Bogforsider findes i en uendelighed af farver og med lige så mange forskellige motiver og teksttyper. Men de ligner alligevel hinanden: en titel, et forfatternavn, en genrebetegnelse og et forlagsnavn.
På den måde er forsider konventionelle og mere optagede af at kommunikere, hvad vi har med at gøre, end i at stimulere. Og afvigelser stikker af samme grund i øjnene. Tag bare en af tidens mest omtalte romaner, ”Vi er kortvarigt smukke her på jorden” af vietnamesisk-amerikanske Ocean Vuong, der netop er udkommet på dansk, og hvor der på forsiden ud over titel, forfatternavn og genrebetegnelse står ”På dansk ved Caspar Eric”.
Det kan jo virke tilforladeligt. Men hvad er det egentlig, forlaget C&K – der er en del af Politikens Forlag – vil sige med det? Hvad er hensigten med at sætte navnet på oversætteren, der er en digter med et vist tag i de unge, på forsiden?
Det spekulerede jeg over, mens jeg læste den på én gang forrevne og poetiske brev-roman, der hverken var specielt godt eller specielt dårligt oversat. Og det eneste svar, jeg er kommet på, er salg: Caspar Erics navn på forsiden skal trække købere til.
At det er lidt usmageligt at skrive hans navn med versaler og placere det over Vuongs for at lokke købere til, er én ting. Men det er også en hån mod alle dem, der bruger livet på at oversætte uden nogensinde at se deres navn på en forside.
At se ”På dansk ved Caspar Eric” placeret prominent på Vuongs bog peger ikke kun på dyrkelsen af kendthed i forbindelse med salg, men også på den åbenlyse uretfærdighed, det er, at professionelle oversættere, der virkelig har betydning for forfatterskaber, må finde sig i at blive nævnt inde i bøgerne, på titelbladet.
Tænk på Sara Koch, der har oversat alle seks bind af Karl Ove Knausgårds ”Min kamp” og stort set alt andet fra hans hånd. Eller på Niels Brunse, der har oversat alle William Shakespeares skuespil. Eller Karsten Sand Iversen, der blandt så meget andet har oversat James Joyces kropumulige ”Ulysses”. Eller Jørgen Herman Monrad og Judyta Preis, der vedholdende oversætter tysksprogede værker.
De er litteraturens ydmyge tjenere, men spiller en afgørende rolle for vores opfattelse af udenlandske forfatterskaber; er vores vej ind i verdenslitteraturen, uden at opnå nogen særlig anerkendelse.
Det er himmelråbende urimeligt, og forfattere, der oversætter en enkelt bog eller to, bliver normalt heller ikke nævnt på forsiden. De plejer så at sige at holde sig tilbage eller blive holdt tilbage af forlaget. Hvilket er en god måde at vise de ”rigtige” oversættere respekt på.
Madame Nielsen er for eksempel ikke nævnt på forsiden af Peter Handkes ”Ulykkelig og uden ønsker”, som han har oversat, ligesom Naja Marie Aidts navn ikke er at finde på forsiden af Stian Holes børnebøger.
Derfor provokerer Caspar Erics navn på forsiden af Ocean Vuongs roman. Fordi det bryder en uskreven regel, og fordi det peger på oversætternes skyggetilværelse.
Så der er to veje frem: Enten skal alle oversættere på forsiden, eller også skal ingen. Jeg foretrækker det første. Fordi det kun er rimeligt. Og fordi vi så slipper for de her uheldige undtagelser, hvor et forlag forsøger at sælge varen ved at placere et kendt navn på forsiden. Endda over forfatternavnet. Og med store bogstaver.