Filmens titel handler om at ”breathe”– at ånde, at trække vejret. Det er netop det, Robin Cavendish (Andrew Garfield) ikke kan selv efter at være blevet ramt af polio. Han er en ung flot fyr, da vi møder ham i 1957 i England til typisk cricketmatch i det højere borgerskab. Lidt af en Aladdin, der kan alt. Til stede er også den utilgængelige smukke og kloge Diana Blacker (Claire Foy). Hun er en rigtig ”heartbreaker”, siger en deltagerne i matchen til Robin. ”Hende kan du ikke få!”.
Det ender selvfølgelig med en romance og et ægteskab mellem de to. Robin har planer om at blive mægler og vil derfor gerne udstationeres i Kenya. De bliver hurtigt gift. ”Han er bare den helt rette for mig,” siger hun. Det skal senere vise sig, at det omvendte også er tilfældet.
Det er ikke det unge pars ”colonial life”, filmen dvæler ved, men forvandlingen fra et ungt smukt par, der flyver ind over det fascinerende afrikanske landskab i en lille to-personers flyvemaskine, til et par i en dyb eksistentiel krise, da idyllen smadres af uventet sygdom.
Pludselig lammes Robin og indlægges på sygehus, hvor man konstaterer, at en polio- virus har ramt ham. Han lægges i respirator. Diana er på dette tidspunkt gravid. Det, der så ud til at blive et lykkeligt lille familieliv, ligger nu i ruiner.
Diana træder nu i karakter, og det er hele filmens rørende og hjertevarmende skildring. Hun insisterer på, at han skal leve et liv med hende. Lægernes og fornuftens stemme siger, at Robin skal tilbringe resten af sine dage i en hospitalsseng, men den stemme følger Diana ikke. Lægernes og vennernes gode råd om, at hun skal tænke på sig selv, og at hun har et liv, virker kyniske for hende. Hun ser på sin lammede mand med kærlighedens øjne. Hun ser ham, som hun elsker!
Diana får efter at have født deres fælles barn fløjet Robin hjem til England, hvor lægerne også dér har deres regler og forordninger, som hun bryder.
Denne skildring er filmens store styrke. Undertiden tænker man, at det måske er lige lovlig sødt nok, og at der er skruet for højt op for violinerne, men det baserer sig på virkelighedens Robin og Diana Cavendish.
Der er en livsukuelighed over Diana, der er velgørende at se i disse Lars von Trier-tider med massemordere, kvindeskænding og børne-drab. Det er ikke, fordi filmen bare skøjter hen over tragedien. Den viser også de etiske dilemmaer. Da Robin vågner og opdager, at han er lænket til en seng og en respirator, ønsker han kun at dø. Han bliver tavs og bitter.
”Det her er ikke et liv!”.
Men hvad er et liv?
Det svarer filmen på. Der er liv, hvor kærligheden er – også der, hvor vi ikke synes, at der er noget ved det mere. Hvis der dér er kærlighed, så er der liv. Man kan ikke lade være med at tænke på Paulus’ ord fra den berømte Højsang, at kærligheden tror alt, håber alt, udholder alt.
Her leves det!
Der er tre ting ved slutningen, der skal nævnes. Den egentlige slutning, som jeg egentlig synes er problematisk, vil jeg af filmoplevelsesmæssige årsager ikke nævne, men de efterfølgende solnedgangsbilleder fra Afrika med det unge par er for påklistret for mig. Candyfloss! At vi så ser det ægte Cavendish-par til sidst, er kun rørende.