Prøv avisen

Hvorfor er de nye højhuse og glaspaladser så grimme?

Blox i det indre København skal ifølge byggeriets arkitekt skabe støj i den danske hovedstad, der ifølge en af de hollandske arkitekter bag byggeriet er ”for fredelig og forskønnet”. – Foto: Johnny Madsen/Ritzau Scanpix

I disse år hagler kritikken ned over en række ambitiøse byggeprojekter i både Danmark og udlandet. Men hvad er der galt? Er det lægfolk, der ikke forstår genialiteten i moderne arkitektur, eller er idealerne om skønhed rykket nedad på prioriteringslisten? Nok mest det sidste, siger en arkitekt og en arkitekturoprører

Til næste år åbner det nye Edvard Munch-museum i Oslo, Norge. Ambitionerne har været høje, men for nylig beskrev arkitekten Helle Søholt, der ellers stod i spidsen for den jury, der i sin tid valgte projektet, resultatet som ”skrækkeligt”.

Museet skulle have været et ”lystårn” af glas, men på grund af økonomi og klimahensyn måtte projekt og materialevalg revideres. Nu er museet endt som en dyster sag med aluminiumfacade, som arkitekt og byplanskribent Gaute Brochmann i den norske avis Dagbladet har omtalt som ”en truende sort skygge, en koksgrå klods, som hæver sig over Operaen”.

Også i skyskrabernes himmelstræbende hjemby, New York, er der ny arkitektur, som får en hård medfart. Bydelen Hudson Yards har kostet i omegnen af 25 milliarder dollars (godt 165 milliarder kroner) og rummer boliger og butikker i den helt dyre prisklasse.

Alligevel kritiseres bydelen for at være en flok sjusket opførte, underligt sjælløse glastårne, der omkranser trappeskulpturen ”The Vessel”, hvor newyorkerne går op og ned ”som små maddiker, der kravler op og ned ad en rådnende dönerkebab”, som arkitekturskribenten Oliver Wainwright malerisk formulerede det i den britiske avis The Guardian.

For et år siden var det et ambitiøst byggeri på dansk grund, der fik kniven af samme skribent i samme avis. ”En trist glas-monolit”, skrev han om den 2 milliarder kroner dyre multibygning Blox på Københavns havnefront, der åbnede i maj 2018 og blandt andet huser Dansk Arkitektur Center.

En af de ledende arkitekter bag Blox, Ellen van Loon fra det hollandske firma Oma, ser ifølge The Guardian selv bygningen som en ”bevidst kritik af dansk byudvikling”, som efter hendes opfattelse har ført til en hovedstad, der er ”for fredelig og forskønnet” og mangler noget støj.

Dette er muligvis lykkedes. Wainwright beskrev i hvert fald Blox som det, der kunne tænkes at komme ud af det, hvis den provokerende popsangerinde Lady Gaga ”droppede kødkjolen og gik ind i finansiel rådgivning”.

Smag og behag er forskellig, og det er diskutabelt, om skønhed i arkitektur lader sig definere. Men det er også spørgsmålet, om tidens arkitekter – og ikke mindst bygherrer – overhovedet synes, skønhed er værd at prioritere.

Som den engelske forfatter Alain de Botton skrev for 10 år siden i bogen ”Lykkens arkitektur”:

”Hvad er en smuk bygning? At være et moderne menneske er identisk med at opfatte dette som et pinligt spørgsmål, der måske ovenikøbet nærmest er umuligt at besvare” … ”At skabe noget smukt – det der engang blev anset for at være arkitektens fornemste opgave – er en målsætning, der lige så stille er forsvundet ud af den seriøse professionelle debat og veget for et forvirret privat imperativ.”

Men kan det virkelig være rigtigt? Har skønheden forladt arkitekturen?

Det synes at være den konklusion, som mange når frem til, når de vurderer et af hovedstadens helt nye moderne kontorhuse, Østerport II, der er ved at tage form ved siden af den stemningsfulde 120 år gamle nationalromantiske togstation, men som af kritikere er blevet omtalt som ”en grundstødt færge” og ”en sammenklappet lagkage”, og som har fået Berlingske til at indlede en kampagne, hvor københavnerne skal udpege byens ”værste arkitektoniske skampletter”. Bygninger, som burde forsvinde igen i en fart ligesom den udskældte sorte busterminal, der stod på Rådhuspladsen i bare 14 år mellem 1996 og 2010.

En af kritikerne, som betegner Østerport II-byggeriet som ”skandaløst grimt”, er Jep Loft. Han er dels medlem af Indre Bys Lokaludvalg i København, der er høringspart i forbindelse med byggerier, og derudover er han formand for Arkitekturoprøret, en ny forening, der efter britisk og svensk forbillede kæmper imod tidens tendens til at placere store glas- og stålpaladser midt inde i alle større byer.

”Jeg mener, det er spild af tid at diskutere, hvilke huse der i sig selv er grimme eller pæne, ligesom det er at diskutere, hvad der er god og dårlig kunst. Det, som der derimod er god grund til at tale om, er: Passer bygningen i sammenhæng med sine omgivelser, eller slår den det hele i stykker?”, siger Jep Loft – som, hvad angår Østerport II, ikke er i tvivl:

”Det er for mig åbenlyst forfejlet at placere denne store klods lige ved siden af den gamle S-togsstation, Den Frie Udstillingsbygning og Kastellet. Og lige så forfejlet er placeringen af Blox,” siger han.

Jep Loft drager den parallel, at hvis vi så på de historiske bykerner med de samme æstetiske og bevaringsmæssige briller, som vi ser på de smukkeste naturområder, så ville meget være anderledes. Han håber derfor, at Arkitekturoprøret, der endnu kun har 3000 Facebook-følgere, men har langt større svenske og britiske søsterorganisationer, kan vokse sig til en byggeriets parallel til Danmarks Naturfredningsforening.

”Jeg ville ønske, vi i dansk lovging havde en lov svarende til den, forfatteren André Malraux fik indført, da han var kulturminister under Charles de Gaulle i Frankrig. Det var en lov, som slog fast, at alle historiske bymiljøer står direkte under statens beskyttelse, så der herfra kan blive grebet ind, hvis det lokale bystyre ikke kan finde ud af at passe på byen.”

Selvom foreningen er ny, forklarer Jep Loft, at han har arbejdet med emnet i 40 år. Og han betoner, at der ikke er tale om et københavnerfænomen, selvom Østerport II og Blox begge ligger i hovedstaden.

”I Danmark er der 76 middelalderkøbstæder, som alle var gode og rare at gå i frem til Anden Verdenskrig. Så kom der nye tider. Overalt blev der bygget nyt. Den lokale bank, som havde været et fint lille palæ i centrum, blev erstattet af en stor, firkantet kasse, der ikke passede i sammenhængen,” siger Jep Loft.

Han nævner Helsingør, Køge og Faaborg som byer med en sådan bankbygning, og Grenaa, Hjørring og Horsens som byer, hvor et rådhusbyggeri har haft tilsvarende effekt.

”I Nakskov har de en fin havnepromenade af fine, ældre huse. Kommunen har lige købt fire af dem for at rive dem ned. Hvad der skal være i stedet, er der ikke sagt noget om, men jeg tør vædde på, at det bliver en eller anden kasse af glas, der bryder det hele,” siger han.

Tilbage i hovedstaden nævner Jep Loft tilmed Nationalbanken, tegnet af den i dag så kanoniserede arkitekt Arne Jacobsen og opført 1965-1978, som eksempel på en fejlplaceret bankbygning:

”Det er et stjerneeksempel på et byggeri, som nogen kunne sige er pænt i sig selv, men som man næppe kan sige er vellykket placeret som en stor klods, der lukker sig om sig selv og slet ikke passer sammen med Holmens Kirke og de andre fine, gamle huse.”

Arkitekten Jens Thomas Arnfred mener ikke, at skønheden har forladt arkitekturen. Men han mener, der er hårdt brug for at ”genskabe diskussionen om skønhed i arkitektur”, som han formulerer det.

”Skønhed i arkitektur er ikke én given ting til alle tider og på alle steder. Det forandrer sig, som verden udvikler eller indvikler sig. Det er ikke frit svævende, men nært knyttet til de mennesker, arkitekturen gerne skulle forbedre livet for,” siger Jens Thomas Arnfred, der er professor emeritus i bygningskunst ved Kunstakademiets Arkitektskole og en flittig deltager i dansk arkitekturdebat. Frem til 2015 var han partner i tegnestuen Vandkunsten, nu driver han tegnestuen Kanalen.

Han uddyber, at det er noget andet og mere komplekst at skabe skønhed som arkitekt, end hvis man for eksempel er kunstmaler. For når man bygger et hus, har fantasien ikke bare frit spil. Man er underlagt både tyngdeloven, bygningsreglementet og et budget. Dertil kommer, at mange modstridende idéer og interesser kan støde sammen i forbindelse med et byggeri, hvor der nok er en arkitekt, der laver tegningerne, men som regel også én eller flere bygherrer, der har det med at hylde princippet om, at den, der betaler for orkesteret, også bestemmer musikken.

De fleste husker sikkert til de stridigheder, der stod på mellem arkitekt Henning Larsen og bygherre Mærsk Mc-Kinney Møller om byggeriet af Operaen i København i begyndelsen af dette århundrede.

Andre af de seneste årtiers storladne prestigebyggerier i stål og glas på de store byers havnefronter eller andre fremskudte positioner er ifølge Arnfred mere bygget som ”uskøn magtdemonstration” fra bygherrers side end som arkitektens bud på nutidig skønhed. Herunder Blox-byggeriet, som han synes er grimt, fordi det ikke lever op til det, det gerne vil være, nemlig et simpelt byggeri sat sammen af klodser.

”Blox lever ikke op til dét ideal om renfærdighed, det mimer en renfærdighed. I virkeligheden er det et uhyre kompliceret, omstændeligt og dyrt byggeri,” siger han og tilføjer:

”Mange af de store byggerier, der laves i dag, koster jo en helvedes masse penge. Byggeri er så omkostningskrævende, at der ikke levnes den plads, som er nødvendig, til utopier og eksperimenter. Det betyder, at det bliver Excel-arkets magtfuldkommenhed, der råder. Vi får ikke ajourført skønhedsbegrebet, når ambitionen er reduceret til, hvordan vi kan få flest mulige glasaltaner for færrest mulige penge,” siger Jens Thomas Arnfred og tilføjer:

”Skønhed hænger tæt sammen med det elskelige. I vores kulturkreds er vi kommet langt ved at forfine det nødtørftige. Det bliver der stærkt brug for igen. Det handler blandt andet om kunsten at holde hus og holde igen. Undgå det postulerede og effektjagende. Og fortælle eventyr, der rækker ud over den private sfære.”

Det er let at nå til den position, at det hele var bedre i gamle dage, også når arkitektur er til debat. Blandt andet fordi den rigtig gamle arkitektur, som endnu står, er den smukkeste.

Jens Thomas Arnfred erklærer, at han ikke er fremskridtsforskrækket, men at han bliver skuffet, når arkitekturen bliver rethaverisk og nok i sig selv.

”Jeg bryder mig ikke om, at byggeriet råber: ’Se mig, se mig!’, hvis det samtidig forråder det, vi har fælles. Og jeg bliver direkte provokeret, når tidens skabelonbyggerier langs vores havnefronter markedsføres, som om de er moderne. I virkeligheden er de slemt gammeldags i deres opulente fremtræden, og om føje tid vil de blive vurderet som outdatede i deres selvgodhed, erklærer Jens Thomas Arnfred, som på mange måder ser det ydmyge fiskerhus som langt mere moderne og avanceret.

Skal byggeri af boliger og andre bygninger udvikles, må vi ifølge Jens Thomas Arnfred ikke alene forlange skønhed, men også at det ”forholder sig ansvarligt til den trussel, som vores overgearede livsførelse fører med sig”. Og han mener, at det skønhedsbegreb, der kommer til at gælde, bliver det, der anviser kvalificerede ætestiske svar på påtrængende spørgsmål om for eksempel bæredygtighed og klimasikring:

”Når København skal vokse ud i vandet, forestiller jeg mig bygninger som flydende bølgebrydere, bygget i lette, demonterbare materialer. Det ligger i kortene, at vi må flytte tættere sammen og nøjes med mindre. Jeg er sikker på, at vi har talent og kunnen til at vise omverdenen, hvad Nordens Venedig kunne handle om i en 2030-udgave.”

”En grundstødt færge” og ”en sammenklappet lagkage” er nogle af de betegnelser, der er hæftet på det nye kontorbyggeri Østerport II i København. – Foto: Ole Munk
På Manhattan i USA er skyskrabere mere reglen end undtagelsen. Alligevel er kritikken haglet ned over de sjælløse glaspaladser og bygningsskulpturer i kvarteret Hudson Yards. - Foto: Peter Mark/BAM/Ritzau Scanpix
Munch-museet i Oslo ­skulle have været et lystårn i glas, men er endt med en uskøn aluminiumsfacade. – Foto: Berit Roald/NTB/Ritzau Scanpix