Prøv avisen

Syv markante stemmer: Derfor græder vi over Kim Larsen

”Han var et menneske, som stod for nogle helt grundlæggende værdier i danskernes liv; at vi skal passe på de svageste og sørge for at have det dejligt, mens vi er her," lyder det blandt andet fra forfatter og sangskriver om Kim Larsen.

Høj som lav, ung som gammel har i de seneste to uger reageret med sorg på nyheden om Kim Larsens død. Men hvorfor rører han os i en sådan grad, at vi pludselig må høre hans sange igen og gå med i et mindeoptog? Kristeligt Dagblad har indhentet nogle bud

Christian Roar Pedersen, sognepræst i Hals i Nordjylland:

”Vi sørger over dødeligheden, og at livet er gået sin gang. For mange af os er det jo også en ungdom, der er forsvundet. Men der sker også det, der jo sker ved et dødsfald som dette: en form for helgenkåring af den døde. Og det er den fase, vi er inde i nu: helgenkåringen. Men vi begynder allerede at se, at realismen melder sig, og vi zoomer ud på det hele billede. Hvad var hans rolle, og hvad har han egentlig sagt?”.

”I en kirkelig sammenhæng er der nok nogle præster, der vil stå og hoppe over ’Om lidt bli’r her stille’, hvor han synger ’vi ses måske igen’, for man kan sige, at det er opstandelseshåbet. Han er jo ikke teologisk korrekt, men han forstår at gribe, hvad folk står i følelsesmæssigt. Hans sange kan derfor bruges i en kirkelig sammenhæng. Han var en ærlig tvivler, der ikke vidste, hvad der sker på den anden side, men lader muligheden stå åben for, at der er noget. Så kan vi selv fortolke det. Måske er der sol over Gudhjem, måske vi ses igen. Han giver ikke endelige, dogmatiske svar, men han siger: Det kan være, det er sådan her, det er, når vi står ved livets overgange.”

”Som kirke skal vi derfor også ride med på bølgen. Når folk sørger, skal vi sørge med folket. Når jeg tolker nogle af hans senere sange i kirken, hvor han synger om at have syndet i stænger, og at han vil vises nåde og miskundhed, får jeg ligeledes svært ved ikke at læse et kristent budskab ind i en aldrende troubadour. Måske har han nærmet sig kristendommen, men han lader det stå åbent. Det kan vi i kirken lære noget af: at lade være med altid at stå med facitlisten og lade folk drage deres egne konklusioner.”

Caroline Nyvang, senior- forsker ved Dansk Folkemindesamling, Det Kongelige Bibliotek:

”Sådan nogle følelser som sorg og vrede er ret umulige at give sig i kast med at måle. Men de senere år har sorgen fået et offentligt udtryk, vi ikke tidligere har set. I takt med at vi i stigende grad interagerer med mennesker, vi ikke kender på internettet, opstår en sorgkultur, vi ikke har set før, og et nyt mulighedsrum; Sorgen er blevet delbar.”

”Det kan give det indtryk, at sorgen er mere allestedsnærværende, end den egentlig er. Men måske er den bare mere synlig i dag. Før i tiden ville folk jo sidde derhjemme og sætte ’Midt om natten’ på i privat regi.”

”Det er blevet mere legitimt at udtrykke sorg over en kendt person som David Bowie og Kim Larsen, selvom du aldrig har kendt dem, idet du virtuelt kan mødes med folk, der har interessen for personen tilfælles. Man kunne heller aldrig have mønstret så mange mennesker til en sørgemarch uden de sociale medier.”

”I Kim Larsens tilfælde vækker det også frustrationer, fordi vi stadig har en rodfæstet idé om, at hvis sorgen ikke skal være påtaget, så skal vi have haft en reel relation til afdøde. Kim Larsens ekskone har blandt andet være ude og sige, at han selv ville havde sagt stop for længst. Vi ser også et fænomen som sorgsnyltere, mennesker, der lukrerer på andres sorg. Det er en reel indignation, at vi ikke kan påberåbe os at være pårørende, hvis vi ikke kender vedkommende. Men sorgudtrykket er jo stadig reelt, folk græder på Rådhuspladsen, som om de havde mistet en nær.”

Signe Høirup Wille-Jørgensen, forfatter og sangskriver under navnet Jomi Massage. Har blandt andet lavet soundtracket til filmen ”Ditte og Louise”:

”Jeg kunne have lyst til at være stor i slaget og sige: Danmark sørger over Kim Larsen, fordi vi generelt sørger. Min fornemmelse er, at der er en frustreret grundstemning i Danmark, og det har der været et stykke tid. Jeg er jo selv en del af den kreative klasse, men jeg møder alligevel mange forskellige mennesker fra forskellige samfundslag hver dag. Og lige meget, hvor jeg kommer, synes jeg, der er snakke i gang om frustrationer: rige mennesker, der ikke føler, de slår til menneskeligt og ikke har tid til at involvere sig i samfundet. Mennesker, der egentlig har, hvad de skal bruge, men alligevel føler, de skal kæmpe for at leve. Og mennesker, der er bange for, om de for eksempel ryger på gaden om lidt.”

”Der er en ny form for lede mod politikerne end den, jeg selv voksede op med i 1970’erne. Mange har mistet tiltroen til, at deres stemme tæller, og folket har nok en fornemmelse af, at de ikke rigtig betyder noget mere. Kim Larsen er symbolet på en tabt arbejderklasse, og reaktionen på hans død er et smukt og positivt billede på den kraft, der ligger i folket til at samles om noget, når bare vi ved, hvad vi skal samles om.”

”Mange spørger i kølvandet: Hvorfor kan vi ikke samles til protester eller demonstrationer, når vi kan samles om dette? Men jeg tror, det betyder noget, at Kim Larsen er fri af historien og af politisk retorik.”

”Han var et menneske, som stod for nogle helt grundlæggende værdier i danskernes liv; at vi skal passe på de svageste og sørge for at have det dejligt, mens vi er her. Og ikke mindst: Vi skal have lov at være her alle sammen. Hans portrætter af menneskeskæbner, fra sømænd til Rita, viser denne kærlighed til de skæve eksistenser og mennesket generelt.”

Farshad Kholghi, komiker og foredragsholder:

”Jeg kom til Danmark i slutningen af 1984, og det var lige dér, filmen ’Midt om natten’ var fremme. Jeg tænkte: Hold da op, den mand var anderledes end alt, hvad jeg havde set før. Han var indbegrebet af danskhed. Siden da har han været en kæmpestor del af det danske billede for mig. Når ordet Danmark kommer op, associerer man til forskellige ting: H.C. Andersen, Royal Copenhagen – og Kim Larsen. Derfor rører det os nu, hvor han er væk.”

”Grunden til, at han var dansk, var for mig at se, at intet var helligt for ham, og det kunne jeg personligt godt lide. Det, jeg forbinder med den danske sjæl, er at være sig selv og sige, synge og gøre det, man har lyst til. Og det gjorde han.”

”I forhold til den danske ånd kan han måske også sammenlignes med Poul Henningsen. PH, som jeg også stødte på tidligt, da jeg kom til Danmark, var også kendetegnet ved den fandenivoldskhed, anderledestænkning og ytringsfrihed. Intet er helligt, kun kærligheden, sagde PH vistnok. Havde han været i live i dag, ville han være blevet betegnet som politisk ukorrekt, ligesom Kim Larsen blev det. Og den politiske ukorrekthed er vores folkesjæl her i Danmark, det må vi aldrig glemme. Derfor er der forskel på os og svenskerne. Kim Larsen var hverken højre- eller venstreorienteret, han var bare. Han røg og drak og nød livet, og det inspirerede mig meget, da jeg kom til Danmark.”

Dorthe Chakravarty, journalist og forfatter til flere bøger om dansk kulturhistorie:

”Den danske sangglæde er ret unik, og Kim Larsens sange passer lige ind i det. De er blevet proppet ind i alle vores store livsbegivenheder, så det er klart, at vi får en mavepuster nu: Wow! Et ikon falder.”

”Jeg har aldrig selv brudt mig om hans soloplader og kun dyrket Gasolin. Men sørme, om vi ikke valgte en Kim Larsen-melodi til den lejlighedssang, vi skrev til min søns konfirmation, i sikker forvisning om, at den kunne alle synge med på. Jeg ved i det hele taget ikke, hvor mange konfirmationer jeg har været til, hvor der er blevet sunget ’De smukke unge mennesker’. Vi kan måske nok være lidt trætte af den sang, men når vi så sidder der om bordet, så tænker vi jo: ’Hvor er det bare sandt!’.”

Ud over musikken har han haft en ærlighed, som man nok i bund og grund ser sjældent. Man kan sige meget om hans syn på rygepolitik, men det er nok det her med at stå ved sine meninger og ikke være bange for at gå op imod systemet, som jeg tror både provokerer og tiltaler mange.

Han skulle have været slået til Ridder af Dannebrog, men ville ikke have ordenen, for ’det skulle sådan en gadedreng som ham ikke have’. De fleste af os ville lægge os fladt ned og sige tak, men han formåede simpelthen at stå ved sit synspunkt og charme sig ud af den situation. Selvfølgelig skulle han ikke have den orden, men selvfølgelig skulle han da spille til Dronningens fødselsdag. Han sagde også nej til reklamer og den slags, han ville ikke bindes for nogen vogn. Det er integritet: Han var Kim Larsen, færdig, det var det, han skulle være.”

Ove Korsgaard, professor emeritus i pædagogik og forfatter til flere bøger om dansk identitetshistorie:

”Der er et behov i tiden for at samles. Kim Larsens død bliver, fordi han er noget særligt, en katalysator for det behov. Det er jo ikke første gang i nyere tid, det sker – vi så det samme med prins Henrik.”

”Jeg forsøger på ingen måde at sige, at Kim Larsen ikke var noget helt særligt, for det var han. Men jeg tror, det er vigtigt at kæde det sammen med det her behov i tiden. Vi savner et rituelt udtryk for, hvad det vil sige at have noget tilfælles, og det er det, det her bliver til, i forbindelse med mindehøjtidelighederne og koncerterne. Det er en fælles fortælling.”

”Jeg synes ikke, det er kammet over. De samme røster hørte man, da prins Henrik døde. Der har før været kritik af personen, så hvordan kan det være, at hele Danmark pludselig er fælles om at sørge?”.

”Nogle har sammenlignet Kim Larsen med Grundtvig, og det kan man godt på præcis punktet som sangskriver, for der kunne han noget, Grundtvig også kunne i sin tid. De bidrog med sange, som blev offentlige og del af en fælles, kollektiv ejendom. En del af det danske fællesskab.”

”Men ellers var Grundtvig langt større, han havde et langt større vingefang og antal områder, han bevægede sig på. Han var også politiker og præst. Sammenligningen gælder kun, hvis man tager den del af Grundtvig, som handler om hans sange. Det, jeg kalder social poesi. Det producerede Grundtvig på samlebånd, og det gjorde Kim Larsen også.”

Phillip Faber, chefdirigent for DR Pigekoret:

”Jeg tror, vi blev overraskede over hans død. Vi vidste ikke, han var på vej væk, så det kom som et chok for os. Men han var også den perfekte figur, en stor kunstner, som har skrevet nogle sange, der er gået ind i vores sangskat, måske også uden han selv ønskede det. Det er en personificering af folkesjælen, som er svær at definere præcist.”

”Musikalsk set er det en fin balancegang, han mestrer, mellem noget, der er så enkelt, både musikalsk og poetisk, at det går i hjertet uden nogensinde at blive banalt. Det er enkelt på den rigtige måde. Der findes ingen opskrift på det, han kunne, og var der én, ville den, der havde den, være meget rig.”

”Han står for en forfinet spillemandstradition, og han har samtidig insisteret på at være en baggårdskat til det sidste. Han har skrevet sig ind i den danske sangskat, Højskolesangbogen og også kirkerne uden egentlig at have haft det som intention.”

”Det er, som om noget har villet løfte hans sange opad, mens han selv stædigt har hevet dem ned på jorden. Det giver et spænd og en luftighed, og den dualitet tror jeg har gjort sangene så slidstærke.”

”Jeg kan ikke hive noget frem fra hans sangkatalog, som er noget værre møg. Hvis han har skrevet dårlige sange, har jeg i hvert fald ikke hørt dem. Kan man skrive en sang om, at man sidder og klipper i papir, som har så meget sjæl og identitet, at den skriver sig ind i hjerterne på flere generationer, så er man en stor begavelse, om man vil det eller ej.”

Foto: Leif Tuxen
Foto: Andreas Beck
Foto: Morten Holtum