Peter Graarup Westergaard skriver sig med sin debutdigtsamling, ”Nordvest – Thydigte”, ind i en lang og rig tradition for hjemstavnslitteratur med Johannes V. Jensen, Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær som jyske bannerførere. Det poetiske stof og sprog formes og dannes i denne litteratur af den kolorit og tone, det temperament, der er karakteristisk for netop den egn, det sted, som forfatteren er knyttet til.
Hjemstavnsforfattere har deres rodfæstede udgangspunkt i den særlige forestillingsverden, de er vokset op med; det er fra den kultur – præget af den lokale natur, det specifikke landskab og de konkrete menneskelige skæbner – litteraturen og de poetiske impulser helt grundlæggende udspringer.
For Westergaard er hjemstavnen, som titlen indikerer, Thy, mere specifikt Nors, og digtene kredser om barndommen på den fædrene gård Øster Skaarup, om de mennesker og særlinge – eller tosser, som det hedder i ordets kærligste betydning – der udgør lokalsamfundet. I en ofte talesprogsnær (med indslag af dialekt) og anekdotisk stil, der får en til at undre sig over, hvorfor mange af ”digtene” ikke bare er skrevet som regelret prosa, hører vi om Bedstefaderen Harry, Hans Fisker på nabogården, Troldborgmanden, der kørte mælk, Murermester Madsen og Ringo Tømrer, Bette Nete og Lange Gerda.
Der er tekster om Vildsundmarkedet eller Wildsensmarked, som man siger på de kanter, om Æ Verdensuniversitet, Cold Hawaii, Thisted Antikvariat og Nationalpark Thy.
For en thybo (og det er jeg, selvom min bopæl i dag er et andet sted i landet) er det alt sammen meget velkendt og hjemmevant, men Wester-gaard får desværre ikke for alvor forløst stoffet.
Mange af teksterne er faktisk både charmerende og finurlige, og det er vanskeligt egentlig at blive sure på dem, men det er måske også teksternes store problem, at de ikke rigtig gør nogen fortræd, at de mangler kant og dybde. De er, som de fleste samtaler over middagsbordet: banale og ligegyldige, når de er værst, hyggelige og forglemmelige, når de er bedst.
Som nu for eksempel anekdoten om Bette Nete og Lange Gerda, der ”boede sammen i et lille rødstenshus/ på hjørnet til skomagergade,/ hvorfra de kunne holde et vågent øje/ med alt, hvad der skete i hele Sjørring by”.
”De var velorienterede om hele oplandet,” hører man videre, og da ”byretten i Thisted skulle dømme/ et gement tyveri fra Andelsmejeriet/ blev Bette Nete og Lange Gerda naturligvis/ indkaldt som vidner, og de glædede sig inderligt,/ fordi de fik deres rejse til Thisted godtgjort/ og tilmed fik gratis frokost på Hotel Phoenix”.
I andre digte forsøger Westergaard sig blandt andet som traditionel (salme)digter, men også her synes digtene at savne den sproglige originalitet og energi, der gør litteratur mindeværdig.
Et eksempel er ”Til paradis på Øster Skaarup”.
Heri tænker jeget sig tilbage til barndommens Arkadien, den paradisiske haveidyl, hvor ”grenene, som jeg så vokse frem,/ var som mange armes trygge favn”, som det lyder med et lidt for letkøbt og banalt sprogbillede.
Det er ærgerligt, for Thy – og denne egns mangfoldighed af natur og landskaber, fortællinger og mytologier – har i den grad fortjent en mere sprudlende, veloplagt og overrumplende poesi end den, Westergaard præsenterer i ”Nordvest – Thydigte”.