vist slægtskab. Den alvor, han skriver og lever med, genkender jeg. Og desværre også det grundlæggende paradoks, at refleksivt overskud ikke betyder, at man formår at agere i sit eget liv slet ikke på en måde, der gør en lykkelig. På den måde er det at læse Kierkegaard for mig forbundet med en mærkelig begejstring over at stå på dækket og se sig selv gå ned: Der røg et sejl, der knækkede en mast, nu tager vi vand ind.

Eske Willerslev, professor, Københavns Universitet:

Kierkegaard har betydet rigtig meget for mig. Første gang jeg hørte om ham, var i religionstimerne i gymnasiet. Jeg vil gerne indrømme, at jeg havde svært ved at forstå teksterne, men jeg havde en virkelig god religionslærer, og hun forklarede dem. Det var en af de største åndelige erkendelser, jeg har haft. Jeg husker, jeg lavede mine egne novelleagtige fortællinger over hans eksistentielle betragtninger, som jeg underholdt min daværende kæreste med som godnathistorier. Hun var nok ved at falde i søvn, men det siger noget om, at hans betragtninger lå mig meget på sinde, og hun gav mig da også hans samlede værker i fødselsdagsgave. Som jeg nu aldrig fik læst (og som min søster siden stjal fra mig, så de står hos hende nu). Siden er jeg jo blevet naturvidenskabsmand, og de åndelige betragtninger er skiftet ud med reagensglas, kolber og tanker om menneskets evolutionære historie. Men jeg drømmer stadig en gang imellem om, at jeg ville få tid i at fordybe mig i hans samlede værker, for det havde stor indflydelse på mine tanker og udvikling, da jeg var 17-18 år.