Hvorfor intelligente mennesker tilpasser deres mening til andres

Hver gang du befinder dig i en sammensvoren gruppe med stærk konsensus, skal du under alle omstændigheder sige din mening. Vi bringer her et uddrag af bogen "Kunsten at tænke klart"

Gennem 52 korte tekster giver forfatteren Rolf Dobelli eksempler på, hvordan vi alle lider af selvovervurdering og vanetænkning. Resultat: Vi handler uhensigtsmæssigt privat og på arbejde.
Gennem 52 korte tekster giver forfatteren Rolf Dobelli eksempler på, hvordan vi alle lider af selvovervurdering og vanetænkning. Resultat: Vi handler uhensigtsmæssigt privat og på arbejde.

Har du prøvet at holde din mening tilbage ved et møde? Uden tvivl. Man siger ingenting, nikker til det, de andre siger, man vil jo nødig være den, der (hele tiden) laver ravage. Desuden er man måske alligevel ikke helt sikker på sin afvigende mening, og de andre med deres samstemmende mening er jo heller ikke dumme. Så man tier stille. Hvis alle handler sådan, indtræder Groupthink (gruppetænkning):

En gruppe intelligente mennesker træffer tåbelige beslutninger, fordi hver især tilpasser sin mening til den formodede konsensus. På den måde bliver der truffet beslutninger, som hvert enkelt gruppemedlem under normale omstændigheder ville have afvist. 

FØRSTE KAPITELHar du styr på dit liv? 

Groupthink er en speciel version af Social Proof; en type selvbedrag, som vi har behandlet i et tidligere kapitel. I marts 1960 begyndte den amerikanske efterretningstjeneste at organisere eksilcubanere for at sætte dem ind mod Fidel Castros regime. To dage efter at præsident Kennedy var tiltrådt sit embede i januar 1961, informerede efterretningstjenesten ham om den hemmelige plan om at invadere Cuba. I begyndelsen af april 1961 fandt det afgørende møde sted i Det Hvide Hus.

ANDET KAPITELDerfor bør du skrive dagbog 

Kennedy og alle hans rådgivere gav deres samtykke til invasionsplanen. Den 17. april 1961 gik en brigade på 1.400 eksilcubanere med hjælp fra US Navy, Air Force og CIA i land i Svinebugten på sydkysten af Cuba. Mål: at styrte Fidel Castros regering. Intet gik som planlagt. Den første dag nåede ikke et eneste skib kysten med forsyninger. De første to blev sænket af det cubanske luftvåben, de næste to vendte om og flygtede. Allerede én dag senere var brigaden fuldstændig omringet af Castros hær. Den tredje dag blev de 1.200 overlevende krigere ført bort og sat i krigsfængsler. 

Kennedys Svinebugt-invasion regnes for en af de største fiaskoer i amerikansk udenrigspolitik. Det overraskende er ikke, at invasionen gik skævt, men at en så absurd plan overhovedet blev sat i værk. Samtlige antagelser, som talte for denne invasion, var forkerte. For eksempel undervurderede man fuldstændig styrken i Cubas luftvåben. Eller: Man regnede med, at brigaden på 1.400 eksilcubanere i nødstilfælde kunne have gemt sig i Escambray-bjergene og derfra indlede en undergrundskrig mod Castro. Et blik på et landkort over Cuba ville have vist, at flugtstedet befandt sig 150 kilometer fra Svinebugten, og at der lå et ufremkommeligt sumpområde imellem. Og det alt sammen, selvom Kennedy og hans rådgivere hørte til de mest intelligente mænd, som en amerikansk regering nogen sinde havde haft.

TREDJE KAPITELHvorfor du ikke må tage nyhedsoplæsere alvorligt 

Hvad gik skævt mellem januar og april 1961? Psykologiprofessor Irving Janis har studeret mange fiaskoer. Fælles for dem er følgende: Medlemmer af en sammensvoren gruppe udvikler en ”korpsånd” ved at opbygge illusioner. Ubevidst. En af disse illusioner er troen på usårligheden: ”Hvis vores leder (i dette tilfælde Kennedy) og gruppen er af den overbevisning, at planen vil fungere, så vil heldet være på vores side.” Så er der illusionen om enstemmigheden: ”Hvis alle andre er enige, så må min afvigende mening være forkert.” Og – man vil nødig være lyseslukker og risikere at ødelægge enigheden. Man er jo glad for at høre til gruppen. Forbehold kan betyde udelukkelse fra gruppen.

FJERDE KAPITELHvorfor fornuftige mennesker ikke appellerer til fornuften 

Groupthink forekommer også i erhvervslivet. Et klassisk eksempel er Swissairs kollaps i 2001, hvor en sammensvoren konsulentgruppe omkring den daværende administrerende direktør, drevet af euforien fra tidligere succeser, opbyggede en så stærk konsensus, at afvigende meninger om den højrisikofyldte ekspansionsstrategi slet ikke blev fremsat.

Facit: Hver gang du befinder dig i en sammensvoren gruppe med stærk konsensus, skal du under alle omstændigheder sige din mening – også selvom den ikke falder i god jord. Stil nærgående spørgsmål om de uudtalte antagelser. I værste fald risikerer du at blive udelukket fra gruppens varme rede. Og hvis du leder en gruppe, så udnævn en til Advocatus Diaboli.

Han vil ikke være den mest populære person i teamet.

Men måske den vigtigste.