I 2016 blev der udgivet omkring 1400 oversatte, skønlitterære titler i Danmark. Fjortenhundrede! Det var halvdelen af de nye skønlitterære bøger, der udkom på dansk. I år er det noget i samme størrelsesorden.
Det var heldigvis ikke maskiner, der oversatte alle disse bøger, men – generelt – folk med forstand på sprog og flair for at skrive dansk. Det kræver noget at oversætte skønlitteratur, hvor ordenes valør og måske endda deres klang har noget at skulle have sagt.
Man skal også være hjemme i faste vendinger, som man skal kende på begge sprog for ikke at komme galt af sted med sin oversættelse. Og så skal man kunne sætte sig ind i alle mulige former for slang, dialekter og fagsprog fra både nutid og fortid. Derfor kan man heller ikke sætte hvem som helst til det.
Enhver, der kan engelsk, kan ikke nødvendigvis oversætte, så det bliver særlig præcist gjort eller noget godt dansk. Og det er det, vi vil have, og det, vi skal have: oversat litteratur på ordenligt dansk. Oversat litteratur bliver nemlig en del af den danske litteratur, og den må vi selvfølgelig stille krav til.
Når bogen fejres i denne weekend på Bogforum i København, står forfatterne op og taler om deres bøger. De bliver interviewet og fejret. Men hvad med oversætterne? Hvad med dem, der står bag halvdelen af de skønlitterære bøger, der findes på Bogforum?
Oversætterne er litteraturens fodfolk og skyggefolk. På en af de første sider af en oversat bog står der et oversætternavn, men det er også alt, hvad man mærker direkte til oversætteren. Resten er der bare, som de ord, oversætteren møjsommeligt har nørklet sammen, så teksten på en gang er tro i forhold til sit forlæg og fungerer på dansk.
Der er retfærdigvis nogle oversættere, der har skabt sig et navn. Niels Brunse, der er ved at afslutte sin mægtige oversættelse af Shakespeares værker, er et af de få koryfæer.
Men der er jo også alle de andre. Nogle er absolut bedre end andre, men de gør under alle omstændigheder et job, som er til glæde for alle os, der ikke kan ungarsk, jiddisch, finsk, eller hvad det nu må være for et fremmedsprog, der er tale om. Eller os, der ikke orker at læse tusindvis af sider på engelsk for at komme igennem ”Game of Thrones” eller Ken Folletts seneste murstenstykke roman.
Undtagelsesvis læser vi her i avisen jævnligt om oversættere, fordi Bibelen er under konstant oversættelse. Aldrig så snart er man færdig, før man begynder forfra. Sproget står jo ikke stille, men bevæger sig og forandrer sig. Nogle ord glider ud af sproget, mens andre kommer til. En oversætter skal have en god fornemmelse for det levende sprog.
Og så er der de oversættere, der oversætter dansk litteratur til forskellige andre sprog. Dem hører vi heller ikke meget til, medmindre det er en kinesisk oversætter af H.C. Andersen eller noget andet eksotisk.
Men igen: Der er alle de andre, ildsjælene, som ikke tjener mange penge og ikke får megen hæder for al deres arbejde med at gøre dansk litteratur tilgængelig på andre sprog.
Men uden dem skulle de engelsktalende undvære Dorthe Nors og Kirsten Thorup, Herman Bang og Johannes V. Jensen og mange, mange andre. Uden dem var en forfatter som Jens Christian Grøndahl aldrig blevet et stort navn i Frankrig.
Lige så usynlige oversætterne er, lige så vigtige er de. Som læsere kan vi slet ikke leve uden dem. Uden dem ville vi dansksprogede bare være os selv og uden udblik. Oversætterne sørger for, at vi ikke bliver provinsielle, men er i stand til at åbne os mod verden og tage frit af dens litterære frugter. Og i forhold til dansk kultureksport er de også uundværlige. Uden dem ville verden ikke fatte meget af Kierkegaard og Blixen. Uden dem ville den skandinaviske krimibølge aldrig nogensinde have rullet ud over hele verden.
Så litteraturens skyggefolk fortjener så sandelig at blive bemærket, anerkendt og takket for alle ordene. Skal vi ikke give oversætterne en stor hånd