Peter Brandes’ første møde med stor kunst fandt sted, da han som 12-årig kom til Frankrig i 1956.
På det tidspunkt havde drengen, der var født i Odense, endnu ikke været i København. Men fra han trådte ind på Museet for Moderne Kunst – det, der i dag hedder Centre Pompidou – vidste han, at kunsten ville være til stede i hans fremtidige liv.
”Jeg trådte lige ind i verdenskunsten,” som han siger.
I dag har han været delvist franskmand i mere end 40 år og ejer et hus, der tidligere har været maleren Asger Jorns, i Paris sammen med sin hustru, kunstneren Maja Lisa Engelhardt. Herfra har han pendlet til og fra Danmark, hvor debatten i kulturlivet lige nu centrerer sig omkring én ting: penge. Der skal spares 600 millioner kroner på Kulturministeriets budget de næste fire år, og det har fået kunstnere, museumsfolk og eksperter til at råbe vagt i gevær.
Men set udefra kan frygten for, at kulturen svinder ind til ingenting, godt virke lidt overdrevet, mener Peter Brandes.
”Den debat, vi har nu, er, at der bliver skåret hele tiden i støtten fra staten. Det er ikke for at være asocial, men jeg vil ikke undlade at gøre opmærksom på, at det var under statsbankerotten i 1813, at Danmark virkelig trådte i karakter som kulturland. Inden for litteraturen med folk som Oehlenschläger, filosofien med Søren Kierkegaard og billedkunsten med Constantin Hansen, Eckersberg, Christen Købke og Lundbye. Videnskabsmænd som H.C. Ørsted og komponister som Weyse. Det var i den periode, vi var på højden af vores kultur nogensinde. Og der kan man undre sig over, hvilke mekanismer der er skyld i, at landet er forarmet, og der er næsten ingen penge til rådighed – og alligevel formår kulturen at blomstre op som aldrig før,” siger han.
Det er, som om kulturlivet er blevet enig med sig selv om, at god kunst og støttekroner hænger sammen, mener han.
”Men er penge virkelig afgørende for, at vores talenter kan udvikle sig og blive til noget? Det er jeg ikke sikker på. En mand som van Gogh blev jo ikke nogen dårligere maler af, at han aldrig tjente en rød reje og oplevede den succes, hans kunst har i dag. Man kunne nævne hundredvis af kunstnere, der ikke er blevet bremset i deres iver og lyst og nødvendighed af at gøre kunsten nærværende,” siger han.
Han bider dog mærke i, at da verdens ledere for nylig var forsamlede til World Economic Forum i Schweiz, blev vigtigheden af at opretholde kulturånden i en økonomisk krisetid fremhævet. Og selvfølgelig kan nedskæringer føre til en fattigere kultur, mener Peter Brandes.
”For eksempel er det vigtigt, at museer ikke kun bliver for eliten, og når der nu tages entré på Nationalmuseet, så bevæger vi os ned ad den sti,” siger han.
Men hvad skal man så gøre for at spare de penge, der nu engang skal spares?
”Der er en tendens til at lave store og dyre udstillinger,” siger han og svinger ud med armene.
”Man satser helt enormt mange penge på forsikringer og transport. Men det behøver ikke være sådan. På museet Louvre valgte man for 15 år siden at sige: ’Vi er som et isbjerg, men har skatte gemt i vores kamre, som er helt enestående. Inden for billedkunst, kulturhistorie og arkæologi. Nu spørger vi en række forfattere, filosoffer og kulturpersoner, om de ikke hver især vil lave en udstilling med det, vi har.’ Det blev til 14 udstillinger, som alle blev store succeser,” siger han.
For eksempel valgte filosoffen Jacques Derrida som tema dét at være blind eller blive blændet, forklarer han.
”Katalogerne er udsolgt for længe siden og er nu rariteter. De udstillinger kostede dem ikke mange penge i forsikring eller transporter og blev kørt med det, jeg vil kalde et discountbudget. Nu har vi igen en stor udstilling hjemme på Glyptoteket med Paul Gauguin, kort efter en anden for få år siden samme sted. Jeg elsker det museum, men finder dispositionen mærkelig. Hvad med om alle de store museer, inklusive Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet, lukkede lidt op for nogle af de fantastiske skatkamre, de har, og undgik de dyre ekstraomkostninger, hver gang der skal hentes kunstværker ind?”, spørger han.
Skatkammerstrategien er museerne begyndt at dyrke i Frankrig, især de lidt mindre steder og uden for Paris, siger han. Både Louvre og Centre Pompidou har med held lavet sådanne alternative museer, der har bragt turister til områder, som ellers har lav beskæftigelse, og givet skub til egnens økonomi ved at vise skjulte billeder, der har sovet tornerosesøvn.
”Man burde lave en fire-fem års pause og åbne vores kulturlagre og vise noget af alt det, vi har, og spørge kulturpersoner, om de vil arrangere udstillinger.”
Franskmændene har gjort andre ting, vi godt kunne lære af herhjemme, mener Peter Brandes.
Han kalder den tidligere franske kulturminister André Malraux, der var kulturminister under Charles de Gaulle frem mod slutningen af 1960’erne, ”en fremragende kulturminister”.
I 1968 fik Malraux indført en lov, der gjorde det muligt at betale arveafgift til den franske stat med kunstværker. Loven gjorde blandt andet, at maleren Marc Chagalls arvinger betalte deres afgifter med 46 malerier, der i dag er en del af franskmændenes fælles kulturarv, og også malerier af Manet, Renoir og Cézanne er kommet den franske stat i hænde på den måde. Matisse-museerne i Cambrai og Nice er også opstået på den måde. Og Picasso-museet i Paris.
”De store kunstsamlere i Frankrig har betalt deres arveafgifter med kunst. Det er en genial tanke, der blev gennemført til stor irritation for Finansministeriet. Men trods alt ikke så meget, at loven blev lavet om – det var jo uforudsete indtægter.”
Mener du, man burde gøre sådan herhjemme også?
”Ja! Og lad os bare tage manuskripter med. I Frankrig har man fået en lang række museer på baggrund af den lov. Herhjemme kunne vi få et fremragende museum med Svend Wiig Hansens kunst, hvis vi fik et nyt værk, hver gang én, der lå inde med et sådant, døde, og arvingerne betalte deres afgift med kunst.”
I de senere år er flere og flere private fonde blevet de største sponsorer i det hjemlige kulturliv. Det giver en meget mere forskelligartet kultur, fordi investeringerne ikke går gennem et statsapparat, mener Peter Brandes.
”Jeg tror på, at i fremtiden vil langt mere kultur og flere kunstnere blive støttet af private ’foundations’. Og det betragter jeg sådan set ikke som nogen dårlig ting. Regeringerne skal derfor gøre fondenes opgave tilgængelig rent finanspolitisk. Det vil sige lave skatteregler, der gør deres sponseringer favorable.”
Det store problem er en tendens til, at de offentlige kunstforvaltere undervurderer publikum, mener han.
”Hvorfor tør vi ikke lade kunsten tale for sig selv? Det er et generelt træk, at man undervurderer folks evne til at absorbere noget som helst, der har med kultur at gøre. Når jeg er ude på udstillinger og giver mig tid til at snakke med helt almindelige mennesker, forbavses jeg gang på gang over, hvor stor en åbenhed de udviser. Folk er mere begavede, end man gør dem til.”
Det kan være anderledes i Frankrig, mener han. I Marais-kvarteret i Paris handlede Peter Brandes for en del år siden hos en ostehandler, en ældre kvinde. En dag fortalte hun, at der i én af kvarterets ruiner skulle bygges et nyt Picasso-museum.
”’I den gamle rønne?’, spurgte jeg. Hun sagde: ’Gammel rønne, må jeg være fri! Indvendig er der en trappeopgang, der er så smuk, at jeg aldrig har set noget lignende. Jeg kan vise dig den en dag, for jeg kender portneren.’ Og det gjorde hun, og det at se en ostekone uden nogen form for kunsthistorisk uddannelse gå så meget op i en trappe og beskrive dens skønhed, fik mig til at se, at kultur altså godt kan eksistere hos mennesker på et plan, hvor det ikke handler om viden. Det er meget ofte til stede hos franskmændene: En umiddelbar glæde ved at se noget smukt.”