Hyldestkvad til topembedsmand er alt for meget af det gode

Jo, tidligere departementschef Anders Eldrup har uden tvivl præget det moderne Danmark, men en ny bogs hyldestkvad til ham er alligevel alt for meget af det gode.

Hyldestkvad til topembedsmand er alt for meget af det gode
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

To gange i sit liv har tidligere departementschef Anders Eldrup oplevet en vækkelse.

Første gang var, da han som ung embedsmand i 1982 var til et møde med repræsentanter for ikke færre end 119 amerikanske banker og pensionskasser i New York. Han var der sammen med blandt andre finansminister Knud Heinesen (S), og formålet var at få bankerne til at låne Danmark 1,1 milliarder dollars. De skulle redde landet fra den truende økonomiske afgrund.

Han har uden tvivl haft stor indflydelse på det moderne Danmarks udvikling, uanset om det gælder brug af økonomiske modeller i finanspolitikken, etablering af den københavnske Metro eller den grønne omstilling, som bogen fremhæver.

Men reformator er nu et stort ord.

Henrik Hoffmann-Hansen

Politisk redaktør

Det lykkedes, og Anders Eldrup dedikerede de følgende to årtier af sit liv til at få styr på de offentlige finanser – en karrierevej, der i 1990'erne gjorde ham til en succesfuld departementschef i Finansministeriet, mens Mogens Lykketoft (S) var finansminister.

Den anden store åbenbaring fik han en sommerdag i 2009 i den københavnske biograf Imperial, hvor han så tidligere vicepræsident Al Gores film om klimaets katastrofale udvikling, "An Inconvenient Truth." På det tidspunkt var han blevet direktør i energiselskabet Dong (i dag Ørsted), og da han cyklede hjem fra biografen, var han fuldstændig sikker i sin sag: Ud med kul, ind med vind!

Det med klimaet havde han ellers ikke været særlig optaget af tidligere i livet, kan man læse i portræt-bogen "Anders Eldrup - samfundsreformator", som forfatter og journalist Susanne Hegelund har skrevet. Med ham selv som den altdominerende hovedkilde. Undervejs citeres han i lange passager, også om bogens tilblivelse. Blandt andet fremgår det, at de har talt om, hvordan han skal præsenteres: Som samfundsdesigner, samfundsarkitekt, samfundsingeniør – eller noget helt andet? Eldrup mener selv, at "samfundsreformator" dækker bedst, selvom han er bange for at komme til at fremstå som selvglad!

Men det ender det altså med. Med et forsidefoto af manden, der som en anden frelser skuer ud over horisonten med havet i baggrunden. Man kan ikke se hans fødder, men man aner, at de muligvis går på vandet.

Indpakningen og formen er desværre symptomatisk for hele bogen. Den er rent ud sagt ulidelig - skrevet med stor beklagelse, for Susanne Hegelund har forfattet flere andre fine bøger om magtens mænd og kvinder.

Formentlig har idéen været, at skrivestilen skulle gøre portrætpersonen nærværende for læseren. Som når man i de første kapitler om barndommen på et gods på Djursland i 1950'erne for eksempel overdynges af ord som pode, sønnike, knægten og farmand.

Anders Eldrup har åbenbart som mange erhvervsfolk, der arbejder internationalt, en uvane med at fylde sit sprog med engelske fraser som at "catche up", at være "first mover" og så videre, og det viser forfatteren så ved at strø den slags ord ud over hele bogen. Man fristes til at sige: Kill your darlings, (afliv dine bedste idéer), som det hedder i mediebranchen, når nogen bliver grebet af deres egen geniale idé.

På indholdssiden tegnes billedet af et meget ambitiøst menneske, der har svært ved at tale om personlige forhold - nærmest er utilpas ved det. Han griner og ler sig ganske vist gennem rigtig mange interviews, men i dybden kommer man aldrig. Hvordan var for eksempel hans sociale liv som ung? Tjo, han var ret god til at drikke øl, men lidt langsom til det med piger.

Han blev dog gift som 23-årig, og parret fik hurtigt to børn, men som departementschef blev han i 1992 forelsket i den 15 år yngre Merete Ahm, som han selv havde ansat i Finansministeriet. De blev begge skilt fra deres ægtefæller og dannede sammen et nyt "powercouple" - Merete Eldrup har som bekendt siden gjort karriere som direktør for TV 2.

Selvom Anders Eldrup ikke er medlem af folkekirken, blev de i 1994 gift i Frederiksberg Kirke.

En skilsmisse er selvfølgelig en meget privat sag, men alligevel er det sigende, at det, der fylder mest i den beretning, er de praktiske problemer - nyt service og ny dyr lejlighed. 1,2 millioner kroner for 242 kvadratmeter på Frederiksberg, ler den tidligere departementschef.

Han har dog også interessante ting at fortælle. Især om samspillet mellem embedsmænd og politikere, ligesom det er glimrende at komme tæt på hele den spegede historie om hans fyring fra Dong i 2012. Den kom efter sagen om de uhyrligt høje lønninger, han havde givet fire centrale medarbejdere, de såkaldte guldfugle, i firmaet uden at orientere bestyrelsen. Hvis man interesserer sig for moderne erhvervshistorie, er det et af de bedste kapitler - og åbenbart også det, Anders Eldrup har haft sværest ved at medvirke til.

Han har uden tvivl haft stor indflydelse på det moderne Danmarks udvikling, uanset om det gælder brug af økonomiske modeller i finanspolitikken, etablering af den københavnske Metro eller den grønne omstilling, som bogen fremhæver.

Men reformator er nu et stort ord.

Susanne Hegelund: Anders Eldrup - samfundsreformator. 448 sider. 349,95 kroner. Gyldendal.