Arkitektur: Hvorfor er de smukkeste bygninger oftest gamle?

Det klassiske skønhedsbegreb i arkitekturen afgik ved døden for 100 år siden og tog alle idéer om særlige guddommelige proportioner med sig i graven. Men det betyder ikke, at alle nye byggerier er uskønne. Faktisk er skønhed fortsat én af tre grundforudsætninger for god, bæredygtig bygningskunst, siger arkitekturforsker

Parthenon-templet i Athen blev opført 447-438 f.Kr. i nøje overensstemmelse med den antikke græske opfattelse af skønhed i arkitektur. –
Parthenon-templet i Athen blev opført 447-438 f.Kr. i nøje overensstemmelse med den antikke græske opfattelse af skønhed i arkitektur. – . Foto: Jerrin Heller/Ritzau Scanpix.

Det mest gennemførte forsøg på én gang for alle at formulere opskriften på smuk arkitektur stod den italienske renæssancearkitekt Andrea Palladio for i ”Fire bøger om arkitektur” fra 1570. Værket gennemgik, hvordan alle fremragende bygninger var proportioneret. Han opstillede formler for forhold mellem længde, bredde og højde, vinduers størrelse og placering, og hvordan søjler og friser skulle dimensioneres.

Succesen syntes derfor sikker, da en bygherre i 1990 ved Regent’s Park i London opførte en ”jonisk villa”, der levede op til alle Palladios idealer. Men da den stod færdig, opfattede borgere og kritikere bygningen som komisk, ude af trit med sin tid, lidt for cremefarvet og uden den patina, som Palladios egne villaer har fået.

Eksemplet stammer fra bogen ”Lykkens arkitektur” fra 2009 af Alain de Botton og understreger, hvor svært det er at indfange skønheden. Også hvad angår huse.

Siden oldtiden har filosoffer og arkitekter søgt efter den ultimative bygningsmæssige skønhed. Idéer om, at proportioner som ”det gyldne snit” af alle opleves som smukke. Ja, at der ligefrem er en guddommelig skønhed, som arkitekturen bør udtrykke. Men disse idéer er i dag døde, og hovedkraften bag dette opstod for præcis 100 år siden med arkitekturbevægelsen Bauhaus i Tyskland, fortæller Niels Hesse, pensioneret arkitekt og skribent i det hedengangne arkitekturtidsskrift Tegl:

”Helt tilbage fra Platon var der en idé om skønhed som en del af en fælles, kosmisk bevidsthed, og som Pythagoras’ matematik udtrykker. Parthenon-templet i Athen var bygget efter disse proportioner og markerer begyndelsen på en skønhedslære, som blev videre udtrykt af folk som Vitruvius og Palladio. Men al denne klassiske arkitekturlære blev udfordret, om ikke aflivet, med modernitetens adkomst.”

Andrea Palladio forfinede i renæssancens Italien de klassiske arkitekturidealer, blandt andet med Villa Rotunda, opført 1566-1571 i udkanten af Vicenza. –
Andrea Palladio forfinede i renæssancens Italien de klassiske arkitekturidealer, blandt andet med Villa Rotunda, opført 1566-1571 i udkanten af Vicenza. – Foto: Ole Munk

I sin bog beskriver Alain de Botton, hvordan han engang boede på et hyggeligt hotel i Paris’ 2. arondissement mellem Seinen og Montmartre. Han nød kvarterets stemning og karisma og blev derfor overrasket, da han erfarede, at en af det 20. århundredes mest roste arkitekter, modernisten Le Corbusier, i 1920’erne havde udarbejdet en plan om, at alt skulle rives ned og erstattes af 18 ens, 60 etager høje, korsformede højhuse.

Forklaringen var ikke, at Le Corbusier var vanvittig, men heller ikke, at højhusene var smukke. Arkitekten mente, at andre hensyn end skønhed måtte veje tungere. Paris’ befolkningstal eksploderede. Fattige lå og sultede i gaderne. Ved at bygge i højden kunne man huse flere. Nyttigt. Funktionelt. Skønhed var en luksus, man ikke havde råd til.

”Le Corbusier havde nogle enestående idéer i nogle af sine byggerier, men selvfølgelig ville alle – både parisere, turister og arkitekter – have set det som en forbrydelse, hvis han havde fået lov at jævne det 2. arondissement med jorden,” siger Niels Hesse.

Men han tilføjer, at selvom Paris ikke fik Le Corbusiers 18 højhuse, så vidner historien om, at ét matematisk regnestykke har afløst et andet som grundlag for arkitektur. Langt hen ad vejen har det stadig gyldighed, at der er nogle proportioner mellem højde, bredde, vinduers højde og placering samt afstand mellem huse, som er om ikke guddommelige, så alment anerkendt som smukke og velfungerende. Men grundregnestykket for ethvert moderne by-byggeri er et andet, nemlig hvor mange kvadratmeter boliger eller kontorer man kan få for pengene.

”Men der burde ikke være frit lejde til entreprenører og bygherrer, der kun tænker på nytte og funktion – og på at imponere,” siger Niels Hesse.

Som mange andre arkitekter ser han en skønhed i de byggerier, der ikke imiterer tidligere tiders stilarter som Palladio-villaen i London, men som på deres egen tids præmisser glider godt ind i omgivelserne af forskellige tidsperioders huse.

Dette kan man ikke just sige gør sig gældende med Jørn Utzons berømte operahus i Sydney, som på enhver måde står frem og bryder billedet på havnefronten i den australske millionby. Ikke desto mindre lever dette byggeri efter Niels Hesses opfattelse op til det prædikat, det har fået som et arkitektonisk hovedværk i det 20. århundrede.

Sydney Opera House ligger på den modsatte side af vores planet, men regnes for et hovedværk i det 20. århundredes både danske og internationale arkitektur. Fordi bygningen ligger, som den gør, og har det formål at huse opera og stor kunst, må den gerne være monumental. Var bygningen opført til boliger, ville det være for krukket og arrogant, forklarer arkitekt Niels Hesse. –
Sydney Opera House ligger på den modsatte side af vores planet, men regnes for et hovedværk i det 20. århundredes både danske og internationale arkitektur. Fordi bygningen ligger, som den gør, og har det formål at huse opera og stor kunst, må den gerne være monumental. Var bygningen opført til boliger, ville det være for krukket og arrogant, forklarer arkitekt Niels Hesse. – Foto: Laurent Davoust/Ritzau Scanpix

”Operahuset i Sydney er smuk arkitektur, som følger idé og tanke helt til dørs, og som udadtil skildrer den funktion, der er inde i huset, nemlig musik og opera. Lige dette hus må gerne afvige fra alt andet. Havde det været en bygning opført til boliger, ville det være for krukket og forstilt,” forklarer han.

Måske er operahuset i Sydney også så elsket, fordi det ikke er en firkantet kasse som så mange andre. I en nyudgivet bog, ”Beauty”, fortæller to designere fra New York, østrigeren Stefan Sagmeister og amerikaneren Jessica Walsh, skønhedens verdenshistorie – og argumenterer for, at skønheden i vores moderne verden har tabt terræn. De erklærer ligefrem, at ”en østriger, en schweizer og en tysker formåede at overbevise hele verden om, hvordan vi skal leve”, hvilket henviser til de modernistiske arkitekter Adolf Loos, Le Corbusier og Mies van der Rohe.

Engang satte man lighedstegn mellem det gode, det sande og det skønne. Engang havde alverdens kulturer og storbyer hver sin byggestil. I dag ser man de samme højhuse i glas, stål og beton overalt, opført for at være funktionelle, majestætiske, selvhævdende, imponerende… men er de smukke?

De to designere baserer deres bog – og en række udstillinger om samme emne, som de har været involveret i – på den tese, at skønheden er en truet art, og de baserer påstanden på en række undersøgelser. For eksempel har de i Googles digitaliserede bibliotek over alverdens bøger fundet ud af, at forekomsten af ordet ”skønhed” har været faldende gennem 200 år – med ekstra kraft siden 1960. Og i en meningsmåling, hvor svarpersonerne er blevet præsenteret for en række former og farver, viser det sig, at kun to procent anser et rektangel for den smukkeste form, og kun syv procent foretrækker brun frem for for eksempel mørkegrøn, sandfarvet og grå. Hvorfor er der så så meget moderne byggeri, der fremstår som store, brune rektangler?

Nicolai Bo Andersen er arkitekt og lektor ved Kunstakademiets Arkitektskole, hvor han forsker i kulturarv, bæredygtighed og æstetik. Han peger på, at den romerske arkitekt Vitruvius, som i århundredet før Kristi fødsel skrev et stort værk om arkitektur, definerede tre kriterier, som skal være opfyldt, for at man kan tale om god arkitektur: Brugbarhed, holdbarhed og skønhed.

Når han hellere vil referere til Vitruvius end Palladio, hænger det måske sammen med, at Vitruvius’ tre begreber ikke taler om bestemte proportioner, bestemte måder at anvende søjler på eller andre specifikke anvisninger. Begreberne fungerer tilmed som kriterier for, hvordan det er godt at bygge bæredygtig arkitektur, konstaterer Nicolai Bo Andersen, som har forsket i netop dette emne.

”Vi skal forstå betydningen af, at noget er godt bygget. At det holder teknisk, skal kunne repareres og skal kunne skifte anvendelse. For hvis en bygning skal stå i rigtig mange år, er det eneste, man kan være sikker på, at den løbende vil skifte funktion i forhold til tidens skiftende krav,” siger han og tilføjer:

”Skønhed er også et vigtigt princip, hvis man gerne vil have, at det, man bygger, skal holde længe. Der er ny forskning, der viser, at et hus skal kunne holde i mindst 120 år, for at vi kan betragte det som bæredygtigt. For at det skal kunne stå så længe, er vi nødt til at kunne holde af det. Og det kræver igen, at vi oplever det som smukt.”

Selvom vi ikke får nogen præcis skønhedsopskrift, slår Nicolai Bo Andersen fast, at æstetik ikke kun er smag og behag. Det handler om, at bygningen ”taler til os”, og at man som menneske ”forstår noget om verden og os selv” i mødet med arkitekturen.

”Vi har alle mulighed for dagligt at gå ud og bruge hele vores sanseapparat. Men det glemmer vi lidt at gøre i en tid, hvor alt er mere digitalt, og vi bliver mere og mere fremmede over for verden. Vi kan komme til at tvivle på vores egen opleveevne. Hvis vi lever i en kultur, hvor vi er mere vant til at afkode billeder end at sanse rum, øger det risikoen for, at arkitektur også betragtes som noget, der skal se smart og lækkert ud på et billede,” advarer Nicolai Bo Andersen, som dog betegner det som ”sludder”, at skønheden skulle have forladt arkitekturen, eller at et rundt hus skulle være smukkere end et firkantet. Mere bæredygtigt er det i hvert fald slet ikke.

”Ikke mindst her i Danmark har vi en meget fin arkitekturtradition, som tæller navne som C.F. Hansen, P.V. Jensen Klint og Kay Fisker. Alle mine dygtige kolleger står på skuldrene af folk som Kay Fisker med hans lavmælte byggerier, der tog hensyn til byens rum. Det skal vi lære noget af i dag. Byggeri, der var til for mennesker, og som rent teknisk kunne holde. Og som ikke mindst er smukke. Hvis man vil vide, hvad der er smuk og bæredygtig arkitektur i Danmark, skal man bare studere listen over fredede byggerier. De er jo netop fredet, fordi de anses for så historisk og æstetisk værdifulde, at de ikke må rives ned,” siger Nicolai Bo Andersen og tilføjer:

”En æstetisk bæredygtig bygning skal have en evne til at tale til os på tværs af historien – på en fornyet måde, hver gang vi oplever den.”

Det paradoksale er, at mange gamle huse generelt er ganske tilpasningsdygtige, mens moderne huse – der ellers gør en stor dyd ud af at være dynamiske og funktionelle – bliver betragtet som et afsluttet kunstværk, der ikke må ændre sig, når de først er blevet fredet. Eksempelvis er et af Le Corbusiers mest berømte huse, Villa Savoye nær Paris, blevet ført tilbage til dets oprindelige udseende.

Leder man efter skønhed i arkitektur, er det ifølge Niels Hesse og Nicolai Bo Andersen ikke nødvendigvis de store prestigebyggerier, man skal opsøge.

Niels Hesse peger på en række københavnske huse af nyere dato, for eksempel rækkehusbyggeriet Bakkehusene ved Bellahøj, opført i 1920’erne og tegnet af arkitekterne Thorkild Henningsen og Ivar Bentsen. Han ser også mere nutidig skønhed i Danmarks ældste højhusbyggeri, Bellahøj, fra 1950’erne, der udmærker sig med god plads til grønne områder mellem højhusene. Og Henning Larsens Nordea-bankbygninger på Christianshavn ser han som eksempel på ny, havnefront-glasfacade-arkitektur, der faktisk er smukt.

I Aarhus fremhæver Niels Hesse Aarhus Universitets ikoniske gule mustensbygninger fra 1920’erne, og i Odense hele kvarteret omkring Odense Å og Brandts Klædefabrik.

”Byer skal udvikle sig hele tiden. Ikke ved, at alt det gamle rives ned og erstattes af noget andet, men ved, at der til stadighed glider nye huse ind i bybilledet,” siger Niels Hesse.

Et af Nicolai Bo Andersens bud på skønhed i arkitektur er hans egen arbejdsplads, Kunstakademiets Arkitektskoles bygning på Holmen i København. En tidligere vandflyverhangar, opført i jernbeton i 1921, som har lagt hus til lidt af hvert, og som blev ombygget af arkitekten bag Bestseller-skyskraberen, Dorte Mandrup, i 2001. Bygningen er måske ikke, hvad turistindustrien ville anse for mest oplagt at sælge hovedstaden på. Men det er et byggeri, som giver en arkitekturforsker mulighed for at sætte et hak ved alle Vitruvius’ tre kriterier for god arkitektur:

”Bygningen har vist stor funktionel tilpasningsdygtighed, stor teknisk holdbarhed – og så er det et virkelig smukt rum.”

Arkitekterne Niels Hesse og Nicolai Bo Andersen slår gerne et slag for, at ikke kun monumentale, postkortsmukke bygninger, men også ydmyge, harmoniske, velbyggede huse som Bakke­husene ved Bellahøj i København, repræsenterer stor arki­tektonisk skønhed. -
Arkitekterne Niels Hesse og Nicolai Bo Andersen slår gerne et slag for, at ikke kun monumentale, postkortsmukke bygninger, men også ydmyge, harmoniske, velbyggede huse som Bakke­husene ved Bellahøj i København, repræsenterer stor arki­tektonisk skønhed. - Foto: Jan Jørgensen/Ritzau Scanpix