Man skal have et bestemt temperament for at nyde en film instrueret af Todd Haynes. For det går langsomt i ”Carol” ligesom i Haynes’ fremragende ”Far from Heaven” fra 2002.
Therese (Rooney Mara) er en ung kvinde, der kæmper for at finde sig selv i 1950’ernes USA tynget af streng seksualmoral og stive konventioner. Hun arbejder i et stormagasin, hvor hun sælger nysselige porcelænsdukker. En dag betjener Therese overklassefruen Carol (Cate Blanchett), der er i gang med en skilsmisse. Mødet er en utroligt øm og fintfølende skildring af øjeblikkelig kærlighed og betagelse, da Thereses åbne og naive blik møder Carols sofistikerede katteøjne.
En række forviklinger gør, at de to kvinder mødes flere gange, og ganske langsomt og overrumplende overbevisende opbygges deres intimitet. Luften er tung af begær og forførelse, men aldrig hverken lummer eller sensationel. Der går over en time, før de spæde tilnærmelser fuldbyrdes fysisk i et kærlighedsmøde, hvis skønhed både er betagende og troværdig, fordi det er opbygget over tid.
Cate Blanchett spiller på hele sit talent som Carol. Blanchetts aristokratiske udseende, tydelige diktion og forførende blik giver Carol en styrke og sårbarhed, som spejler figurens udvikling fra underdanig hustru til stærk, frisat kvinde. Over for den forførende silkeskjorteklædte Blanchett lyser Rooney Mara som Therese i tækkelig spencerkjole mere og mere op i takt med, at hun modnes og modigt følger sine følelser.
I ”Carol” er der meget , der ikke bliver sagt, men følelser og stemninger bliver i stedet formidlet forbilledligt af Haynes’ hoffotograf Edward Lachmans fornemme billeder og Carter Burwells forførende musik. Musikken smyger sig om billederne og kærtegner Carol og Therese, hvis fordækte kærlighed ofte bliver symboliseret ved at filme kvinderne bag duggede bilruder eller gennem restaurantvinduer. Sådan sløres de to kvinders indre liv for et bornert samfund, der ikke tåler deres følelser og lyster. Symbolikken er tung, men aldrig overlæsset, ligesom filmen giver et realistisk og ikke-romantiseret blik på 1950’erne.
Det er ikke det jazzede Manhattan fra tv-serien ”Mad Men”, ”Carol” skildrer, men et mere dystert USA præget af efterkrigstidens skizofrene blanding af fremtidsangst og forhåbning. Mændene i ”Carol” kæmper for at bevare kontrollen, men det patriarkalske samfund kan ikke knægte Carol og Therese, hvis kærlighed bliver en forudanelse om de efterfølgende årtiers omstyrtning af familiemønstre og samfundsstrukturer. Slutningen kan synes sentimental, men i konteksten af 1950’ernes konventionsbårne livssyn er den snarere modig. Manuskriptforfatter Phyllis Nagy formår at løfte filmens litterære forlæg – krimiforfatteren Patricia Highsmiths dristige, men også mere letbenede roman ”The Price of Salt” fra 1952 – til et nyt niveau af højeste kvalitet.
Denne fornemmelse for kvalitet gennemsyrer ”Carol”, der er en forbilledligt fornem hyldest til den svære kærlighed og en trist påmindelse om, at der også i dag er alt for mange forelskede par, der må skjule deres forbindelse for omverdenens fordomme og fordømmelse.
kultur@k.dk