Anders Thyrring Andersen, sognepræst og litteraturhistoriker
”’Den guddommelige komedie’ var et helt unikt og meget moderne værk, da det udkom i 1320, og det er en afgørende forudsætning for al senere europæisk litteratur. Før Dante var det utænkeligt med beskrivelser af dagligdagsliv i en ophøjet stil, ligesom det var utænkeligt at skrive om det ophøjede i et dagligdagssprog. Men i Dantes værk er der ingen adskillelse mellem høj og lav. Han skriver om det vigtigst tænkelige, nemlig menneskes rejse mod Gud, både i dette liv og det hinsidige, og gør det på folkesproget italiensk og ikke på latin. Han sætter dermed høj og lav sammen, ligesom kristendommen gør det. I evangelierne hører vi om, hvordan Gud bliver menneske i form af et fattigt barn i en stald, og dermed, hvordan det guddommelige bliver en del af det jordiske. Hos Dante får den fortælling for første gang et skønlitterært udtryk, og det har præget den måde, vi har fortalt historier på lige siden. I kristendommen forstås mennesket som et historisk væsen, der kan udvikle sig, i modsætning til antikkens helte, der var statiske. Det forstår og beskriver Dante. Han gør dermed kristendommen til en forudsætning for såvel moderne litteratur som historieopfattelse.”
Hanne Roer, lektor og forfatter
”Dantes indflydelse på den kristne kultur- tradition består nok primært i, at han satte billeder på, hvordan det hinsidige tager sig ud med de tre dødsriger – Helvede, Skærsilden og Paradiset. Man havde mange forestillinger om, hvordan Helvede så ud før Dante i form af kalkmalerier, men Dante satte det i system som en tragt ned gennem Helvedesskakten. Jo dybere man kom ned i Helvedesskakten, desto mere alvorlig var ens forbrydelse og den straf, man skulle have. Dante påstod så, at Skærsilden findes på den anden side af jordkuglen, på den sydlige halvkugle, som man dengang regnede for at være ubeboet. Men han forestillede sig, at der skød et bjerg op – Skærsildsbjerget – der også havde en masse terrasser, som synderne skulle vandre opad, mens de blev straffet lige så hårdt som i Helvede, men til gengæld kunne slippe ud af det og komme i Himlen hos de salige med tiden i modsætning til dem, der skulle straffes til evig tid i Helvede. Og sådan gav Dante en detaljeret fremstilling af livet efter døden. Det var først i koncilet i 1215, at kirken havde indført doktrinen om Skærsildens fysiske eksistens, men Dantes forestillinger holdt mange år frem, og det er tankevækkende, at dogmet om Skærsildens fysiske eksistens først er afskaffet i den katolske kirke efter årtusindskiftet i 2007.”
Thomas Harder, forfatter og oversætter
”Dantes ord har været med til at sætte konkrete billeder på mange menneskers forestillinger om det hinsidige – med Helvede, Skærsilden og Paradis. Og selvom moderne teologer har forklaret, at Helvede ikke skal forstås som et fysisk sted med evig ild og djævle med treforke, er Dantes forestillinger stadig meget stærke og dukker til stadighed op i bøger, film og billedkunst af enhver slags, der også rækker langt ind i populærkulturen.
I min bogreol har jeg et stort italiensk Disney-hæfte med Dantes ’Den guddommelige komedie’ gengivet i tegneserieform med Mickey Mouse som Dante og Fedtmule som Vergil. Der findes også en udgave med Anders And som Dante. Det siger noget om, hvor udbredt ’Den guddommelige komedie’ er blevet: Der er jo ikke meget sjov ved at parodiere værker, som folk ikke kender – eller i hvert fald kender til. ’Den guddommelige komedie’ har alle dage haft en kolossal udbredelse og endnu større indflydelse, og det er ikke kun Disney, der har ladet sig inspirere af Dantes vældige billedskabende fantasi. Talrige forfattere, billedkunstnere og filmskabere har brugt Dantes ’Den guddommelige komedie’ som en slags grundbog til at skildre det hinsidige.”8
Teaterversionen af ”Den guddommelige komedie” anmeldes senere i Kristeligt Dagblad.