Prøv avisen

Hyggelige juledage i Nøddebo Præstegaard

Carl Henrik Scharling.
Den første filmatisering af »Nøddebo Præstegaard« er fra 1934, her Hans Kurt, der kigger langt efter Karin Nellemose. (Arkivfoto)
Frustation er nøgleordet for kultursociolog Jacques Blum, når han skal vurdere jødedommens status i Danmark i dag. De fornyelser, som han har kæmpet for at gennemføre gennem otte år i ledelsen for Mosaisk Trossamfund, er efter hans opfattelse stadig uløste. -- Foto: Hans Christian Jacobsen.

»Først naar vi forstaae at leve i Erindring og Haab på en Gang, først da forstaa vi at leve paa den rette Maade.«

Nej, det er ikke Kierkegaard, men 20-årige Emmy fra Nøddebo Præstegaard, der sætter 18-årige stud.theol. Nicolai på plads, da han siger, fortiden ikke interesserer ham, kun fremtiden.

Hvis man kan lide »Nøddebo Præstegaard« på film eller teater, bør man ikke snyde sig selv for bogen bag de folkekære forestillinger. »Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard« hedder den og er skrevet i 1862 af den senere dr.theol. og professor i teologi ved Københavns Universitet Carl Henrik Scharling (1836-1920).

Det er et lille veloplagt stykke dansk kultur- og præstegårdshistorie, Gyldendalske Boghandels Forlag fik udsendt i datidens gotiske skrift, og hvis senere udgaver man med held kan fiske stadigvæk hos antikvarboghandlerne. Underholdende fortalt og med masser af hyggelig jule- og nytårsstemning fra gamle dage. Beretningen om de tre unge københavnerbrødres besøg hos den sjællandske præstefamilie fortælles i jeg-form af den yngste, Nicolai.

Mere end nostalgi

Der er snevejr, romantik, bal, sang, hane, møde med gode almuefolk, punch osv. i bogen, men også meget mere.

Hør bare, hvordan Nøddebopræsten taler til datidens - og nutidens? - rastløse, selvstyrende mennesker: »Men her er det netop, at vort Stivsind og Egenraadighed kommer for Dagen. Thi det er egentlig ikke saameget i og for sig den Ting, at vore Ønsker ikke opfyldes, der vækker vor Uvillie og Harme, som derimod den Omstændighed, at vor Villie ikke sættes i gjennem, at vi ikke kunne regere Alt, som vi nu engang havde bestemt. Og hvad ere saa alle vore mange Planer?... Galt nok kan det see ud i Verden, men værre vilde det see ud, om det skulde gaae efter vor Villie. Derfor er det godt, at der er En, som har forbeholdt sig sit Veto og engang imellem standser os, naar vi ere alt for ivrige.«

Og så giver originalteksten flere, og undertiden anderledes, detaljer om personer, tid og sted, end vi er vant til:

De to præstedøtre, Emmy og Andrea Margrethe, fremtræder som unge kvinder med betydeligt mere »hjemme« end de kvidrende pigebørn fra filmen og teatret, ligesom samtaleemnerne i præstegården er langt mere interessante i romanen.

De tre brødre, »Gamle« alias Christopher, »Corpus Juris« alias Frederik og Nicolai, tager ikke til Nøddebo for at fejre jul, men nytår.

Til præstens store fortrydelse ankommer de først, efter at gåsestegen er spist, altså i dagene mellem jul og nytår. Præsten ærgrer sig ikke så meget over gåsestegen som over, at »Gamle« oprindeligt havde lovet ham at prædike en af juledagene.

Brødrene er sønner af »en Herredsfoged ovre i Jylland« og ungdomsven til præsten i Nøddebo. Til daglig deler de tre en femtesals kvistlejlighed på hjørnet af Vestergade og Vestervold i København.

Da de skal til Nøddebo, bliver de ikke hentet af præstens kusk i København, men tager selv toget til Roskilde. Først dér venter præstens vogn med to brune heste spændt for.

På vej til Roskilde forelsker Nicolai i en sød pige med blå øjne, der stiger på toget i Hedehusene. Hendes navn dukker op igen i slutningen af romanen. Vi får at vide, at Nicolai møder hendes bror i Studenterforeningen.

Inden selskabet forlader Roskilde, besøger det domkirken.

Præstegården i det imaginære Nøddebo ved Roskilde, som ikke har spor at gøre med Nødebo i Nordsjælland, ligger »to Mile fra Rolskilde ved Roskildefjordens Bredder«.

Døtrene og kæresterne og Nicolai bruger bl.a. juleferien på spadsereture, slædekørsel og farlige skøjteløb, i nærheden af våger. Der er ingen konkrete nisser i romanen, kun forestillinger om nisser og en landsbydreng med rød hue på.

»Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard« er en hyldest til præstegårdslivet, som det kunne se ud i gamle dage, før skilsmissernes og de selverhvervende ægtefællers tid. »... den som ikke har været i en Præstegaard kjender ikke det Bedste i Danmark«, siger Nicolai højstemt.

Der var engang

Trods sin idyllisering af det gammeldags, patriarkalske familiemønster er bogen hyggelig læsning og påmindelse om, at der var engang, hvor man kunne komme i julestemning uden tv-julekalender, rejse til Maldiverne, ny bil eller dvd-afspiller. Familiens strenge, men retfærdige overhoved, den milde og socialt bevidste præstekone, de velbegavede, ægteskabsafventende døtre. Alle aktørerne i Nøddebo virker trygge, glade og tilfredse med deres ståsted i tilværelsen. Måske derfor tør de udfordre rollerne og diskutere livligt med sidemanden.

Mest overraskende er måske portrættet af præstedøtrene Emmy og Andrea Margrethe. De går godt nok, som det var tidens skik i de kredse, hjemme og venter på at blive godt gift, men må nok siges at fordrive ventetiden med mere end huslige sysler. De to unge kvinder deltager ubesværet i samtaler om teologi og filosofi og er lykkelige for frisk

input fra hovedstaden. I midten af 1800-tallet var videbegærlige kvinder henvist til selvstudier og udfritning af universitetsuddannede mænd.

Især Emmy sluger alle de bøger, hun kommer i nærheden af. Ind- imellem underholder hun familien og gæsterne med sagn og eventyr frit fra hukommelsen. Historien om den grusomme vikingesøn Thjodolf, der hver morgen, når solen stod op og strålede over den blanke havoverflade, skar hjertet ud på én af sine kristne fanger og ofrede det til Odin, hvorefter han kastede liget i havet - men som en dag bliver tiltalt af Kristus selv - og omvender sig - sætter gang i en vældig debat i præstegården om Paulus og værdighed til embedet som prædikant. Emmys lillesøster, 18-årige Andrea Margrethe, mener ikke, Thjodolf burde være gået i kloster, som han gjorde, men draget ud i alverden »for at forkynde Christus overalt«. Emmy selv sætter spørgsmålstegn ved morderen og forbryderen som evangelist, mens en af teologerne i selskabet, 24-årige Christopher eller »Gamle«, giver Andrea Margrethe ret og minder om, at hvis der skulle gælde renhedskrav for prædikanter, ville kristendommen aldrig været kommet længere end til Kristus selv. Dog, tilføjer han, var han nok blevet i klostret ligesom Thjodolf. Dels er det ikke enhvers sag at blive en Paulus, dels »gjælder dog først og fremmest at frelse sin egen Sjæl, inden man tænker på at frelse Andres«.

»Taler De tidt Latin?«, spørger Nicolai forundret søstrene, da latinske citater svirrer gennem luften. Andrea Margrethe bekræfter og morer sig over præstegårdens udlægning af Paulusordet: »Mulier taceat in icclesia« om at kvinder bør tie i gudstjenesteforsamlingen. I Nøddebo hedder det sig, at »I Kirken taler Far, og vi tier: hjemme taler vi, og Far tier«. Med Andrea Margrethes udkårne, 23-årige cand.jur. Frederik alias »Corpus Juris«, gælder det især samtaler om forholdet mellem samfundets retfærdighed og den enkeltes barmhjertighed.

Indimellem tager præsten piben fra munden og leverer hvas kritik af opblæste, københavnske teologistuderende, der drømmer om at blive landsbypræster, men ikke aner en pind om livet uden for byen. Sådan en lokkede Nøddebopræsten engang med ud til en kollega på landet. »Hvad der her allermest forbausede ham, det var, at Avlskarlen aldrig havde hørt tale om Cicero. Og saadant et Menneske vil være Sjælesørger på Landet, hvad skal det føre til?«, siger sognepræsten i Nøddebo. Scharling kan heller ikke lade være med at lange ud efter organisterne eller bælgetræderne, som han kalder dem, når de »bliver ved med deres Triller og Trimulanter paa Orgelet, som var det dem og ikke Præsten, der skulde tale«.

Kærlighedsroman

Romanen er jo for en stor del en kærlighedsroman. Amorinerne sværmer om dens unge hovedpersoner, som på skift rammes af angsten for ulykkelig kærlighed. Om den lader forfatteren en af sine personer, »Gamle«, sige: »... hvis kun den ene Part føler sig tiltrukken, men den anden ikke, og det er jo sædvanligt dette, man kalder ulykkelig Kjærlighed, da er dette Tegn paa, at der i Virkeligheden ingen Harmoni er, men hvor der ingen Harmoni er, er der heller ingen Kjærlighed, og følgelig heller ingen ulykkelig Kjærlighed.« Han erkender dog, at ulykkelig kærlighed kan forekomme, »hvor en Mand og en Kvinde, der virkelig harmonere med hinanden og derfor egentlig ere bestemte for hinanden, først mødes, efterat den Ene eller maaskee begge To ere bundne til en Anden. Thi da finder Harmonien Sted, uden at dog nogen Forening kan finde Sted, og her have vi derfor en virkelig ulykkelig Kjærlighed«.

Tilsyneladende undgik Carl Henrik Scharling selv den værste hjertesorg. Efter »Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard« udkom 1875 den lige så idylliske »Min Hustru og jeg«. Scharling var syv år tidligere blevet gift med Elisabeth Maria Tuxen.

boas@kristeligt-dagblad.dk

Om Scharling og Nøddebo

Forfatteren til »Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard« blev cand. theol. 1859 og tog derefter på en dannelsesrejse, der nok kunne få nutidens backpackere til at blegne. Nemlig tre år til Ægypten, Palæstina, Syrien, Grækenland, Schweiz, Italien, Holland, Frankrig, England m.fl. Det var på denne rejse, under en sejlads på Nilen, at romanen om den snehvide danske vinter blev til. Det fremgår af et smægtende digt »Til mine Kjære i Hjemmet«, som indleder »Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard«. Tilbage i København blev han redaktør for, det, der senere kom til at hedde »Dansk Tidsskrift for Kirke- og Folkeliv, Litteratur og Kunst«. Så rykkede rejselysten i ham igen og 1965 foretog han en længere rejse til Norge. Samme år blev han lic.theol. på en afhandling om »Den nyere hollandske Teologi«. I 1867 tiltrådte han som docent i etik ved Københavns Universitet og 1870 fulgte udnævnelsen til professor i samme fag - et lærerembede, han beklædte indtil 1916. Blandt hans teologiske, skriftlige arbejder gennem en lang universitetskarriere, er foruden doktordisputatsen fra 1879 om »Jacob Böhmes Theosofi«, hovedværket »Menneskehed og Kristendom i deres historiske Udvikling, en Fremstilling af Historiens Filosofi I-II«, »Evangelisk-luthersk Dogmatik«, »Den lutherske Dogmatik over for Nutidens kirkelige og videnskabelige krav«, »Religionens Stilling i det menneskelige Aands- og Sjæleliv«, »Luther eller Grundtvig?«. Men bagved teologen og polemikeren, der betragtede både grundtvigianismen og Indre Mission som skæbnesvangre afvigelser fra den sande lutherdom, levede den skønlitterære forfatter Scharling. Udover rejseskildringer, skrev han bl.a. skuespil og romaner. Nogle af de sidstnævnte, bl.a. fortællingen fra Nøddebo, blev oversat til tysk. Efter sin afsked 1916, begyndte han en omfattende selvbiografi, men nåede kun to bind inden sin død: »Teolog eller Digter« og »Livsminder«.

Uden at få lov af forfatteren, havde skuespilleren Elith Reumert omskrevet »Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard« til en teaterforestilling, som skulle have premiere på Folketeatret i København 2. juledag 1888. Heldigvis var dr.theol. C.H. Scharling en venlig mand, der meddelte, at det var i orden, hvis blot hans navn ikke blev hæftet til teaterudgavens pjank og pjat og frie fantasi og hvis teaterdirektøren i øvrigt ville sende ham to stk. billetter til premieren! Herefter har historien om Nicolai, hans brødre og deres juleeventyr i Nøddebo været på Folketeatrets program næsten 2000 gange. Fra 1970'erne og frem til i dag i allerhøjeste grad præget af den tidligere teaterdirektør Preben Harris' bearbejdelse og iscenesættelse. Også andre steder i landet, bl.a. på Odense Teater, Århus Teater og Ålborg Teater er »Nøddebo Præstegaard« en kær gæst på repertoiret. I 1934 instruerede Georg Schnéevoigt filmen »Nøddebo Præstegaard« med Hans Kurt som den unge Nicolai og Karin Nellemose og Katy Valentin som Andrea Margrethe og Emmy. Den byggede fortrinsvis på Folketeatrets skuespil, bortset fra en indlagt historie om krybskytteri. I dag står den sorthvide, knasende klassiker højt på listen over mest sete danske film overhovedet. En ny farveversion fra 1974 af Peer Guldbrandsen nåede aldrig den gamle udgaves popularitet.