Hvordan kan en servitrice på en færge være glad?

En fordomsfuld tanke var inspirationen til Michael Enggaards nye roman, ”Efterhånden mulighed for sol”

Mens jeg har skrevet den her bog, er der en masse kvinder, der har brugt deres stemmer til at påpege en usund kultur. Man skal være temmelig tåbelig, hvis man ikke vælger at slå ørerne ud og lytte efter, fortæller Michael Enggaard om sit nye værk.
Mens jeg har skrevet den her bog, er der en masse kvinder, der har brugt deres stemmer til at påpege en usund kultur. Man skal være temmelig tåbelig, hvis man ikke vælger at slå ørerne ud og lytte efter, fortæller Michael Enggaard om sit nye værk. Foto: Politikens Forlag.

Hvornår og hvordan fik du idéen til at skrive bogen?

For omkring tre til fire år siden mødte jeg en servitrice på en færge, som stod og langede kaffe over disken. Hun havde en fed udstråling, men jeg tænkte, hvordan søren hun kunne stå dér og samtidig være så cool. Jeg skammede mig da over, at jeg tænkte sådan, men for at komme mig over den fordomsfulde tankegang, satte jeg mig for at finde en historie til hende. Jeg ville give hende et liv med alle mulige nuancer og noget styrke. På et tidspunkt i skriveprocessen tænkte jeg: Jamen holder det her? Og jeg havde brug for at teste Julie, min servitrice-inspirerede karakters, troværdighed af. Så fordi jeg som privatperson i forvejen kendte til sjælesorg.nu, som er en hjemmeside, der stiller én i kontakt med en præst, man kan snakke med om sin sorg, vidste jeg, at det var et godt sted at få sparring. Præster har en forståelse af menneskesindet, og hvis en menneskesagkyndig kunne se romanens problemstilling, var der noget om det. Jeg skrev med en præst, som om jeg var Julie, og vi havde nogle gode samtaler. Det var på en måde snyd, men det hjalp min skrivning, og præstens pointer er også med i bogen.

På hvilken måde er bogen blevet anderledes fra den, som du forestillede dig at skrive?

Mens jeg skrev ”Efterhånden mulighed for sol”, døde min far. Det er på en måde også skrevet ind i romanen, for den mandlige hovedkarakter har også mistet sin far. Det var ikke noget, jeg gjorde bevidst – det skete bare. Jeg tror, jeg var påvirket af det, der var sket, og så blev det sådan. Mine følelser har jo ubevidst farvet noget af universet og smittet af på karaktererne. Sorgprocessen er endt i bogen på en eller anden måde, og det er ikke dårligt for bogen, for i sorgen har man adgang til følelser, der er ukendte for én. Den menneskelige spændevidde får man udvidet.

Hvilken bog har inspireret dig mest i arbejdet med denne bog?

Jeg kan ikke sige, at der er én bog, der har inspireret mig mest. Jeg læser jo løbende. Men mens jeg har skrevet den her bog, er der en masse kvinder, der har brugt deres stemmer til at påpege en usund kultur. Man skal være temmelig tåbelig, hvis man ikke vælger at slå ørerne ud og lytte efter. MeToo-debatten har præget min bog, og man kan allerede læse det i åbningsscenen, hvor Julie bliver kaldt ”en møgluder” af en sur kunde, der er utilfreds med sin burger. Med bevidstheden om, at kvinder har nogle andre betingelser end mænd, har jeg vidst, at hun skulle udsættes for nogle ting. Der har været masser af inspiration at hente, og fordi hun ser lidt godt ud og bevæger sig i forskellige miljøer, er der en vis sandsynlighed for, at hun har oplevet noget grænseoverskridende i sit liv.