Prøv avisen

Hvornår er man egentlig dansker?

”I Danmark skal vi væk fra den romantiserede version af, hvordan demokratiet blev indført herhjemme,” mener bogaktuelle Ove Korsgaard. – Foto: Kristian Djurhuus.

Vi skal ikke frygte, at mere religion i det offentlige rum skader demokratiet, mener Ove Korsgaard. I en ny bog opfordrer han til, at vi i vores multikulturelle og multireligiøse samfund finder en fælles fortælling

Danmark er i dag en kampplads for meget blandede og modstridende interesser, hvor spørgsmålet om, hvad folket er for en størrelse, er et af de mest centrale stridspunkter.

Sådan skriver professor fra Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet Ove Korsgaard i starten af sin nye bog Tankepause folk, der blev anmeldt i Kristeligt Dagblad tirsdag i denne uge, og lægger dermed op til en debat om, hvilken betydning den multikulturelle virkelighed og globaliseringen har i forhold til vores opfattelse af, hvad det vil sige at høre til et folk. Hvad vil det sige at være dansker, hvad vil det sige at være europæer?
LÆS OGSÅ: "Vi må ikke romantisere det multikulturelle samfund"

Den aktuelle debat om, hvad det vil sige at tilhøre et folk, er affødt af to ting. Den ene er det faktum, at vi i dag lever i et mere multikulturelt, multietnisk og multireligiøst samfund, hvor det igen og igen kommer til diskussion, hvornår man kan betegnes som dansker. Er det, når man har et rødbedefarvet pas og rent juridisk er dansker, er det, når man tilslutter sig demokratiet, eller er det først det øjeblik, man assimilerer sig kulturelt? Den anden er, at vi også lever i et europæisk system som EU-borgere, hvor spørgsmålet er, om der kan etableres et europæisk folk, og hvordan dette i så fald skal defineres, siger Ove Korsgaard.

Debatten om danskhed og om retten til eller muligheden for at kalde sig dansker foregår ifølge professoren på mange platforme og niveauer. Både når det diskuteres, hvorvidt der skal være brusekabiner med forhæng i folkeskolens omklædningsrum, om der skal indrettes bederum på arbejdspladsen og på nationalt plan, når der argumenteres for og imod, at muslimer skal have ret til at holde fri i forbindelse med ramadan på samme måde, som der findes nationale helligdage ved påske-, pinse- og juletid.

Men er den debat ikke givtig nok at have kørende? kunne man spørge.

Og jo, det er den ifølge Ove Korsgaard, hvis den vel at mærke foregik mere nuanceret, end det ofte er tilfældet.

Diskussionen om, hvad det vil sige at høre til det danske folk, florerer jo i fuld udfoldelse, men jeg vil gerne argumentere for, at man bliver bedre i stand til at skelne mellem de forskellige forståelser af ordet folk. Det har mange dimensioner både kulturelle, juridiske og sågar racistiske. Men ofte står det ikke klart, hvordan man bruger begrebet, når man diskuterer, siger han og afviser, at man helt skal droppe brugen af ordet, blot fordi nogle associerer det med ubehageligheder som nazisme og nationalisme.

Hvis man ikke vil vedkende sig ordet folk, men går ind for demokrati, så smider man demokratiet ud med badevandet, idet demokrati jo bygger på forestillingen om et folk. Derfor er det meget bedre at gå ind i en diskussion om, hvordan man bruger ordet, siger Ove Korsgaard.

Den bogaktuelle professor er ikke i tvivl om, at vi som folk har brug for en fælles fortælling, som både gammel- og nydanskere kan relatere sig til. Har vi ikke en sådan, bliver det svært at skabe et fællesskab, hvor alle kan opnå følelsen af at høre til og af at være en del af det danske folk. Men at få skabt den fælles fortælling fordrer, at der tages livtag med dele af vores overromantiserede historieskrivning.

Der er flere muligheder, når man vil fortælle sin historie. Man kan gøre det, så det enten bliver vanskeligt for udefrakommende at blive en del af den, eller man kan åbne for den og lade andre blive en del af historien, siger Ove Korsgaard og nævner tilblivelsen af et demokrati som eksempel.

I Danmark skal vi væk fra den romantiserede version af, hvordan demokratiet blev indført herhjemme. Historien, som er blevet fortalt i skolerne gennem mange år, om en fløjlsrevolution med et fredeligt optog og en venlig konge, må forkastes. Hvis vi puster os op på den måde, distancerer vi os selv fra realiteterne, og det bliver vanskeligt for andre at hægte sig på historien. Mange af de problemer, der blev løst meget brutalt i 1864, da Danmark mistede Slesvig og Holsten, handlede jo netop om, at de, der talte henholdsvis tysk og dansk, ikke kunne finde ud af at udgøre et fælles vi. På samme måde som vi i dag rundt om i verden, i Irak, Egypten og Libyen, kan se, at det ikke er nogen sag at få væltet en diktator, men at det kræver sit at blive enige om at udgøre et folk, siger han og fortsætter:

Hvis vi giver indtryk af, at vi synes, de andre er så vældig tilbagestående, fordi de ikke kan finde ud af det med demokrati, mens vi sagtens selv kunne, skaber vi et vi og et de. Hvis vi derimod fortæller, at indførelsen af demokrati her i Danmark var en brutal affære, så tror jeg lettere, at folk kan identificere sig med os og på den måde blive optaget i en fælles historie, siger Ove Kors-gaard.

Skal det lykkes at få skabt den fælles historie, ligger der et kæmpe ansvar i skolerne, der står for at formidle fortiden, og en hel del historiebøger ville nyde godt af en grundig om- og genskrivning. Og det gælder ikke kun i forhold til dansk historie, men også i forhold til europæisk, mener Ove Korsgaard. Hvis ikke kommende generationer får formidlet, at de ikke kun er statsborgere i Danmark, men også er unionsborgere, så svigter vi.

Formidlingen af, at vi også er unionsborgere, er ikke særlig god i skolerne, som det er nu. Og jeg mener, at det er ufattelig vigtigt, at der bliver gjort mere ud af det fremtidig. Både for at holde sammen på Europa oven på de frygtelige krige, der har været, men også fordi Europa er ved at blive et lille område i en stor globaliseret verden. Vil vi undgå at blive overhalet af denne globalisering, må samarbejdet i Europa styrkes, påpeger Ove Korsgaard.

Ud over at leve i et multikulturelt og multietnisk samfund anerkender Ove Kors-gaard også, at vi i dag lever i et multireligiøst samfund, hvor religionen er blevet tydeligere i det offentlige rum. Som han ser det, er der to hovedpositioner at forholde sig til i den forbindelse.

Man kan betragte det, at religion spiller en stigende rolle i det offentlige rum, som en fare for demokratiet og argumentere for, at religion er noget, der bør foregå inden for hjemmets fire vægge, sådan som Anders Fogh Rasmussen (V) også sagde i sin tid. Men man kan også vælge at vænne sig til, at religion fylder mere i det offentlige rum, og at det at udtrykke sig religiøst også er en måde at have en stemme på, siger han og bekender selv kulør.

Jeg står på den sidste position, og jeg mener ikke, at vi på forhånd skal se det som en trussel mod demokrati og menneskerettigheder, når man formulerer sig religiøst. Den tyske filosof Jürgen Habermas taler om, at vi måske slet ikke bevæger os mod et stadig mere sekulært samfund, men snarere mod et postsekulært samfund. I hvert fald kan vi jo se, at religion de seneste årtier er kommet til at fylde mere og mere i det offentlige rum, siger han.

Bogen Tænkepauser Folk er den syvende i serien Tænkepause-bøger fra Aarhus Universitetsforlag. Den blev anmeldt i Kristeligt Dagblad i onsdags.