Hvorfor skal historien om Otto og Louise fortælles? Hvis man spørger, er der allerede noget galt. For god litteratur bærer svaret i sig selv. Så enkelt er det. Og så enkelt bliver det i Hanne Richardt Becks nyeste roman, der har fået sine hovedpersoners navne som titel – og er inspireret af et gammelt portræt og et efterladt brev i familiens gemmer. Men først efter en svag start.
Det er noget med fortællerpositionen. Stemmen smyger sig for tamt indforstået ind og ud af personerne, vi hører, hvad de tænker, føler, associerer, fornemmer. To tilsyneladende ret almindelige mennesker. Hvad vil de mig?
Så sker der noget. Positionen er den samme, men stemmen bliver vedkommende – vi kryber længere ind under huden. Og nu lever de i os. De lever, så det almindelige bliver ualmindeligt og særligt. Så vi får øje på dem. Og efter endt læsning bor de i os – i hvert fald i mig som læser – med en sær genkendelse og ømhed. Det er en stor kunst at åbne læserens øjne. Men det er altså også en kunst at begynde en roman, så man når frem til den åbning.
Louise og Otto møder hinanden i Salt Lake City i Utah, USA. Han er emigreret fra Danmark, hun har danske forældre, men er født i USA. Han søger lykken som skrædder i San Francisco, hun er fraskilt, 31 år (men lyver sig yngre) og kiropraktor. Det sidste under svære vilkår, fordi kiropraktik, der på dette tidspunkt i 1920'ernes USA er en helt ny behandlingsform (er det en slags elektriker, spørger Otto?), bliver afvist som halvokkult overtro.
Så Louise er både "woman adrift", som det kaldes, og en uønsket kvaksalver, der ikke kan "drifte". Begge drives de mod og af noget, de ikke helt ved, hvad er. Og som definerer dem, hver for sig og sammen.
Forelsker de sig? Er det kærlighed, spørger Louise flere gange. Ja, det er det vel. Især for Otto. Men de er også nødvendige for hinanden. Et udsat fællesskab, der vokser til en dyb solidaritet mellem anskudte væsner i en uoverskuelig verden.
Og det er romanens allerfineste pointe. At kærlighed ikke bare er. Men kan blive. At længsel kan stilles uden at opfyldes. At verden bevæger sig, selv når man holder op med at løbe. Og at det ikke nødvendigvis er drømmene, der fører dig det rigtige sted hen. Det er selve det at drømme.
Derudover er der gode tidsbilleder. Vi er i årene 1917-27. I en periode hvor alting omrokeres, letter, koger og ind imellem koger over. Depressionen ligger forude. Men endnu er verden ung.
På det ydre plan er det fjerne Europa i krig. På det indre er der en voksende kvindebevidsthed. Louise begynder som medhjælpende hustru i Ottos skrædderi, men hun slutter ikke der. Der er en økonomisk underverden, som Otto plumper lige ned i. Der er afholdsbevægelsen, som medfører gigantiske, dekadente fester i den anden ende af skalaen. Dette fald gennem kaninhullet er i øvrigt forførende flot beskrevet. Det er ikke Den store Gatsby, men næsten. Der er opgøret med barndommens mission og moral. Der er Jung og psykoanalysen. Der er barnet, de aldrig fik. Og så er der alle de nye vidundere: biografteatret, grammofonen, Dixieland Jazz.
Hvorfor skal historien om Otto og Louise fortælles? Fordi den skal. Så enkelt er det. Og så enkel er den. Og fordi den handler om rigtige mennesker, som os alle sammen. Og om et liv, der vil leves.
Hanne Richardt Beck: Otto og Louise. 318 sider. 295 kroner. Forlaget Spring