Her er der fantastisk meget at hente om menneskets eksistens – hvis man kan holde til den akademiske stil

Det er godt at blive gjort opmærksom på professor Arne Grøns epokegørende indsats i lyset af Kierkegaard med disse to bind

Arne Grøn (født 1952) måtte i april 2017 trække sig fra sin professorstilling i etik og religionsfilosofi ved Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet, da han var blevet ramt af en alvorlig sygdom. En gruppe af hans kolleger er nu gået sammen om at lave to bind til hans ære.

Det første bind er et udvalg af Arne Grøns artikler på dansk og engelsk, som han har produceret gennem de næsten 40 år, han var ansat ved universitetet. Det andet bind er 15 artikler, der berører vigtige punkter i Grøns forskning, skrevet af forskere, der på forskellig vis er inspireret af ham. Begge bind har undertitlen ”Eksistentiel hermeneutik”, altså den fortolkningslære som med fordel kan anvendes på den menneskelige eksistens.

Den er da også Grøns særlige felt: eksistensen, og hvordan den skal forstås, hvor han med stadigt udgangspunkt i Søren Kierkegaard prøver at beskrive menneskets forståelse af sig selv som eksisterende, men også dets fremmedhed over for sig selv, hvor det ikke er sig selv.

En prøve på hans stil kan være det følgende klip fra artiklen ”Natur og transcendens” (2014): ”(Vi) synes at tænke inden for to forståelsesrammer, som ikke passer sammen. Den første fører os tilbage til en natur som en virkelighed, vi ikke kan gå bagom, mens den anden drejer sig om, at vi allerede er gået bagom den virkelighed, vi står over for. På den ene side tænker vi ud fra en forestilling om, at vi er natur. På den anden side tænker vi under indtryk af, at vi fortolker virkeligheden.” Disse to bliver i det følgende til modsætningsparret naturalisme kontra konstruktivisme.

Når vi kan svinge mellem disse to modeller uden at tage skade, viser det, at noget må ligge uoplyst ”imellem” dem. Dette ”imellem” er et andet af Grøns felter i det eksistentielle.

Hans disputats om Søren Kierkegaard hed ”Subjektivitet og negativitet” (1997), hvor han søger frem mod en teori om subjektet og i høj grad fokuserer på det, vi ikke ser (det negative), når vi ser. At der altså er indbygget et ”ikke” i mange af vores påstande, som er det ”imellem” de mange postulerede retninger. Det ”imellem” er jo især vores subjektivitet, som vi ofte er tilbøjelige til at overse. Derfor kan denne subjektivitet måske også bedst bestemmes ud fra negativiteter som fortvivlelse og håbløshed, hvor mennesket netop er i et mislykket selvforhold, det vil sige dette ikke at være sig selv.

For mennesket er udfordret i det at være menneske. Det er ikke uden videre givet, hvad det er ”at være sig selv”. Vi må hele tiden forholde os til os selv og dermed også til det, at vi véd, at vi ofte ikke er os selv. Vi må altså prøve at ”forstå” os selv i eksistensen og deraf det hermeneutiske i den fænomenologiske tilgang til verden, sådan som den fremtræder for os som en række fænomener. Tilværelsen er således langt mere subjektiv, end vi normalt går ud fra, og det gør selvforholdet meget vigtigt, da det også opbygger det, vi overtager fra traditionen, og som vi gør til vores etiske fundament. Men igen, alt går ikke op i denne selvforståelse, der overalt er truet af negative erfaringer som skyld og fortvivlelse. Så alt i alt må man vel sige, at Grøns hovedindsats har været, i forlængelse af Kierkegaard, at arbejde videre på en forståelse af, hvad subjektivitet er, og at gøre det ud fra en negativ tilgang dér, hvor subjektiviteten så at sige ikke er ideelt fungerende.

Det er godt at blive gjort opmærksom på Arne Grøns epokegørende indsats ved blandt andet at holde vejene åbne til filosoffer som Hegel, Nietzsche, Heidegger og Ricoeur og klart henvise til en fænomenologisk tradition. De videnskabelige eller akademiske miljøer er jo ofte afskåret fra hinanden, idet de opdyrker hver deres lokale retorik, som hæmmer formidlingen fra det ene til det andet.

Det skal da heller ikke nægtes, at man kan blive svedt over den akademiske stil i disse to bind og tænke taknemmeligt på sin videnskabsteori, men giver man sig selv tid og har tillid til, at der er mening ved vejs ende, så er der fantastisk meget at hente i disse to bind. Bind 2’s artikler af forskellige forskere er et hørerør ned i de forskningsråds-projekter, som Arne Grøn har stået i spidsen for og har stor ære af.

Men i den megen tale om negativitet og ”imellem” er der også en del tidsånd 1970-2010. Hvad gør man ikke, når man føler, man ikke helt er et menneske i traditionens forstand? Man gør sit negative forhold til sit positive og får en masse ord sat på det arme selv midt i eksistensen. De mange ord skyldes dog, at Grøn og lige ikke forfalder til at lade ubevidstheden forklare alting, men fastholder menneskets klare bevidsthed og dets viden om sig selv.