Prøv avisen
Bog

Hvorfor skal man læse videre?

3 stjerner

Den prisbelønnede franske roman ”De toneangivende” er udkommet på dansk. Oversættelsen er der ikke noget i vejen med, men den litterære kvalitet skuffer

Man spekulerer længe over, efter hvilke kriterier romanpriser uddeles, medens man kæmper sig gennem denne 540 sider lange roman om et fransk protektorat, der ikke er navngivet, men ligner Tunis. Det må være Frankrigs forståelige interesse for de tidligere kolonier i de nordafrikanske lande, som har fået Le Monde til at skrive: ”En stor verdensroman, der indkapsler en hel epokes begivenheder, fra det koloniserede Nordafrika til det besejrede Tyskland” (citeret fra bogens omslag). Tilmed har bogen fået Det Franske Akademis store romanpris 2015.

Tre tilstande i hovedpersonen den unge Raoufs hoved danner de tråde, bogen ikke særlig klart er flettet af: skoleopvæksten i et fransk gymnasium, tilhørsforholdet til det stedlige moderat muslimske landsbyliv og så et amerikansk filmholds ankomst til landsbyen for at optage en spillefilm om en ørkensheik. Det hele foregår i 1922-24, altså fire år efter Tysklands nederlag i Første Verdenskrig til først og fremmest England og Frankrig.

Raouf er meget optaget af klassisk arabisk litteratur, ligesom han også dyrker de europæiske klassikere, og han bliver antaget som en slags hjælper ved det amerikanske filmhold, der har taget alle deres amerikanske vaner med sig ud i ørkenen.

Deres vilde fester på byens hotel provokerer, men interesserer også ”De toneangivende” (som bogen hedder) i byen – det vil sige de franske myndigheders repræsentanter, de fastboende franskmænd (kolonisatorerne) samt de mest velhavende af den muslimske befolkning. Raouf bevæger sig fra det ene segment til det andet, og vi får en masse detaljer at vide fra hvert af dem, sjove og bevægende detaljer, men man spørger hele tiden sig selv, hvad man skal med disse detaljer ud over at få et kendskab til landet Tunis, som det altså ikke hedder. Meget gammelt landsbyliv fra Nordafrika er således slæmmet op i de mange personers kollektivhistorie, der vel skal forstås som en overgangenes historie mellem fransk indflydelse og lokaltraditionerne, hvori altså blandes en moderne amerikansk kønsfrigørelse med et moderne kærlighedsliv. En spillebuleejer karakteriserer situationen for de lokale toneangivende sådan: ”Frankrig kan bedre lide at se os forblive i den tilstand vi er i, det er billigere, så efter midnat falder vi alle sammen ned i den tilstand de kalder spleen, og nogle fordobler den med en art relativ ateisme, vi fjerner os fra Gud, for ikke at genere ham, men vi er ikke fuldstændig vantro, vi har en grænse, vi spiser ikke svin, vi er tilfredse med at opføre os som de dyr vi ikke spiser (…)”.

Desuden har romanen som en litterær kvalitet en meget speciel stil, der tillader flere stemmer i samme sætning, og den lader flere steder personernes indre monolog indgå som kursiv i løbende normalsætninger – alt i alt kan man sagtens se Hédi Kaddours enorme litterære talent, men man ved aldrig rigtig, hvad man skal med det.

Romanen udvikler sig efterhånden mere og mere til en demonstration af forfatterens enorme viden om alt mellem himmel og jord. Således bliver Raoufs tur til Frankrig ført videre med vennerne til Tyskland, hvor han lige når at se et glimt af en Adolf Hitler-plakat.

Det er meget vel muligt, men også betegnende for alt det, denne roman vil: litteratur, film, politik, historie, landsbyforhold, sexliv, kvinders undertrykkelse, amerikansk presse og amerikansk jura med mere. Læg dertil portrættet af perioden, der synes fortalt i en mere moderne tone, end man ellers forbinder med tiden 1922. Men når klassisk arabiske vers eller ordsprog citeres i teksten, er der pludselig øer af skønhed i teksten som for eksempel disse: ”i timernes kurv forbliver begivenhederne skjult”, eller ”tidernes omskiftelser knuser os som glas”.

Oversættelsen til dansk er fantastisk god. Det er ikke dens skyld, at man så ofte går i stå i bogen uden at vide, hvorfor man skal læse videre.