Han forlod sin villa i Königsallee klokken 10.45 med kurs mod ministeriet i Wilhelmstrasse. Lige før hans cabriolet nåede krydset Wallotstrasse/Erdenerstrasse, hvor chaufføren måtte tage farten af for at klare en s-kurve, kørte en mørkegrå Mercedes-Tourwagen op på siden af bilen og afskar den.
Der var tre mænd i Mercedesen; én førte bilen, en anden trak en MP18-maskinpistol frem og fyrede direkte mod Rathenau, mens en tredje smed en håndgranat ind i bilen. Det var gjort på sekunder, hvorefter den mørkegrå bil gassede op og forsvandt i fuld fart ad Wallotstrasse.
Rathenau var ramt af fem skud og døde minutter efter.
Weimarrepublikkens tid var en kaotisk tid, en tid med ”en masse blinde kræfter, over hinanden og imod hinanden”, som dadaisten Hugo Ball profetisk havde udtrykt det. Det var nu ikke så svært for politiet at finde ud af, hvor de skulle kigge hen for at opklare attentatet. Sporene pegede på den hemmelige højreradikale Organisation Consul, styret af den tidligere flådekaptajn og frikorpschef Hermann Ehrhardt, som i forskellige grupperinger længe havde arbejdet på at underminere Weimarrepublikken.
Ehrhardt stod bag Kapp-kuppet i 1920 samt bag to tidligere mordattentater på fremtrædende politikere, Matthias Erzberger i 1921 og Philipp Scheidemann tidligere i juni 1922. Begge sås som Erfüllungspolitiker, opfyldningspolitikere, i forhold til den i store dele af den tyske befolkning stærkt forhadte Versailles-traktat fra 1919.
Også Rathenau blev set som opfyldningspolitiker og var desuden jøde og dermed et oplagt attentatmål for Organisation Consul, som var rutinemæssigt antisemitisk og med mordet håbede at bringe regeringen til fald, provokere venstrefløjen til at undsige repu-blikken og i bedste fald udløse en borgerkrig, i hvilken Rigsværnet, den smule hær, tyskerne var blevet tilladt af sejrherrerne, ville få brug for hjælp af netop Organisation Consul.
Sådan gik det nu slet ikke. Weimarrepublikkens centrumspolitikere rykkede efter mordet på Rathenau sammen om forfatningen, attentatmændene var snart uskadeliggjort, og Ehrhardt gjorde sig usynlig.
Walther Rathenau blev en mytisk figur efter sin død. Det var egentlig ikke, fordi han havde nået at udrette så farligt meget. Han spillede en væsentlig rolle i krigens sidste år som en højtstående embedsmand med krigsmaskinens ressourcer som særligt arbejdsområde. Det havde han klaret forbilledligt, og efter krigen gik han ind i politik som medlem af partiet DDP, Deutsche Demokratische Partei, et centrum-venstre parti, som ikke mindst appellerede til intellektuelle og assimilerede jøder.
Han nåede kun at være udenrigsminister i knap fem måneder, hvor hans vigtigste resultat var Rapallo-traktaten fra april 1922, en samarbejdsaftale mellem det slagne Tyskland og Sovjetunionen, som gjorde de allierede aldeles rasende, ikke mindst fordi man mistænkte, at den indeholdt en aftale om militært samarbejde. Hvad den også gjorde, i hemmelighed.
Rathenau var født i 1867 med en guldske i munden. Hans far, Emil, grundlagde firmaet Allgemeine Elektricitäts-Gesellschaft (AEG) og gjorde det til et af Gründer-epokens stærkeste kort. Walther overtog tøvende firmaet ved faderens død i 1907. Det var egentlig ikke tilstrækkeligt udfordrende for ham. Han ønskede mere anerkendelse.
Rathenau var en yderst sammensat natur. Hans talenter pegede i mange retninger, han havde en kunstnerisk åre, var en rimelig maler og skribent, udgav omkring 15 bøger med essays, ofte med profetisk indhold. Han var stærkt fascineret af den preussiske dominanskultur og sværmede lidt for den politiske ideologi ”nationalbolsjevisme”. I sine bøger vendte han sig mod den storindustri og maskincivilisation, som han var rundet af, med socialutopiske forestillinger om et kommende ”sjælens kongedømme”, hvorved han – jøden – vendte sig positivt mod Kristus til ubehag for såvel jøder som andre.
Den østrigske forfatter Stefan Zweig mødte Rathenau flere gange, fra århundredskiftet til blot en uge før hans død. Han skriver om det i ”Verden af i går” (1942), imponeret, men kritisk.
”Hans intellekt var et genialt apparat,” skriver Zweig.
”Når man talte med ham, følte man sig dum, udannet, usikker og forvirret i forhold til hans roligt afvejende og altoverskuende saglighed.”
”Der var et eller andet ved dette blændende lys, ved denne tænknings krystallinske klarhed, der virkede ubehageligt.”
”Der var noget glasagtigt, gennemsigtigt og substansløst over hans tænkning; jeg har sjældent fornemmet det jødiske menneskes tragik stærkere end i hans skikkelse, der trods al sin synlige overlegenhed var fyldt med en dyb uro og tvivl.”
”Han havde arvet alverdens rigdom efter sin far og ville alligevel ikke være hans arving, han var forretningsmand, men så gerne sig selv som kunstner, han ejede millioner, men flirtede med socialismen, han følte sig som jøde og koketterede med Kristus. Han tænkte internationalt og forgudede den preussiske ånd, han drømte om et folkedemokrati, men følte sig dybt beæret, hver gang han blev modtaget og rådspurgt af kejser Wilhelm, hvis fejl og forfængelighed han gennemskuede uden dog at kunne beherske sin egen forfængelighed.”
Sammensatheden skulle gå igen i hans eftermæle. Hans begravelse blev en politisk samlende begivenhed, hvor republikkens præsident, Friedrich Ebert, talte om Rathenaus ”profetiske bekendelse” til republikken, en ”nationens fører ud af vildnisset”. Rathenau blev en martyr, ligefrem en Messias.
I de resterende Weimar-år var hans død symbol for den demokratiske midtes forening mod truslen fra de højreradikale, hvor sandheden nok var, som hans ven, publicisten Maximillian Harden, skrev i sin nekrolog, at Rathenau egentlig aldrig var en republikaner, aldrig egentlig en demokrat, snarere en preusser!
Efter magtovertagelsen i 1933 hyldede nazisterne hans mordere. Oven på den fuldbyrdede Tyske Katastrofe blev han set som det første offer for nazismen, selvom Ehrhardt-gruppens terrorisme mest havde til sigte at genskabe kejserdømmet. På en og samme tid altså Det Tredje Riges første og Det Andet Riges sidste offer og under alle omstændigheder symbolsk for den tragedie, der ramte den (næsten) fuldt assimilerede jøde.
Efter Anden Verdenskrig blev han et positivt symbol i både Øst- og Vesttyskland på forskellig vis. I vest blev børnene undervist om ham som offer for antidemokrater og racister, mens de i øst mest lærte, at han med Rapallo-traktaten havde åbnet døren til et isoleret Sovjetunionen, og at hans bøger, til trods for, at han var rundet af monopolkapitalismen, rummede idéer om kollektivt ejerskab til produktionsmidlerne.