Lale Sokolovs liv er en enestående historie og en historie af stor kompleksitet. Sokolov var en livsforslugen ung mand med det rette tag på damerne, der som jøde voksede op i Slovakiet, inden han blev deporteret til Auschwitz den 23. april 1942. Resten af livet bar han nummeret 32407 tatoveret på sin underarm.
Sokolov var uddannet låsesmed, men i Auschwitz ville tilfældet, at han blev sat til at tatovere de nyankommne fanger. Ifølge Heather Morris’ roman blev Sokolov forelsket i Gita, alt imens han tatoverede hendes arm. De overlevede begge opholdet i kz-lejren og emigrerede siden til Australien. Og det var i Melbourne, at Lale Sokolov mødte Heather Morris i 2003. I de sidste tre år af sit liv indviede han hende i en række hændelser og hemmeligheder fra sin tid i Auschwitz.
Det er der kommet en meget problematisk fortælling ud af, fordi den synes at være uden respekt for de historiske realiteter. Holocausteksperten, ph.d. Wanda Witek-Malicka, der er ansat ved Auschwitz-museets forskningsenhed, har dokumenteret, at forfatteren lancerer så mange forkerte påstande og fabrikerer så mange opdigtede begivenheder i romanen, at den forvansker historien om Lale Sokolov.
I Auschwitz var mænd og kvinder således adskilt. Alligevel foregår der en række stævnemøder mellem Lale og Gita. I det hele taget er der en påtaget gemytlig stemning i Auschwitz, som står i skærende kontrast til de skriftlige vidnesbyrd, vi har fra for eksempel Iboja Wandall-Holm, Witold Pilecki og Primo Levi.
Et eksempel: Lale står på kammeratlig fod med en af lejrens skrækkeligste bødler, Stefan Baretzki, der betror ham: ”Vi er som brødre, du og jeg. Har jeg måske ikke fortalt dig mine hemmeligheder?”. Baretzki, der har tusinder af menneskers liv på samvittigheden fungerer sågar som postillon d’amour for Lale.
Et andet eksempel: En dreng er blevet dømt til døden for flugtforsøg. Alligevel kan han færdes frit omkring på lejrens område og opsøge Lale, som får ham levende ud fra lejren via en deportation dagen efter. Enhver, der har været på rundvisning i Auschwitz, vil vide, at det scenario er helt usandsynligt.
Stilistisk er romanen uforløst og uinspireret. Her postuleres mere, end der kunstnerisk demonstreres. Det gælder ikke mindst kærlighedshistorien mellem Lale og Gita, som man læser med indadvendte tæer.
Når det gælder Auschwitz, overgår den grumme virkelighed fiktionen, så hvorfor laver Morris fiktion ud af emnet? Antagelig fordi der var huller i hendes kildemateriale. Holocaust er imidlertid et emne, der kræver omhu i detaljen og respekt for fakta. Ellers risikerer vi en hyggeliggørelse af dette sorte kapitel i den europæiske historie.
Lale Sokolov havde fortjent en anden og mere troværdig skildring af sit liv.