Hvorfor er ordet ”hottentot” så kontroversielt? Ny bog dykker ned i den brutale historie

Ordet "hottentot" er blevet et forbudt ord i moderne tid. Men der er grund til at huske det, mener antropolog og forfatter til ny bog

Siden Anden Verdenskrig har buskmænd fra forskellige stammer i Sydafrika været genstand for romantisering, som nogle, der lever et meget oprindeligt liv. Her er buskmænd fra Ju Hoansi-stammen i Namibia på besøg i Sagnlandet Lejre for at demonstrere jagtteknikker og samlerliv i 2010.
Siden Anden Verdenskrig har buskmænd fra forskellige stammer i Sydafrika været genstand for romantisering, som nogle, der lever et meget oprindeligt liv. Her er buskmænd fra Ju Hoansi-stammen i Namibia på besøg i Sagnlandet Lejre for at demonstrere jagtteknikker og samlerliv i 2010. . Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix.

Antropolog Ole Høiris vil gerne begynde med at slå noget fast. 

"Min bog handler ikke om 'hottentotter'. Det er en bog om billedet af 'hottentotter'," siger han, der er docent emeritus ved afdeling for etnografi og antropologi ved Aarhus Universitet, med henvisning til khoikhoi-folket, et stammefolk fra Sydafrika, som af europæerne er blevet betegnet med ordet. 

Hvorfor er den forskel så vigtig at slå fast? Jo, for når der lander en bog på kulturredaktionen på Kristeligt Dagblad med titlen: "Den sydafrikanske vilde, 'hottentotten' i europæisk idéhistorie", så vækker det opsigt. Alene på grund af dét ord.

"Hottentot" er, som Ole Høiris selv siger, "et fy-ord". Det er blevet taget ud af Halfdan Rasmussens digte, fjernet fra norske Thorbjørn Egners viser og fra titlerne på kunstværker, der hænger på Statens Museum for Kunst. 

Men hvis det er så kontroversielt, hvorfor så overhovedet smække det op på forsiden af en bog? Det har forfatteren sine egne gode grunde til. Men først vil Ole Høiris gerne have os med på en rejse tilbage i tiden. En rejse gennem en tidsmaskine, der beskæftiger sig med opfattelsen af, hvad et menneske er, og hvor grænsen går mellem mennesker og dyr. 

Jo længere væk, jo mere dyriske

Det er Ole Høiris' påstand, at vi altid "har haft en tendens til at opfatte de mennesker, der bor længst væk rent geografisk som de mest dyriske".

Han sporer det helt tilbage til oldtiden: Romeren Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.), så nordafrikanerne som nærmere dyr end mennesker. I dag er den geografiske afstand måske ikke så overvældende, men i datiden var det meget anderledes. Med kristendommen kom siden den opfattelse, at dem, der ikke var skabt sammen med menneskene, altså bar de kendetegn, man betragtede som lagt i mennesket af Gud, måtte være skabt sammen med dyrene.

I 1488 passerede europæere for første gang Afrikas sydspids, som man først kaldte Kap Storm og siden Kap Det Gode Håb. Hollænderne slog sig ned der i 1651. I stort set alle europæernes optegnelser findes der beskrivelser af khoikhoi-folket, et stammefolk fra Sydafrika. Det er tydeligt, siger Ole Høiris, at tendensen med at beskrive de fjerneste folk mest dyrisk eller fremmedartet, går igen:

"De har ikke noget sprog, noterer man sig. De går nøgne. Kvinderne har lange bryster, og nogle ammer deres børn ved at kaste brystet op over skulderen til barnet, der sidder på ryggen. Og, meget væsentligt for europæerne: de har ingen religion. Det var den slags ting, man mente, ville gøre dem til mennesker, for Bibelen sagde jo, at Guds ånde boede i mennesket," siger Ole Høiris. 

Beskrivelserne kom til at danne baggrund for det billede, der blev fremstillet af "de vilde" på Afrikas sydspids hjemme i Europa.

En "hottentotkvinde" afbilledet i englænderen John George Woods "The Natural History of Man" fra 1868.
En "hottentotkvinde" afbilledet i englænderen John George Woods "The Natural History of Man" fra 1868. Foto: Billede fra bogen.

Man ved ikke præcist, hvordan khoikhoi-folket er blevet givet det navn, "hottentotter", af europæerne. Det kan, siger Ole Høiris, have været en imitation af de kliklyde, der er en central del af khoikhoi-folkets sprog, og det menes, at det er hollænderne, der fandt på det. "Hot en tot" er i øvrigt gammelhollandsk for én, der hakker og stammer i sin talemåde.

I europæernes beskrivelser af "hottentotterne" er der især et stort fokus på kvinderne og på kvindernes kroppe. En hollandsk læge, Olfert Dapper (1636-1689), havde aldrig selv sat sine ben i Sydafrika, men havde informanter på stedet, der videregav oplysninger til ham.

Lægen bemærkede, at kvinderne havde fyldigere skamlæber, end man var vant til at se det. Dertil kom den såkaldte "fedtbag", en naturligt voluminøs bagdel. Mændene havde desuden, ifølge Dapper, en større penis, end man var vant til at se på nordlige breddegrader. 

Disse tilsyneladende afvigelser i de reproduktive organer blev set som endnu et bevis på, at "hottentotterne" måtte være nærmere dyr end mennesker.

Især "hottentotkvinder" tiltrak sig stor opmærksomhed. Englænderen John George Woods afhandling "The Natural History of Man" fra 1868 viser flere smukke, unge kvinder.
Især "hottentotkvinder" tiltrak sig stor opmærksomhed. Englænderen John George Woods afhandling "The Natural History of Man" fra 1868 viser flere smukke, unge kvinder. Foto: Billede fra bogen.

Hottentot-Venus

I begyndelsen af 1800-tallet var videnskaben godt på vej mod det, der senere blev til Darwins udviklingslære, og den fandt sig selv i spekulationer omkring, hvor grænsen til dyreriget gik. Fordi man hos visse aber også fandt forstørrede skamlæber, mente man at kunne slå fast, at "hottentotterne" var det tætteste, man kunne komme på et slags grænsevæsen mellem mennesker og aber.

Mens videnskabens studier blev mere og mere omfattende, var almindelige mennesker – og underholdningsbranchen – også begyndt at interessere sig for de fremmedartede, mørke mennesker fra syd.

Kvinden Sarah Baartman (det var ikke hendes oprindelige navn) kom i 1810 til London. Det vides ikke, hvor gammel hun var på tidspunktet.

Hun var blevet "opdaget" i Sydafrika af en marinelæge, der havde en sidegesjæft med at sælge eksotiske ting fra sine rejser hjemme i England. Sarah Baartman havde alt det, englænderne opfattede som karakteristiske "hottentot-træk". Efter at have budt hende lidt rundt, endte marinelægen med at sælge Sarah Baartman til en mand inden for "showbiz".

For to shillings kunne man i de følgende år se Sarah Baartman udstillet forskellige steder i London. Hun stod på et podium og blev vist frem, men ikke nok med det: Publikum fik også lov at prikke til hende med deres paraplyer og røre ved hendes bagdel. Til sidst var der nogen, der fik nok og sagsøgte hendes ejer, Hendrick Cezar. Grunden var den, at man mente, Sarah Baartman var for seksuelt ansporende og kunne blive et "moralsk" problem.

Retssagen faldt ud til Cezars fordel, og Sarah Baartman kom i 1814 til Frankrig, da hun blev solgt til en fransk dyreholder, som også viste hende frem. Da hun døde det følgende år, i 1815, blev hendes lig overgivet til den berømte franske læge Georges Cuvier (1769-1832) og hans bror, zoologen George-Frédéric Cuvier (1773-1838).

Der blev lavet en gipsafstøbning af hendes krop, hendes baller og kønsdele blev skåret fri og gemt i formaldehyd. Hendes hjerne blev også gemt. Skelettet blev, efter dissektionen af hende, gemt og udstillet sammen med den brunmalede gipsafstøbning på Musee de l'Homme i Paris. Her var hun udstillet helt frem til 1980'erne. Først i 2002 blev alle dele af Sarah Baartman bragt til Sydafrika og begravet dér.

Noget af det, der, dengang Sarah Baartman blev dissekeret, overraskede Cuvier-brødrene, var i øvrigt, at hendes skelet ikke på noget punkt adskilte sig fra en franskmands.

Romantiske stenalderfolk

Mens der blev skibet millioner af mennesker ud fra Vestafrika i slaveriets storhedstid, blev khoikhoi-folket i det nuværende Sydafrika og Namibia ikke holdt som slaver af de hollandske og tyske koloniherrer.

"Det er jo det, der er så interessant. Man anså dem for at være dyr, så i stedet for at gøre slaver ud af dem, begyndte man at drive jagt på dem. Man skød dem simpelthen, og der er også eksempler på, at man har spist kødet," siger Ole Høiris.

Især blandt tyske læger og zoologer voksede der omkring 1900 tanker frem om den totale udryddelse af "hottentotterne" som det bedste for menneskeheden. De blev anset som værende en særlig gren af menneskeheden uden forbedringsmuligheder. Det anslås, at omtrent 80 procent af khoikhoi-stammen blev udryddet i begyndelsen af 1900-tallet. 

Samuel Daniells billede fra 1804 viser buskmænd, der rister græshopper.
Samuel Daniells billede fra 1804 viser buskmænd, der rister græshopper. Foto: Billede fra bogen/Picasa 2.7.

Efter Anden Verdenskrig og nazismens rædsler, var verden og menneskesynet forandret. Og dog. I efterkrigstiden opstod, siger Ole Høiris, en slags romantisering af de få overlevende indfødte, der levede som jæger-samlere, og som man kaldte buskmænd. De blev et populært motiv for fotografer i 1960'erne og 1970'erne. Arkæologer har også fundet dem interessante.

"De havde en særlig uskyld som en form for oprindelige folk, der levede, som vi måske gjorde i stenalderen. Lige pludselig syntes man også, de var meget smukke. Man bed mærke i deres lyse hudtone, som jo kommer af, at de lever i et område, hvor solen står lige så lavt som her," siger Ole Høiris.

Ole Høiris har valgt at bruge ordet "hottentot" i titlen på sin bog, og mange gange i løbet af bogen. Kunne han have undgået det? 

Nej. Ikke, hvis man vil fortælle sandfærdigt om det, europæerne gjorde, siger han.

"De er gennem tiden blevet opfattet som det laveste af det lave. Der er blevet lavet statistikker over, hvor mange af dem, der er blevet skudt. Man har lavet tobakspunge af kvindernes afskårne bryster. Der er en ekstrem brutalitet, der langt overgår slaveriets," siger Ole Høiris. 

"Jeg vil fastholde udtrykket, for jeg synes ikke, man må glemme, at det er noget, der er i os, den opfattelse af, at de ikke er mennesker."

Helt op i 1960'erne arbejdede tyske forskere på at finde en sammenhæng mellem abernes og khoikhoi-folkets sprog. Og i dag arbejder naturvidenskaben intensivt med ved hjælp af dna-analyser at finde frem til de folk på jorden, der har det mest komplekse og dermed ældste dna. Pilen peger, igen, mod syd, mod Afrika og Australiens indfødte befolkning.

"Jeg synes, vi godt kan tillade os at tænke os lidt om. Vi rammer ind i en myte med den moderne naturvidenskab. Det ligger til os, det der med at skille nogen ud som de fjerneste," siger Ole Høiris.

Slavegørelsen af Afrikas sorte befolkning løber med meget fokus i dag, men historien om "hottentotterne" handler ikke kun om hudfarve. Måske handler den næsten ikke om det. 

"Slaverne var jo faktisk noget værd for europæerne som arbejdskraft. Man er ikke gået på lystjagt efter de sorte afrikanere. Men det gjorde man altså med dem her. Der ligger et bælte, jeg ikke synes skal gå i glemmebogen, ved at det bare bliver hældt ind under alt det andet. Der har været nogle folk, vi har set som den yderste rand af det menneskelige, og vi er nødt til at se på, hvad det er, der gør, at vi kan tænke sådan om andre folk."