Så sad man der igen. I toget på vej mod København, hvor jeg som medlem af bestyrelsen skulle være med til generalforsamling og jubilæumsfejring i Det danske Thomas Mann Selskab. Da det som billøs storforbruger af offentlig transport ikke just er et ukendt fænomen, at togrejser rammes af forsinkelser, var jeg taget af sted to timer tidligere, end det burde være nødvendigt.
Og det viste sig fornuftigt, for ikke langt fra København holdt toget pludselig stille, uden en station i sigte, og lidt efter lød den bekendte lyd til signal om meddelelse til passagerne. Så véd man af erfaring, at den er gal: Der er næsten aldrig tale om et kortvarigt problem.
Vi nåede Hovedbanegården godt en time senere end planlagt. Og noget lignende sker uhyggeligt ofte. I toget er tiden din egen, hed et slogan fra DSB. Tja, man har i hvert fald meget af den, alt for meget!
Da jeg således endnu en gang sad og var nervøs for at komme for sent, tænkte jeg over, hvorfor dette meget udbredte problem så relativt sjældent behandles i medierne og kun i særligt grelle tilfælde adresseres af politikerne. Ser man sig rundt i næsten ethvert offentligt transportmiddel i landet, får man færten af årsagen. Der sidder fortrinsvis helt unge og ældre mennesker, og nærmest ingen i den erhvervsaktive, mediedominerende og beslutningstagende alder. Sidstnævnte kører nemlig i bil, så de oplever sjældent problemet, véd ikke meget om det, virker ikke særligt interesseret i det, og bringer det derfor kun sparsomt frem i den offentlige debat.
Det reliefsættende spørgsmål er, hvorfor vi har ladet det komme dertil? At et så lille og tætbefolket land har så dårligt drevne og uvedligeholdte offentlige transportmidler. Samtidig med, at snart sagt alle og enhver taler om miljøet, om de store trafikale problemer, de manglende parkeringspladser og så videre, er der kun meget få, som tager fat, hvor det reelt er nødvendigt, nemlig at skride probat og konsekvent ind på trafikområdet, både hvad angår biler og fly.
Eftersom en meget stor del af bilkørslen bruges på ganske korte ture, kunne man i hvert fald i byområder flytte befordringsfradraget væk fra bilkørsel og over til offentlig transport og brug af cykel, man kunne udbygge det offentlige transportsystem markant, også i landområderne, og elektrificere det.
Ja, der var meget, man kunne, hvis man ville, men af frygt for stemmetab gør beslutningstagerne for lidt og gør det for langsomt.
Selvfølgelig kan man rase over DSB, og det er der bestemt grund til, så dårligt drevet som firmaet tydeligvis er. Man kunne også rase over politikerne, som for eksempel anvendte ufattelige summer på de håbløse og allerede ved ankomsten utidssvarende IC4-tog, og som generelt er utåleligt fodslæbende i henseende til at få den trafikale skude vendt. Men man kunne også rette søgelyset mod en befolkning, der køber alle disse forurenende og larmende biler, og som for en stor dels vedkommende ikke for alvor gør noget andet, nemlig at gå, cykle, køre i bus eller tog, eller i det mindste køre flere sammen og undlade de helt korte bilture.
Når jeg i det indre Aarhus cykler forbi de lange køer af holdende biler, undrer jeg mig altid over, hvilken livskvalitet der kan findes i at holde dér, to gange om dagen, dag ind og dag ud. Og lad nu være med at sige, at det ikke kan være anderledes. Ja, det bliver i begyndelsen dyrt og besværligt, for det er ikke bare en regulering af et trafikalt mønster, der skal til, men en holdnings- og kulturændring. Men muligt vil det selvsagt være, hvis viljen er der.
I klummen ”Relief” sætter sognepræst og litteraturhistoriker Anders Thyrring Andersen kritiske spørgsmålstegn ved de dominerende opfattelser i tidens kultur- og samfundsdebat.