Det klassiske spørgsmål om, hvorfor vi altid har værdsat historier, der ikke har fundet sted i ”virkeligheden”, er virkelig et godt et af slagsen. Det fremgår med al uoverlagt tydelighed af Simona Zetterberg Gjerlevsens Tænkepause-bog om begrebet fiktion.
Her genfortæller hun historien om Charles Dickens’ ”Nelly og hendes bedstefar”, der udkom som tidsskriftsføljeton. Folk måtte vente en uge på fortsættelsen, og de kunne derfor nå at ytre forventninger om Nellys skæbne – den var jo i deres bevidsthed ikke skrevet færdig. Da Nelly så ud til at være på vej mod udmattelsesdøden grundet de realistisk beskrevne strabadser, tryglede folk ifølge Zetterberg Gjerlevsen Dickens om at lade Nelly overleve.
Det irske kongresmedlem Daniel O’Connell skal efter sigende ligefrem grådlabilt have raset offentligt over, at Dickens slog hende ihjel.
Med det efterhånden kendte tænkepauseideal om klar forskerformidling skal Zetterberg Gjerlevsen derfor i sin pause forklare, hvoraf disse følelser for et menneske, som er opdigtet og således aldrig har gennemgået de trange socialrealistiske kår, bliver så stærke.
Zetterberg Gjerlevsen fortæller selv ganske begejstret om sin sorg, da hun læste om Dumbledores død i ”Harry Potter”, men da hun også skal forklare sin ulykkelige kærlighed, undviger hun. Med henvisning til den engelske romantiker Coleridges påstand om, at digtning er ”en villet ophævelse af tvivlen”, mener hun at forklare, hvorfor hun gider læse om mennesker, der kan flyve på kosteskafter: Altså hvorfor hun beskæftiger sig med noget uvirkeligt.
Men det er ikke en forklaring på sorgen over vores døde som Nelly eller Dumbledore. Det er at skifte emne til det lidenskabsløse spørgsmål om, hvorfor folk godt kan lide at læse fantasy. Mest af alt en bortforklaring – det er jo med sikkerhed de færreste, der kæmper med en ”tvivl” om, hvorvidt ”Harry Potter” kunne være en sand historie.
På samme måde bruger den lille bog meget plads på at behandle genrespørgsmål: Hvornår opstod den første roman, der eksplicit blev udgivet som fiktion? Hvad er en dagbog i forhold til en roman, og hvorfor er Martin A. Hansens ”Løgneren” fiktion og ikke en dagbog? Det kan selvfølgelig være gode litteraturvidenskabelige spørgsmål, men de bliver i denne tænkepause ikke brugt til at afklare det fundamentale spørgsmål om O’Connells og Zetterberg Gjerlevsen ubetvivlelige kærlighed til deres litterære elskede.
Undvigelsesmanøvrerne bevirker også en rodet læseoplevelse uden fremdrift i argumentationen eller forklaringen. Således kan det helt fremme på side 54 gentages, at ”fiktion ophæver min formodning om, at ordene, jeg læser, præcist beskriver virkeligheden.” Det virker sært, at denne banalitet kan præsenteres som noget, der skal give den almindeligt interesserede læser en tænkepause, eftersom bogen konstant kredser om dette faktum uden for alvor at nå videre.
Samtidig kan bogen ikke beslutte sig for, om det fiktive også skal handle om youtube-videoer, hvor Donald Trump gøres til en figur i tv-serien ”Game of Thrones” eller om det at kunne overveje den kommende dags forløb, så man kan beslutte sig for sig for det rette skovalg.
Dermed får læsere snarere forfatterens bevidsthedsstrøm – især anskueliggjort i en næsten skamløs brug af stedordene jeg, mig og min – end en klar pause til at tænke.
Simona Zetterberg Gjerlevsen er god til at delagtiggøre læseren i sin kærlighed til fiktive skæbner og rammer indimellem en nerve med sine beskrivelser af vores kulturs forkærlighed for det fiktive. Men hendes forklaringer er så undvigende, at man desværre ikke får det indtryk, at formidlingen er på samme niveau som begejstringen. Og de to ting er ikke det samme.