Mikkel Krause Frantzens nye bog udforsker depressionens væsen

Mikkel Krause Frantzens bog om depression som et politisk, socialt og økonomisk problem – og om depressioner i litteratur, samtidskunst og kultur – er langsommelig, pessimistisk og alligevel enestående

”En fremtid uden fremtid” indeholder både bredere kulturreferencer og dissekerende analyser af blandt andre Lars von Triers ”Melancholia”.-
”En fremtid uden fremtid” indeholder både bredere kulturreferencer og dissekerende analyser af blandt andre Lars von Triers ”Melancholia”.-. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

Tidligere kaldte man depression for melankoli, og i dag er depressionen den mest udbredte psykiske sygdom. Og hvad er depression så? Ifølge en ny bog er svaret slet ikke så enkelt.

Mikkel Krause Frantzens pessimistiske ”En fremtid uden fremtid” bygger på den britiske kulturkritiker Mark Fisher, der konkluderer: Det er svært at skrive om depression. Det har Mikkel Krause Frantzen alligevel gjort – først i en ph.d.-afhandling og nu i en opdateret udgivelse.

Og hvem er Mikkel Krause Frantzen så? Han anmelder bøger ved Politiken, er ph.d. i litteraturvidenskab og fik selv en fødselsdepression i 2013 – sidstnævnte indgår til dels i ”En fremtid uden fremtid” og udgør bogens bedste og mest veloplagte kapitel.

Mikkel Krause Frantzen skriver de fleste steder godt og billedrigt, selvom både den akademiske gennemgangsindledning, hvor alle kapitler partout skal berøres, samt de økonomiske afsnit om kapitaliseringen af samfundet og blandt andet ”neoliberal omkalfatring”, kan virke trættende på denne læser.

I det hele taget kan man godt beskylde ”En fremtid uden fremtid” for at stå lidt i stampe og være, ja, lidt deprimerende læsning. For Mikkel Krause Frantzen arbejder i høj grad med ”hvorfor” frem for ”hvad så nu” og nægter med andre ord at påtage sig den positive psykologis selvhjælps-kappe og komme med opmuntrende veje ud af det sorte hul.

Hvis man mangler det efter endt læsning, kan man søge mod den tyske sociolog Hartmut Rosa.

Også Hartmut Rosa kritiserer og påpeger det menneskeligt fremmedgørende i den kapitalistiske væksttanke, men samtidig introducerer han begrebet ”resonans”.

Resonansen kan give mennesket mening og motivation gennem blandt andet venskaber, fritidsinteresser, religion, natur eller kunst og beskrives i tre dimensioner: den horisontale, den diagonale og den vertikale.

”En fremtid uden fremtid” indeholder både bredere kulturreferencer og dissekerende analyser af blandt andre Lars von Triers ”Melancholia” samt videnskabelige studier. Forfatteren refererer eksempelvis til et amerikansk studie, der konkluderede, at sandsynligheden for at udvikle depressive symptomer var ni gange højere for folk, der var bagud med tilbagebetaling af gæld.

Det er imidlertid ikke en ny – eller særlig tidstypisk – tanke, for hvis man graver lidt, så mente også den amerikanske forfatter og filosof Ralph Waldo Emerson (1803-1882), at der var en sammenhæng mellem selvfølelsen og det at gældsætte sig. Allerede i 1841 skrev han i ”Self-Reliance” om fordelen ved at kunne forsørge sig selv og at undgå gæld, da dette ville ødelægge ens selvtillid.

Mikkel Krause Frantzen giver ingen direkte løsninger på depressionsproblemet, hverken for den enkelte eller for samfundet som sådan, selvom han plæderer for muligheden for at beholde ens illusioner. At forblive i en fantasiverden nu og da, håbe, drømme, være urealistiske og forsvinde ind i bøgernes verden. God rejse.